Mennesket.
(„Sundhedsbladet”.) (Fortsat)
Medens Organerne for Syn, Hørelse, Lugt og Smag bringer Hjernen Meddelelser fra Yderverdenen gennem enkelte Nervepar, som udbreder sig i enkelte forholdsvis smaa Organer, er Følesansen udbredt over alle Dele af Legemet og har sit Sæde i de smaa af Overhuden dækkede Følevorter, i hvilke Hudnervernes fineste Forgreninger ender.
Til at modtage Indtryk af Følelser i Ansigtet samt i Mundhulen og Næsehulerne udgaar der ligesom til de omtalte Sanseorganer, to Nervestammer umiddelbart fra Hjernen, og udbreder sig med en Masse overordenlig fine Forgreninger over alle Ansigtets Dele. Til alle Dele af Legemet gaar Følenervernes Vej gennem Rygmarven, hvis bageste Del de danner, idet de som en tyk Snor løber ned fra Hjernen gennem den af Hvirvelsøjlen dannede Rygmarvskanal. Imellem ethvert Par Hvirvler saa vel af Halshvirvlerne som af Ryg-, Sanse- og Bækkenhvirvlerne udsender Rygmarven en Nervestamme til hver Side, som spalter og forgrener sig for at forsyne enhver af de nærmeste Legemsdele med Følenerver. Paa Steder, hvor en større Finhed i Følelsen er mindre nødvendig eller vel endog snarere vilde være mere til Skade end til Gavn, som f. Eks. paa Ryggen, er Følenervernes Traade sparsommere fordelte, eller ogsaa mangler de næsten ganske som i flere af Legemets indre Dele. Deres Udbredelse finder især Sted i Huden, hvor de ikke alene tjener til ved Berørelsen at skaffe os Kundskab om mange fysiske Ejendommeligheder ved de ydre Genstande - saasom deres Fasthed, Vægt og Beskaffenheden af deres Overflade - men ogsaa som trofaste Vogtere beskytter os mod talløse Beskadigelser. Hvor ofte vilde vi ikke lide slem Overlast, hvis ikke Følenerverne i Huden meddelte Hjernen et advarende Indtryk af Smerte.
Saaledes sætter Sanserne os paa en i Sandhed forbavsende Maade i Forbindelse med den os omgivende Natur; men Hjernen skal ikke alene modtage Indtryk, den skal ogsaa være i Stand til at sætte vore Lemmer og Ansigtsmuskler i Bevægelse - og dette vigtige Hverv sker ligeledes ved Virksomheden af særskilte Nervetraade - Bevægelsesnerverne - som dels træder frem af forskellige smaa Aabninger ved Bunden af Hjerneskallen, dels strækker sig gennem Rygmarven, hvis forreste Del de danner. Fra denne udgaar de ligesom Følenerverne i et og tredive Par, der straks efter deres Udtrædelse blander sig med de tilsvarende Følenerver og danner en sammensat Nerve, som udsender sine Grene i Musklerne eller i Huden paa Legemet og Lemmerne. Ethvert af Ryggens Nervepar har saaledes to Rodgrene, en Føletraad og en Bevægetraad, og hver Rod er sammensat af et stort Antal selvstændige Traade. Følenerverne, som er bestemte til at lede Indtryk til Hjernen, og som aldeles ikke formaar at udføre dens Befalinger, udbreder sig især i Huden, hvorimod Bevægenerverne, som er bestemte til at meddele Befalinger fra Hjernen, og som er aldeles blottede for Følelse, ender udelukkende i Muskler for paa Hjernens Bud at bevirke disses Sammentrækning eller Slappelse.
Enhver Nerve har saaledes sin særegne Bestemmelse, og den heldbringende Indflydelse af Arbejdets Deling har aldrig vist sig tydeligere end i vort Legemes Økonomi. Hvilken forfærdelig Forvirring vilde der ikke opstaa, dersom Synsnerverne f. Eks. kunde meddele Indtryk af Følelse, og dersom Bevægenerverne kunde smage og Hørenerverne lugte?
