Kvinder og Paatrængenhed.
Det kan maaské se ud som en Fornærmelse mod Kvinderne, naar jeg i deres eget Blad sammenstiller dem med ovennævnte Last.
For imidlertid at forebygge Misforstaaelse vil jeg skynde mig at sige, at jeg selv er Kvinde og ivrigt arbejder paa, at Kvinden i mangt og meget skal blive ligestillet med Manden, men - samtidigt ivrer jeg ganske vist ogsaa for, at Kvinden skal have de samme Pligter som han, og ikke, naar det passer i hendes Kram, optræder pukkende paa de For-Rettigheder, som hendes Særstilling i Aarhundreder har givet hende fremfor Manden.
I slige Tilfælde kan hun nemlig være i Besiddelse af en Ugenerthed og Paatrænhed, som ikke alene virker stødende og afskrækkende, men som ogsaa kaster en fæl Skygge over hele Kønnet, saa fæl, at Manden ofte udbryder: „Det kunde en af os aldrig gøre!”
Og det er imod denne Last, jeg vil advare Kvinderne.
Er der Tale om Billetter, der uddeles gratis til et eller andet Møde, en eller anden Forelæsning, gaa saa paa rette Tid og Sted og forlang en af disse, men er der ikke flere tilbage, saa tag det med Ro og sig til Jer selv eller til andre, om I behager: „Det var kedeligt, men der er intet ved den Sag at gøre!” - og dermed basta; løb for alt i Verden ikke til Herodes og Pilatus, til den og den og sæt Tiggeransigt op for at komme ind, men stil Jer endnu mindre, naar al Ting viser sig at være forgæves, paa Trappen, indtil Foredragsholderen kommer, for saa ydmygst som en lille Hund at tigge Jer ind med ham og gaa i hans Kølvand.
Det er uværdigt for en Kvinde, og ingen som har Følelsen af eget Menneskeværd, burde se slige eller lignende Tilfælde uden at paatale det til selve Individet.
Eller vi vil gerne op paa en Sporvogn, mine Damer, den er overfyldt, vi maa staa enten hos Kusk eller Konduktør, det er ikke værre for os end for Mændene; vi maa derfor aldrig tillade, endmindre ved vor Adfærd forlange, at en Mand rejser sig for at tilbyde os sin Plads, men lad os selv være høflige, om vi er saa heldige at sidde, og overlade vor Plads til ældre eller svageligt udseende Personer, ligegyldigt, af hvilket Køn.
Frem for alt, lad os aldrig trænge os paa i Kraft af det, at vi er Kvinder.
Det er noget helt andet at arbejde ihærdigt og uden at trættes for en Sag, at henvende os atter og atter der, hvor vi kan fordre vor Ret, den, der forholdes os!
Husk bare paa, at det er kun den kvindelige Paatrængenhed, den, som nedsætter os i Mandens Øjne og faar ham til at betragte os som lavere Væsener, at jeg her advarer imod.
Og gid der var en og anden, som vilde skrive sig denne Advarsel bag Øret.