Ogsaa en Mening.

I „Blad for Danmarks Højreforeninger” af 4. Marts findes en Artikel under Overskriften

„Kvinde-Emancipationen”.

Forfatteren indrømmer ikke alene, at Kvindens Stilling før 1848 var i høj Grad uretfærdig, - han indrømmer ogsaa, at der i hendes Forhold over for Samfundet den Dag i Dag er meget, der burde være anderledes. Han finder ingen Grund til, at Kvinder skal være udelukket fra „flere offentlige Anstalter”, men mener dog, at „Befordring til højere Poster i saadanne vanskeligt kan indrømmes dem”.

Forfatteren mener for øvrigt, at Kvinder nok maa have Lov til at tage Eksamen ved Universitetet, hvis de kan (tænk!), og at de ogsaa maa have Lov til, senere i Livet, at gøre Brug af deres Evner (hvor liberal!) f. Eks. som Lærerinder i de lavere Skoler og maaske ogsaa i de højere, hvis de formaar at opretholde Disciplinen. Men dermed er ogsaa Forfatterens Kærlighed for Kvinderne forbi. Thi nu paafølger en Straale, som helst maa tages uden Kommentar, for at ikke noget af den fine Højreodeur eller den dybe Visdom den gemmer, skal gaa tabt:

„Men naar de har forlangt Adgang ogsaa til Retsskranken, der, hvis den indrømmes, ogsaa maatte kunne føre dem op paa Dommersædet, saa mener vi rigtignok, at de vilde komme udenfor den Kvindekønnet af dets Natur anviste Grænse. I endnu højere Grad vilde dette dog blive Tilfældet, i Fald man indrømmede dem baade kommunal og politisk Valgret og Valgbarhed, der ikke let vilde kunne adskilles.

Man vil sandsynligvis sige fra Emancipationens Side, at, naar vi vil forholde Kvinden politisk Lighed med Manden og formene hende Adgang til Valgtribunen og Rigsdagsbænken, saa røber vi, at den megen Ros, der er bleven ydet Kvinderne for deres Fædrelandssind og gavnlige indflydelse paa Mændene ogsaa i politisk Henseende, kun har været tom Tale og falsk Smiger. Men dette er aldeles ikke sandt. Det er nu en Gang baade en Styrke og en Svaghed, der ligger i Kvindens Natur, at hun aldeles ikke egner sig til aktiv Deltagelse i det offentlige Liv. Hendes naturlige og rette Virksomhedsfelt er Hjemmet og Familien; hendes store Indflydelse paa Mændene til det Gode som til det mindre Gode beror ganske derpaa, at den øves i Stilhed, uset, ofte uanet af Mængden. Paa Tribuner tager hun sig ikke ud, knap nok, naar hun er ung og smuk og kun er der for at ses paa; skal hun med til at raabe politiske Slagord og lidenskabelige Anklager eller Lovtaler ud over Torvene, saa vil den Blufærdighed, der er den kvindelige Naturs fineste Smykke, snart gaa tabt, og al den Veltalenhed, hun maatte besidde, vil kun i siældne Undtagelsestilfælde gøre nogen Virkning paa Tilhørerne; raa, uhøvisk Spot og haanende Latter vil oftest blive hendes Løn. Det vilde heller ikke blive Kønnets duftende Roser og Liljer, eller dets af ædel Saft glødende Druer, man der fik at nyde, men kun dets Hybentorne og Burrer. Værst var det dog, at, hvis Kvindernes Deltagelse i Valghandlinger og hele det politiske Liv blev almindelig, saa vilde Familielivet og Moderpligterne, Omsorgen for Huslivets Orden og Hygge saa vel som for dets fornødne Økonomi, der betinger baade Opmærksomhed og Sindsro, hvor Midlerne som oftest er knappe nok, Plejen af Syge, Støtte for Fattige, og fremfor alt andet Børnenes Opdragelse samt det Tilsyn og den Vejledning, som disse behøver paa deres første Skridt udenfor Huset, der ofte er afgørende for deres hele Fremtid, kort sagt alt det, som er Kvindens oprindelige og naturlige Kald, hendes ædleste og uundværligste Virksomhed i dette Liv, mere og mere bliver forsømt og fortrængt for at tilfredsstille tøjlesløs Ærgerrighed og ophidset Lidenskab. Men derved vilde hele Samfundet lide et uerstatteligt Tab, der maatte føre det rask nedad i Udvikling i Stedet for opad. Vi bør dog virkelig nu have indhøstet en dyrekøbt Erfaring om og klar Oversigt over, hvor megen Forvirring og Fare, hvor mange spildte Aar, hvor megen trøstesløs Strid og Kævl, hvor sørgelig lang Forsømmelse af de vigtigste Interesser det har kostet os, at give en uforberedt og let vildledt Almue næsten ubegrænset Valgret og Valgbarhed, saa enhver, der for Alvor kan ønske og tilraade at lægge disse farlige Vaaben i de endnu langt mindre forberedte, endnu langt mere uberegnelige og langt lettere vildførte Kvinders uøvede Hænder - han maa befinde sig paa Idiotanstaltens Tærskel.”