Til Hr. Fritz v. d. From.
Hvis De mener, at jeg med „En Foraarsbebuder” har villet slaa til Lyd for en Slags Ringeagt for eller Seen ned paa den huslige Kvindes Arbejde, da har De rigtignok meget taget fejl. Dette ligger saa langt fra mig, at jeg tvert imod intet hellere ønsker end at se Husets og Hjemmets Arbejde hævet til Hæder og Værdighed. Men mange Veje fører til Rom, enhver faar gaa sine. Taalmodighedens og Forsagelsens stille Vej har Tusinder og atter Tusinder betraadt, og de naar næppe Maalet ad den Kant.
At Mænd kan tale om (ja endog med poetisk Begejstring synge om), hvor dybt de paaskønner, og hvor meget de skylder os - os, der føder, plejer og nærmest opdrager Slægten, hygger og værner om Hjemmet o. s. v. o. s. v., ja, dette har jeg hørt saa ofte, at det er til at blive irriteret over - for jeg skal sige Dem, jeg holder lige som De saa forfærdelig meget af Kendsgerninger og hader al den „Talen i det blaa”. - Se, derfor er det til at blive harmfuld over al denne Snak, der aldrig har ført Spor af Resultater efter sig! Thi saa snart der har været Lejlighed til at vise os, hvor dybt denne Agtelse for vor huslige Gerning stikker, saa viser dette sig med en grusom Klarhed; thi det hedder da altid (naar det er bedst): „Ja, vi kan til Nød forstaa, at de Kvinder, der driver Erhverv, muligvis kan tilkomme og have Brug for flere Rettigheder, men - videre kan vi ikke gaa” -.
Tydeligt, ikke sandt, Hr. v. d. From?
Hvad nytter det saa, om vi Kvinder selv staar med den allerdybeste Agtelse for Hustruens, Moderens og Husmoderens Gerning, naar Faktum er (dømt efter Kendsgerninger) at Mændene i Praksis sætter vort Arbejde saa lavt, at de end ikke mener, vi har Brug for almindelige menneskelige Rettigheder?
Naar man saaledes kommer til at se Virkeligheden bag alle Fraserne, da maa De tro, bedste Hr. v. d. From, at det er et ulideligt og utaaleligt Aag at være stillet kun som sin Mands Tjenerinde.
„Stærke Naturer ryster Aaget af sig, de svagere lemper sig efterhaanden efter det,” som De saa træffende udtaler Dem angaaende Vold.
Og da det er fra de „stærke Naturer” vi kan vente det Arbejde, der tvinger Reformerne frem, ligger det forbavsende nær at hilse det som „en Foraarsbebuder” hver Gang, vi ser en Kvinde vaagne til Liv og Bevidsthed saa stærkt, at hun maa ryste Aaget af sig.
Det bliver mere og mere en Nødvendighed, at Mand og Kvinde kommer til Forstaaelse angaaende dette uværdige Forhold og vil Mændene ikke komme til os i Hjemmene, nu vel! saa maa vi komme til dem i Forretningerne. Thi der kan dog virkelig ingen fornuftige Mennesker fortænke os i om vi finder det ikke alene naivt, men ogsaa altfor tungt at ofre vore Kræfter - et helt Livs Slid - paa et Arbejde, der er saa lidt agtet, at man ikke en Gang regnes til at kunne forsørge sig selv med det, end sige sine Børn.
Og saa længe Mændene kun kan udbyde det huslige Arbejde under Trællekaar, faar de virkelig finde sig i, at Flokken, der siger: „Nej Tak”! bliver større og større.
