Stillestaaen eller Fremgang.

I en Samtale, jeg havde for nogen Tid siden med en Mand angaaende Kvindesagen, kom han blandt andet til at sige: ,,Ja, Kvindesagen har min fulde Sympathi, det er en god og retfærdig Sag, og det maa jeg sige, at de faa Kvinder, der rigtig har Forstaaelse af deres egen Stilling i Samfundet, de arbejder og agiterer med en mageløs Energi og Udholdenhed, og alligevel forstaar jeg ikke - der er ingen Fart i Kvindebevægelsen, den gør ingen rigtig Fremgang.”

Jeg har siden gaaet og tænkt paa disse Ord, og finder, at de slet ikke passer; thi der er virkelig ,,Fart” i Kvindesagen, om det end ej gaar pr. Jernbane.

Naar jeg tænker mig bare nogle faa Aar tilbage, husker jeg godt, hvorledes man da med stor Flothed gjorde Nar af de „emanciperede Damer”, som man med en haanende Betoning kaldte de Kvinder, der vovede at hentyde til de Uretfærdigheder, som der nu tales højt om. Man modtog hele Bevægelsen med et overlegent Skuldertræk og haabede, at den hele Sag kunde les eller snakkes bort. Man satte derfor en Ære i at gøre sig lystig over, hvorledes det vilde komme til at se ud, naar Koner satte Manden til at passe Børnene og Gryden, mens hun selv svang Smedehammeren gik paa Dæmningsarbejde, Snekastning o. s. v. De vittigste Hoveder mente endog, at det endte nok med Fordringen om, at Manden ogsaa skulde føde Børnene.

Samtidigt glemte man ikke at drikke Skaaler og synge Lovsange for den stille, blide og taalmodige Kvinde, der saa beskedent og opofrende havde lagt alle egne Interesser paa Hylden for kun at varetage Mandens, der sikkert ogsaa var meget klogere og bedre.

Og Kvinderne - ja de var naive og uudviklede nok til at føle sig smigrede og opildnede ved Fatters vise Tale og den dejlige Sang; de skulde ogsaa rigtig fordoble deres Anstrengelser for at naa dette englelige Ideal, der huede Manden saa vel. Bladene - hvis de i det hele taget nævnede noget om den ulmende Bevægelse, saa var det naturligvis kun for at gøre Grin eller lave noget, efter deres Smag, rigtig morsomt ud af det.

Men paa de afsides liggende Egne, hvor det ny har ondt ved at finde Vej, der gik man sin stille Gang uden Anelse om, at der kunde hittes paa noget saa „tosset”, som at „Fatter” skulde trænge til at faa en Medhjælper til at styre alle de Ting, der hidtil var trivedes saa fortrinligt under hans sikre Hænder.

Se, hele denne Tankegang behøver man kun at gaa faa Aar tilbage for at finde. Og nu - ja der er langt frem til Maalet - men faa Aars Arbejde har alligevel skaffet Ørenlyd og Alvor. Man tror ikke længere, at Sagen lader sig le bort, den bider sig ind alle Vegne enten i den ene eller den anden Form. Man maa dog tage Parti for eller imod, og der er allerede meget vundet for den Sag, der kendes værdig til at debatteres.

Blad efter Blad begynder nu ogsaa saa smaat at behandle Spørgsmaalet, naturligvis er man ikke enig med os - det var ogsaa for meget at forlange saadan lige paa en Gang - men finder dog nogen Berettigelse i vore Krav. Og den spottende Tone tør man dog ikke længere møde op med.

Men paa Valgpladsen vil den Rigsdagskandidat, der fremdeles henviser Kvinderne kun til Vuggen og Gryderne, snart gøre sig selv umulig, det mærkede man tydeligt sidst gennem den Latter, der svarede ham fra Vælgerne.

Thi ude i Folkets Bevidsthed har Sagen allerede slaaet Rod og sat Tankerne i Bevægelse, faderen føler sig ikke længere saa tryg for sin Datters Fremtid ved at give hende til en Mand, der har lige saa vidtgaaende Rettigheder som han. Moderen ønsker, at Datteren ikke havde saadan et Hastværk med at slippe ind i Ægteskabets saakaldte „stille Havn”, idet hun med et Suk tænker paa, hvor megen Taalmodighed og Selvfornægtelse det har kostet, før hun blev sin Mand efter Sindet. - Og den unge Pige, ja hun tænker nok mindst, men i alle Tillælde mener hun dog, at „hendes Lars” bliver saa meget Bedre end alle andre Mænd. - Altsaa har hun dog en dunkel Anelse om, at hendes Skæbne hviler paa Mandens Godhed.

Men alt imens gaar mange af de yngre Mænd omkring med en bestemt Følelse af, at Livet kunde være langt anderledes skønt og rigt, end det er, men de tør ikke give Slip paa de gamle nedarvede Privilegier og Særrettigheder tænk, Kvinderne kunde jo begaa en Dumhed!

Dog den Dag kommer nok, da man tør slippe Tømmerne, ja gør det med Foragt for sin egen Dumhed. Men der skal Tid til at omforme Retsbegreberne og udrydde Fordomme fra den ene Side og faa Bugt med Sløvheden og Forkuelsen fra den anden. Men naar vi i Nutidens travle Virken af og til kaster Blikket tilbage, da vil dette kun fordoble vor Iver og Udholdenhed, thi vi ser, at vor Sag i Pagt med Udviklingen trænger stærkere og stærkere paa. Og vi véd, at en Sag, der er saa nøje og inderligt knyttet til Retfærdigheden, den vil og maa bære Sejren hjem.

Anine Jensen,

Fotograf, Brønderslev.