Foraar!

Til Fru R. S.

Jo, Fru R. S., jeg har set noget andet end det Foraar, De skriver om.

Jeg har set den friske Vaarvind komme brusende og bryde Isen, som laa knugende, kold, rundt om os, jage den ud i Havet, saa den knustes smaat og forsvandt. Jeg har set det blaa, dejlige Hav, frisk og forynget, med sine mange smaa Fiskerbaade, hvor der var Liv og Travlhed ombord. Og hvad der var endnu bedre, jeg har set Bekymringens Fure glattet og Haabet lyse i Fiskernes brune Ansigter. Jeg har set Børnene lege Boldt, og i overgiven Livslyst kaste Tørklæder, Huer og Træsko fra sig og paa bare Strømpefødder fare ned over Legepladsen medens Kinderne blusser og Øjnene straaler. Jeg har set de smaa Vintergækker nikke med deres hvide Klokker i Vinden, og den lille Bellis straalende paa Vejkanten. Jeg har set Spirene bryde frem af Jorden i Tusindvis og Knopperne svulme paa Træerne.

Og jeg har hørt Lærkens jublende Toner og Stærens muntre Fløjten, ja selv Graaspurvens fornøjelige Kvidren. Og i stille Aftener har jeg hørt Vibens og Maagens larmende Glædesyttringer.

Og jeg har nydt den friske Luft i dybe Drag, fyldt mine Lunger med den, gaaet langs med Stranden og ladet den friske salte Vind vifte mig. Jeg har lukket Vinduerne op, at Foraaret kunde faa Lov at strømme ind i mit Hjem. Og saa har jeg jublet min Tak ud for det velsignede Foraar, som trods kolde Dage imellem, bringer en Friskhed uden Lige. Ja hvert Aar bringer paany en Kraft til mig, saa jeg tror, fastere og fastere, paa Livets evige Sejer over Vinterens Dødskulde.

Saadan ses, høres og nydes Foraaret af et sjæls- og legemsundt Menneske i en lille Fiskerby ved Storebælt.