Foraar paa Landet!
Saa kom Foraaret da endelig efter den strenge, kolde Vinter. Solen tog først fat paa Arbejdet ved at drive Kulden ud af Jorden; i store graa Taager trak den hen over Agrene. Saa kom Vinden, ikke den kolde, gennemisnende fra i Vinter, men en mild, tørrende Foraarsvind, saa nu kan Menneskene tage fat; ja, nu er der Liv paa Marken igen. Lærken slaar jublende sin Trille, mens Viben skriger over Mosen, og skønt dens Stemme ikke er videre melodisk, lytter vi dog gerne efter den; vi véd jo det betyder, at Forstenelsen er hævet, som har ruget over Marken Vinteren igennem. Spurven, Stæren og alle de andre Fugle giver sit Besyv med i Laget, og nu gælder det for Folk at lægge Arbejde i, om der ellers skal komme noget ud deraf. Nu maa der harves, saaes og tromles og meget mere.
Ogsaa i Hus og Have bringer Foraaret Liv og Travlhed. Alle Vinduer maa op, for at den friske Foraarsluft rigtig kan komme ind og jage Vinterens Fugtighed og Skimmel paa Døren. Ogsaa i Haven er der Arbejde: Kulerne maa aabnes, deres Indhold sorteres, og det raadne kastes væk og alt det friske bruges. Jorden maa jævnes, graves og saaes, Rødder og Sten pilles af, og kom saa og sig Foraaret er en Illusion; nej, en ren Kendsgerning er det, selv om vi vilde fortie det, saa vilde dog Blomster og Blade, Træer og Buske raabe højt og sige: Det dejlige Foraar er kommen!
Og Foraaret i vort Sjæleliv - ligner det ikke Naturen? Har Solen først kaldt Kræfterne til Live, saa vil det nok kendes og fornemmes, og man skal ikke være bange, selv om Foraarsvinden trækker Vand i Øjnene og slaar Revner i Huden, thi det hører nu en Gang med til Foraaret, og selv om vi en Gang imellem maa tage saa det svider, for at faa en Skarntyderod, en stor Sten eller andet væk, er Foraaret der dog alligevel med sine Kræfter, sit Krav paa Arbejde, men med den milde, varme Sol højt paa Himlen - et Varsel om den lysende Sommer.
