En kvindelig Journalist.
Miss Mary Francess Billingstone er en af de to eller tre kvindelige Journalister, der har haft mest Held med sig i hele Stor-Britanien. Hun har bevist, hvad kun faa Redaktører indtil nu har villet indrømme kan være muligt, nemlig, at Kvinder kan være udmærkede Reportere, idet de i Følge hele deres Naturel aldrig tager fejl af Tid og Lejlighed. Alt for ofte bliver de kvindelige Medlemmer af den journalistiske Stab kun taget i Brug, naar der er Tale om et Arbejde af en specifik kvindelig Natur. I Amerika er det for længst bleven klart for Udgivere og Redaktører, at Journalistiken er et Felt, der maa staa lige aabent for Mænd som for Kvinder, og at der er Ting, hvori en kvindelig Journalist kan have Held med sig, medens hendes mandlige Kammerat har ganske det modsatte, netop fordi han mangler nogle specielle kvindelige Egenskaber.
I Chalbury, en køn lille Landsby i Hjertet af Dorsetshire, er Miss Billingstone født, og der tilbragte hun sin tidligste Ungdom. Den første Artikel, hun offentliggjorde, var i „Globe”, den handlede om „De sidsteHjælpekilder”, og i nogen Tid vedblev hun stadigt at skrive om dette Æmne.
Tilfældet gjorde hende nu bekendt med Mr. Passmore, Ejer og Udgiver af „The Echo”; han tilbød hende en fast Stilling ved sit Blad og bragte hende til London; men længe før hun kom til Hovedstaden, fortjente hun tilstrækkeligt til sit Ophold og havde tilfulde bevist, at hun var i Besiddelse af det rette journalistiske Instinkt.
Efter at have udført et storartet Arbejde ved „The Echo”, kom hun i Berørelse med „The Sunday Times”, hvor hendes malende Artikler om Livet saa vel i West- som i Eastend, set fra de forskelligste Sider, vakte stor Opmærksomhed og blev optaget og omtalt i en hel Del andre Blade. Da „The Daily Graphic” startede, blev Miss Billingstone nævnt som en af de bedste Reportere i London, og hun knyttedes straks til Bladet. Skønt hun endnu fortsætter med sine Artikler i „The Sunday Times” og andre Blade, saa er hendes Hovedarbejde dog ved „The Graphic”, der fra sit første Numer og indtil nu har vist sig at være i alle Henseender udmærket Blad.
Miss Billingstone arbejder med Iver og Lyst, hun elsker sin Stilling; men hun paastaar, at Journalistiken, saaledes som den forstaas af Mænd, er en Stilling, som kun paa et meget begrænset Omraade kan indtages af Kvinder.
Hun erklærer, at hvis Kvinder kun vilde forstaa at indtage deres rette Stilling i Pressen, saa vilde de faa mere end nok af Arbejde uden at behøve at opvække Mændenes Jalousi, og hun betoner særligt, at enhver Kvinde, der ofrer sig for Journalistiken, maa være sikker paa, at hendes Helbred kan strække til.
Det er jo nemlig saaledes ved de store Blade og ved første Klasses Journalistik, at Reporterne maa være rede til Tjeneste, er den end nok saa anstrengende, saa vel ved Dag som ved Aften og Nat. Derfor er det, at Helbredet er af saa stor Betydning.
Imidlertid har nu Miss Billingstone leveret det bedste Bevis paa, at en kvindelig Journalist kan være saa flink og dygtig en Reporter som nogen Mand. Hendes høje, smækre, velklædte Skikkelse kan man møde snart her, snart der og alle Vegne; snart paa en Skole i Whitechapel, saa til et kongeligt Bryllup eller en sælsom religiøs Ceremoni. Hun var den eneste kvindelige Journalist i Sandringham, da Hertugen af Clarence døde, og der er næppe en vigtig Begivenhed eller andet lignende, som har fundet Sted i de sidste Aar, uden at hun har været til Stede paa sit Blads Vegne.
Hun hylder ikke den nyere journalistiske Methode, og de transatlantiske Blade er hende en Vederstyggelighed, ej heller arbejder hun for Kvindernes Frigørelse, idet hun mener, den ganske uvilkaarligt vil komme af sig selv, naar først disse ved Eksemplet viser, at de er Mandens Lige i Arbejdsomhed og Dygtighed. Hun er stolt af at være „kvindelig” i Ordets fulde gammeldags Betydning, og det er ikke alene i Teori, at hun er en god Husmoder, thi huri kan baade bage, koge og stege.
