Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Oversat af Sofie Horten.

En Vogns fjerne Rullen afbrød hendes Tales Strøm. Hun styrtede ud paa Vejen og raabte glædestraalende: „Ja - ja -ja!” Fru Mariane stod allerede ved Siden af Anna og lagde sin iskolde Haand paa hendes Skulder, for at holde sig oprejst. Nogle Minuter stod hun ubevægelig. Vognen nærmede sig, nu holdt den, og en ung Pige sprang ud og faldt Moderen stormende om Halsen. Anna stod ved Siden af og tog paa sin Maade Del i deres Bevægelse. Da Ottilie igen rejste sig op, smilede hun igennem Taarer, rystede Annas Haand og raabte:

„Naa Anna, glæd dig, nu skal her blive muntert! Og du er endnu bestandig saa lille? Kan du se, nu er jeg vokset over dig, lille Moder, Folk vil tro, at vi er Søstre. Men du ser da heller ikke ud til at være fem og tredive Aar.”

„Syv og tredive”, rettede Fru Mariane, „men kom nu ind!”

Ottilie blev staaende paa Halvvejen og raabte fornøjet og vigtig: „Nej, nu skal du høre det allerbedste, lille Moder, jeg har haft et Eventyr, et rigtigt Eventyr.”

„Det var slemt,” svarede Moderen med rynket Pande, „det er det værste, der kan møde en Kvinde.”

„Aa, Moder, det var jo et smukt, slet ikke noget skrækkeligt Eventyr. Jeg skal fortælle dig det ganske nøjagtig.”

„Men kom nu først ind.”

Paa Dørtrinet blev hun igen staaende og sagde ivrig:

„Du kan ikke tænke dig, hvor Onkel Lothar var forundret over mig. For det første havde han tænkt sig, at jeg var meget mindre, og saa troede han, at jeg, efter at have været seks Aar i Pension maatte være fuldproppet med al Verdens Visdom. Han sagde, at jeg lignede en Humlestang, og at jeg aldrig vilde blive saa smuk som du, Moder. Ellers tror han nok, at han kunde komme ud af det med mig. Aa, du skulde blot se, hvor smukt han har indrettet sig i München, han siger, at det har sin Grund, og den vil han forklare mig i din Nærværelse, naar han kommer her ud i næste Uge. I Institutet var alle saa indtaget i ham. Det var smukt, lille Moder, at han afhentede mig fra Weimar.”

„Men saa kom dog nu først ind,” formanede Fru Mariane.

Anna, som med aaben Mund havde lyttet efter enhver Stavelse, bar nu hendes Rejsetøj op ad Trappen til hendes Værelse, medens Johan, Karlen, hjalp Kusken med at løse den fastbundne Kuffert.

Deroppe faldt Ottilie igen sin Moder om Halsen og kyssede hende atter og atter, i taknemlig Glæde over det smukke Værelse. Saa tog Pigen hendes Hat og Kaabe af, og man saa nu hendes slanke, smidige Figur, der slet ikke havde noget tilfælles med en Humlestang.

Ottilie sad paa Kanten af Sengen og strakte Fødderne frem for at Anna kunde tage hendes Rejsestøvler af, medens Fru Mariane pakkede Haandkufferten ud henne ved Bordet.

„Og Æventyret?” spurgte Pigen.

Ottilie lagde Armene over Kors paa Brystet, løftede Hovedet med de mørke, korte Krøller i Vejret, gav sit glade Ansigt et overmodigt Udtryk og sagde: „Som I ser mig her, har jeg gjort en Erobring!”

„Barn dog”, begyndte Fru Mariane urolig; men Ottilies Øjne sprudlede af Lystighed, og hendes rappe Mund pludrede allerede videre.

(Fortsættes.)