Beretningen

fra Foreningen til Værn for enligstillede Kvinder er udkommen og gør et imponerende Indtryk ved det store Arbejde, her øves af og for Kvinder.

Foreningens Formaal er, som bekendt, at tilvejebringe en indbyrdes Forbindelse mellem bedre stillede Kvinder i Danmark til Støtte og Vejledning for enligt stillede Kvinder af alle Stænder over alt i Landet.

At det er et ret betydeligt Antal af enligt stillede Kvinder, der paa Værnehjemmet i København har fundet Raad, Hygge og Hjem, viser Beretningen. Paa første Afdeling har der i det forløbne Aar boet 65 Pensionærer og paa anden Afdeling 1,068 Kvinder, hvoraf 626 tjenestesøgende. For disse er et saadant Hjem især heldigt, idet det dels befrier den unge Pige fra den Fristelse at kaste sig hen i den første den bedste Plads for at faa Tag over Hovedet, dels fra de Farer, der kan være for de mange unge Piger, der er ukendte med Københavns Forhold, ved at færdes ene i den store By.

Disse tjenestesøgende har naturligvis kun opholdt sig nogle Dage paa Værnehjemmet, hvorimod andre unge Piger har haft Ophold der i længere Tid under deres Uddannelse til andre Fag som Lærerinder, Sygeplejersker eller andre Stillinger. 145 Kvinder er sendt ud i Landophold eller har faaet Billetter til fri Rejse.

At der maa raade en god Aand paa Værnehjemmet, beviser den stærke Tilstrømning og vel især dette, at, Arbejdet ydes af Interesse for Sagen, saaledes ønsker Bestyrerinden intet Vederlag for sin Tjeneste. Det er smukt, naar rige Damer vil anvende deres Tid og Kræfter paa saa humant et Arbejde.

Det synes os imidlertid en Ulæmpe ved Hjemmet, at de aldrig optager Kvinder, uden de først kan erlægge Betalingen; thi ganske vist er denne sat saa lavt som muligt, nemlig 50 Øre for et Døgn, men det hænder dog ofte, at en hæderlig ung Pige kan staa uden disse Penge og ikke have et eneste Bekendtskab, hvor hun kan gaa hen og laane dem. Der burde med alle de rigelige Fonds, der er, være et, som kunde give hjælpeløse unge Piger Nattelogi.

Foreningen har 57 Filialer i Provinserne, som ved et godt Samarbejde med Hovedforeningen udretter grumme meget.

„Værnehjemmet Bethania” ligger i Helgolandsgade 8. København, hvor enhver kan se det store og hyggelige Hjem og give sit Bidrag dertil, som modtages med Glæde.

Hjælpefonden for arbejdsdygtige ugifte Kvinder

har et lidt andet Formaal. Denne Forening søger at hjælpe unge Kvinder til selvstændig Virksomhed enten ved at støtte dem under deres Uddannelse i bestemte Fag eller ved at yde dem Laan eller Gaver til at etablere sig for.

„Hjælpefonden”s ordinære Indtægt har i 1892 været 4,000 Kr., i Gaver 190 Kr., af det

Raben-Leventzauske Fond 300 Kr., Overskudet ved en Fest 100 Kr.

Hjælpefonden har understøttet 25 Ansøgerinder dels i København og Provinserne. Af disse har tre uddannet sig til Almuelærerinder, andre i Modepynt, i Skræddersyning, Orgelspil, Telegrafering, Bogholderi og Præliminærkursus. Kun en eneste ung Pige er hjulpen til Haandværker, nemlig en Uhrmager. Ialt er hertil medgaaet et Beløb af 3,235 Kr.

Desuden er der udgivet som Laan 520 Kr.

Hjælpefonden synes os at være en af vore mest nødvendige Foreninger i Øjeblikket, thi skal Kvinderne have Ret til at arbejde, maa de unge Kvinder ogsaa hjælpes til faglig Uddannelse, men i den Henseende har Hjælpefonden hidtil ikke holdt, hvad den har lovet; thi naar man undtager en eneste Ansøgerinde, Uhrmager, saa har den kun hjulpet Kvinder i det gamle Spor, nemlig til at uddanne sig i Sprog, Musik og Lærervirksomhed, og det, man havde ventet af Foreningen, og som den lovede i sit første Program, det var at skaffe unge Kvinder ind som Haandværkere. Den fortalte i sit Opraab, at den havde sat sig i Forbindelse med Byens store Haandværkere og vakt deres Interesse for „Hjælpefonden”.

At disse samme store Haandværkere muligvis er Bidragydere og giver nogle Kroner om Aaret, er jo meget kønt, men det, det egentlig gælder om, er jo, at der lukkes op paa Værkstederne til faglig Uddannelse for unge Kvinder i Lighed med de unge Mænd.

Os, der har arbejdet for Kvindesagen i mange Aar, er det ikke lykkedes at bevæge Haandværkere til at antage kvindelige Lærlinger paa samme Maade som mandlige, og vi hilste derfor „Hjælpefonden” med Glæde, da den meddelte, at den vilde paatage sig denne specielle Opgave; men den har altsaa ikke endnu været heldigere. Muligvis den kan være det i Fremtiden, vi vil haabe det, thi det er fra den Side, at Kvinderne skal vinde frem i Samfundet. Middelstandskvinden maa der aabnes andre Veje for end blot Syning eller Lærerindevirksomheden.