Hvorledes skal man hærde sine Børn?
Det er i mange Forhold i Livet en vanskelig Sag at følge den gyldne Middelvej. Og for mange ængstelige og om deres Børns fremtidige Vel bekymrede Mødre er Afgørelsen om paa den ene Side at styrke og hærde dem og paa den anden Side ikke ved Uforsigtighed at udsætte dem for Forkølelse og alle de Sygdomme, som antages at følge deraf, et meget vanskeligt Spørgsmaal. De fleste forstaar vel eller burde i alt Fald forstaa, at kølige Bade og frisk Luft, selv kølig eller kold Luft, er Midler til at styrke og hærde Børnene, men dette er jo kun en almindelig Regel, og dens Anvendelse i det specielle Tilfælde og i det daglige Liv er noget, som atter og atter vækker Tvivl og Betænkelighed.
Et ydre køligt Forhold virker stimulerende paa Nerverne. Disse anspores derved og virker atter tilbage paa de Organer, som forestaar og besørger de kemiske Omsætninger i Legemet og derved frembringer Varme. Paa denne Maade bringer altsaa den ydre Kulde til en stærkere Varmeudvikling. Og det er denne Kamp, som styrker. Det gamle Ord, at Livet er en Kamp, er et meget sandt Ord; og Livet skal være en Kamp. Vort hele Legeme er indrettet paa at føre en Strid og en sejrrig Strid mod ydre skadelige Indflydelser; men det er jo ikke nok, at Legemet er indrettet derpaa, vi maa ogsaa forstaa dette: vi maa lægge vor gode Vilje til, vi maa indse, at dette er Livets Kaar. Vi maa ikke paa alle Maader søge at beskærme os, at bygge en Mur om os og undgaa alt det udenfor os, som kalder vore Kræfter og vor Energi til Virksomhed
Hvad nu denne Sygdomsaarsag, som man kalder Forkølelse, angaar, saa er det vistnok saa, at dens egentlige Væsen er ubekendt, og man gør jo Nar af Lægerne, som ikke med alt deres Studium er komne saa vidt, at de kan forklare, hvad en dagligdags simpel Forkølelse er. Forkølelse er kanske dog tilsidst ikke saa dagligdags, som mange tror; den er kun en Syndebuk, som faar Skyld for en hel Del andre Sygdomme, for hvilke man ikke kan finde den rette Aarsag. Der kan dog ikke være Tvivl om, at der virkelig gives Forkølelsessygdomme, altsaa saadanne, som fremkaldes ved Indvirkning af Kulde.
Da der altsaa gives Forkølelsessygdomme, saa maa man passe paa, at man ikke driver sin Afhærdning for vidt, at man ikke ved en urimelig og uforsigtig Brug af Kulde fremkalder netop det, som man vil styrke og beskytte sig mod.
Med Hensyn herpaa kan man give følgende Regler:
1. Man skal ikke søge at hærde ganske smaa Børn, men Muligheden og Nytten af at hærde dem indtræder ved en vis Livsalder og stiger med den.
2. Den mest passende Aarstid for Hærdning er Sommeren, den mindst passende er Vinteren.
Sommeren er den mest passende Tid, fordi man da uden Risiko kan anvende de forskellige Hærdningsmidler og da navnlig stadigt Ophold i den friske Luft. Om Sommeren bør dette ogsaa udstrækkes til Natten. Det er rigtigt og hensigtsmæssigt for Børn over 5 Aar, at man lader et Vindue staa aabent i Soveværelset eller i det tilstødende Værelse, hvortil Døren staar aaben. Dog bør Barnets Seng ikke staa i Nærheden af det aabne Vindue; dette bør i Reglen heller ikke staa helt, men kun halvt aabent eller paa Klem, og Trækken fra Vinduet bør ved Forhæng ledes saaledes, at den ikke stryger lige paa Sengen, men ledes ind i Værelset i den Retning, hvor ikke Sengene staar. Af nogen Betydning er det ogsaa, at Sengen ikke er for lav; den kolde Luft holder sig, som bekendt, nede ved Gulvet, den varme stiger opad. I meget smaa Soveværelser lader man, som sagt, Vinduet hellere staa aabent i det tilstødende Værelse.