« Tilbage til søgeresultaterne

Nogle Betragtninger over Børnehjemssagen.

Af: A. Kielberg

« Se emneord

Af Børnehjemsforstander A. Kielberg.


Der er af Redaktionen for nærværende Blad vist os den Opmærksomhed at tilstille os tre Numre, indeholdende Artikler, fremkaldte af de sørgelige Tildragelser i Børnehjemmet Kana. Skønt jeg egentlig er saa optaget af at „handle” i mit Kald i Børnehjemsgerningen, at der ikke levnes mig Tid til at tale og skrive, mener jeg dog som erfaren Mand at burde give mit Besyv med i den Diskussion, for hvilken De saa velvilligt aabner Deres Spalter.


Her ovre i Jylland, hvor vi omfatter Børnehjemssagen med lige saa megen Kærlighed, som man gør i København, har vi ved Efterretningen om hine forfærdelige Afsløringer følt Sorg og Skam, ikke alene paa Kvindekønnets, men paa hele Menneskeslægtens Vegne, og ganske særligt paa den Sags Vegne, min Hustru og jeg har gjort til vort Livskald. Vi har ikke vidst af Frk. Vilhelmine Møller eller hendes store og gode Gerninger at sige, før hun blev os bekendt gennem sine sidste oprørende Handlinger; vi kan derfor trøstigt overlade til dem, der stod hende nærmere, at forsvare eller angribe hende, saa godt de véd og kan; hvad her skal siges, er kun dette: Det er en Skændsel, og hvad der staar i menneskelig Magt at gøre for, at sligt ikke gentager sig, bør gøres. Men Omsorgen for de ulykkeligt stillede Børn i Samfundet er en saa vigtig Sag, at den paa ingen Maade bør lide Afbræk eller Tilbagegang eller blive Genstand for Mistillid for et enkelt Fejltrins Skyld; tvertimod, det skete bør mane alle Sagens Venner op til forøget Agtpaagivenhed, ja, hvad mere er, vække hele Samfundets Opmærksomhed for en Sag, man hidtil - trods dens Vigtighed - har været alt for tilbøjelig til at ignorere eller spise af med en flygtig Interesse for saa for Resten at overlade til den selv sejgt og møjsommeligt at arbejde sig op til at indtage en Plads i Rækken af Tidens Foranstaltninger til at afhjælpe Samfundets Brøst. Maatte det skete bidrage til, at den kom til at indtage den Plads, der tilkommer den, og at der blev sat mere Kraft ind paa at bøde paa de mangelfulde Kaar, hvorunder mange ulykkeligt stillede Børn opvokser, da havde Kana-Skandalen haft sin Betydning, og maaské man da en Gang paa den kunde anvende det gamle Ord: „Der er intet saa galt, det er jo godt for noget.”


Men lykkes det i forøget Grad at vække Interessen, bliver Spørgsmaalet jo: Hvad skal der gøres? Man skal skaffe hjemløse Børn Hjem! - Hvor der kan findes gode, varmhjærtede Mennesker, der vil antage sig et hjemløst Barn som deres eget, der er dette selvfølgeligt som Regel at foretrække for alt andet. Men hvor der er Tale om at udsætte et Barn for en billig Betaling, der har et velordnet Børnehjem, i Følge min Erfaring, Fortrin, som ingenlunde opvejes af de smaa private Plejehjem, der i Almindelighed staar til Raadighed. Man er nemlig berettiget til at stille langt større Fordringer til Børnehjemmet med Hensyn til Børnenes Undervisning, Opdragelse og hele legemlige Røgt og Pleje end til et lille Hjem, hvor Mand og Hustru er optagne af Kampen for det daglige Brød, Børnehjemmene skal derfor, naar de opfylder deres Bestemmelse, være langt mere end en Nødhjælp, som mange er tilbøjelige til at se i dem.


Men hvem skal lede disse Børnehjem? Overalt, hvor man ved Kunst er nødsaget til at komme Naturen til Hjælp, er det vist nok en ufravigelig Regel, at man søger at efterligne Naturen saa vidt som muligt, og til et idealt Hjem hører, foruden Børn, tillige Mand og Hustru. Jeg for mit Vedkommende har aldrig haft nogen rigtig Tillid til, at det skulde være enlige Kvinder. Et Hjem, ledet af en enlig Kvinde, er en Halvhed, hun være for øvrigt en nok saa fortrinlig Personlighed, og skulde Børnehjemssagen nogen Sinde blive sat i System, vil jeg haabe, at Børnene, hverken Piger eller Drenge, faar Lov til at blive i et Hjem, ledet af en enlig Kvinde, længere end til det tiende Aar. Lige saa vist som det vilde være absolut forkastelig, at enlige Mænd skulde opdrage Pigebørn til Konfirmationsalderen, lige saa vist er det en Abnormitet at ville gøre det til Regel, at enlige Kvinder skal opdrage Drenge til samme Alder. Der kommer i Almindelighed noget forkert ind i Forholdet, som der ikke hører noget meget skarpt Øje til for at opdage, selv om man vil se ganske bort fra Kanahistorien og betragte den for, hvad den forhaabentlig er, et enestaaende Udslag af en hysterisk Kvindes syge Følelsesliv.


Kunde et Fingerpeg med Hensyn til, hvorledes Sagen bør ordnes, have nogen Betydning, da er det min Mening, at, da mange smaa Børnehjem, ledede af Ægtefolk, vilde blive for kostbare, lige som det muligvis blev vanskeligt at finde tilstrækkelige brugbare Kræfter til et Livskald, der ikke skal vælges for Fordelens Skyld, men af Kærlighed til Sagen, burde Børnehjemmene, ledede af Mand og Hustru, indrettes til at rumme 30 til 50 Børn, og, om man vilde, kunde de da sekunderes af mindre Hjem, ledede af enlige Kvinder. Om disse Ægtefolk selv har Børn eller ikke, kan der fornuftigvis intet Hensyn tages til. Min Hustru og jeg har nu i ti Aar ledet et Hjem, hvis normerede Børneantal er 75 - Piger og Drenge - vi har selv fem Børn, hvoraf de tre nu er voksne, men det er saa langt fra, at disse er en Skillevæg mellem os og Plejebørnene, at de tvert imod har dannet og endnu danner et Bindeled til Velsignelse for begge Parter, uden hvilket meget maaské ikke havde været saa godt, som det nu er.


Disse Betragtninger, der fremkommer alene fordi jeg anser det for min Pligt at udtale mig, og ikke af nogen anden Grund, beder jeg Dem da at skænke Plads i Deres Spalter, som en erfaren Mands Indlæg i en saare vigtig Sag.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner