Københavns Byraad.
Igen i Mandags var der livlige Forhandlinger i Borgerrepræsentationen. Det var ogsaa vigtige Sager, man havde for. En ny og bedre Ordning for Afløb af Byens Spildevand, Forslaget gaar ud paa i Stedet for at lede Afløbet ud i Havnen, da at føre det helt ud i Havdybet. Da selv de mest sagkyndige var i Tvivl, om der ved denne Reform naaedes de forønskede Resultater, skal vi ikke udtale nogen Mening herom. Kun skal vi bemærke, at Professor Engelsted betonede stærkt, at vore nuværende Forhold af Kloakerne var mere farlige, end da man begravede Lig i og ved Kirkerne, hvilket dog nu er forbudt, saa det hastede med en Forandring.
Et lille Sammenstød fandt Sted ved Behandlingen af Forslaget om et Bidrag af 10,000 Kroner til Understøttelsesforeningens Administration. I 6 Aar var dette Bidrag givet Foreningen; men Oberst Sommerfeldt var nu gaaet i sig selv og følte, at det var i Grunden en Sag, der ikke vedkom Kommunen. Man havde nægtet Hjælp til Fagforeningens Kasse, saa burde man ikke være uretfærdig og dog give Understøttelsesforeningen Hjælp.
Maler Jensen mente, at fordi man havde gjort Uret imod den ene, behøvede man dog ikke derfor ogsaa at gøre Uret imod den anden. Hr. Jensen vilde stemme for, at Understøttelsesforeningen fik dette Bidrag, netop fordi denne Forenings Formaal var at redde Folk for at komme ind under det offentlige Fattigvæsen; han vilde ikke være med til at overskære denne svage Traad, der kunde hindre heri. Hr. Trier var af samme Mening og fandt, at det har den aller største Betydning at holde Folk oppe, og mente ogsaa, at en Hjælp fra det offentlige vilde have den Virkning paa Foreningen, at den saa maatte arbejde klart og aabent, da et Tilskud jo krævede en Kontrol.
Der disputeredes nu lidt om Princippet, Hjælp fra Kommunens Side til private Foreninger eller ikke Hjælp.
Resultatet blev da, at de, der før med Glæde havde ydet Understøttelsesforeningen Hjælp af 10,000 Kr., i Aar ved Afstemningen sagde et klart og tydeligt Nej, medens Oppositionen med Varme talte Foreningens Sag og stemte Ja. - Desværre blev deres Stemmer kun 14 mod 18, hvorved Understøttelsesforeningen i Aar gaar tabt af de 10,000 Kr. Mødet, som havde mange flere Ting paa sin Dagsorden, varede til Kl. 10, og der maatte dog udsættes mange Spørgsmaal til næste Møde.