Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
Ottilie var den foregaaende Aften efter en lang Underholdning med sin Fortrolige - Anna - kommet til den Slutning, at Moderens hemmelige Kummer var Sorg over den afdøde, uforglemmelige Ægtefælle. Anna, som paastod at kende sin Frue til Punkt og Prikke, Anna maatte vel vide det. Derfor havde Ottilie besluttet at ville søge at opmuntre Moderen lige fra Morgen til Aften, og fremfor alt trænge paa for at opnaa en Forandring af Opholdssted.
„Altid tale!” sagde Ottilie med en meget betænkelig Mine, som om der endnu var lang Tid til, før det skulde ske. „Husk dog paa, lille Moder, at om tre Aar er jeg en gammel Jomfru. Ja, da Anna ordnede mit Haar i Dag, fandt hun et lille, hvidt Haar.” I det samme for hun sig med Haanden igennem de korte Krøller; men nu kom hun pludselig i Tanker om noget andet.
„Hvordan har min lille Gudsøn det? Er de raske hos Skovfogdens? Maa jeg gaa derhen, Moder? I München købte jeg en smuk Dragt til den lille Stump. Skal jeg vise dig den? Onkel Lothar var med at købe den, og Butiksjomfruen troede, vi var Mand og Kone og tænkte, at det var til vort Barn, vi vilde købe en Kjole. Der kan du se, saa gammel ser jeg allerede ud. Onkel Lothar sagde, at han var helt oprørt, fordi man tiltroede ham en saa ubetydelig Kone.”
„Gaa nu, Barn,” sagde Fru Mariane. Og hun blev forskrækket over sig selv, thi hun syntes, det vilde være hende en Lettelse, naar hun ikke mere hørte den lystige lille Sladdermund. Altsaa saa vidt, saa vidt var det kommet, at hendes kære Barns Nærværelse var hende en Plage.
„Men dersom nu den svenske Baron kommer?” sagde Ottilie betænkeligt. „Du har slet ikke en Gang sagt mig, om du kender ham eller ikke.”
Fru Mariane lagde med rystende Haand sit Broderi sammen.
„I tidligere Tid, vistnok. Der kom en Baron Lindstrøm hos os. Om det er den samme, véd jeg ikke. Jeg - vil modtage ham.”
„Hils ham saa mange Gange fra mig og indbyd ham til i Aften. Hvad skal det stakkels Menneske ellers tage sig for her.”
Ottilie løb syngende ud og raabte ude i Forstuen, idet hun bøjede sig ud over Trappegelænderet, saa højt hun kunde: „Jomfru Huber, en Flødekage til Middag, men dygtig med Rosiner i”, og derefter satte hun Hænderne for Munden som en Raaber og raabte op ad Trapperne: „Anna, kast min Filthat herned.”
Husholdersken, Jomfru Huber, lod et dumpt „ja-ja” høre nede fra Køkkenet, Anna kastede Hatten ned, som Ottilie leende greb og tog paa. Den bløde, graa Filthat klædte godt til de korte Krøller. Derefter tog hun sit Regnslag ned fra Knagerækken, trak et Par Skindhandsker paa og gik.
(Fortsættes.)
