Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
Hvor Vinden var frisk, den susede formelig igennem Grantræerne paa Bjærgskraaningen. Landevejen, der slyngede sig som et lyst Baand langs Strandbredden, var skarpt belyst af Solen. Ottilie gik muntert fremad og benyttede sin Paraply som Stok. Vejen bugtede sig lidt ind ad Bjærgene til, fra Skoven til venstre fik man Øje paa et skummende Fjældvand, som under en Træbro styrtede sig ind i Skoven til højre, og af den stærke Susen og Brusen kunde man høre, at det ikke langt derfra faldt ud i Søen. Da Vejen med en stærk Krumning drejede helt til venstre, kom en Eng og foran den et paa købstadvis bygget Hus til Syne, det var Kesselberg Skovfogedhus. Ottilie udstødte et - „Halløj!” saa bankede hun stærkt med sin Paraply paa Træbordet foran Døren, der saavel som Indskriften over Døren meddelte, at Skovfogedhuset tillige var Gæstgiveri og Pensionat.
Ved Vinduet nærmest Døren viste der sig et kvindeligt Hoved.
„Hurra!” raabte Ottilie.
En stærk Larm hørtes inde i Huset, og fire, fem Personer styrtede ud -
Pint af sine kvalfulde Tanker sad Fru Mariane imidlertid endnu ubevægelig paa selvsamme Plads.
Hun tænkte sig ind i sin unge Datters Sjæl, levede sig ind i de Fordringer, hun kunde stille til Livet, fandt dem berettigede allesammen og saa dem dog til Hobe rettede som Pile imod sit eget Hjærte. Og dersom Lothar nu kom og stillede sig paa Ottilies Side - hvor skulde hun finde Grunde, hvor Udflugter? Et trøstede hende dog: for Lothar selv behøvede hun ikke at søge Udflugter. Han vidste alt. Og dog vidste hun, at han til Trods derfor vilde bestyrke Ottilie i Ønsket om at lære Verden at kende.
Anna kom ind. Hun havde et Visitkort i Haanden og satte et vigtigt Ansigt op.
„Det er den Herre, som Frøken Ottilie havde Æventyret med,” sagde hun, „men det er dog et løjerligt Menneske! Uden at sige et Ord traadte han ind ad Døren, tavs gav han mig Kortet, som om jeg skulde gætte, at han vilde hilse paa Fruen. Kan jeg lade ham komme ind?”
Mariane blev svimmel. Hun saa paa Kortet med store Øjne, men Bogstaverne løb i et for hendes Blik.
Hun nikkede. Anna gik ud.
Mariane rejste sig, gik nogle Skridt hen imod Midten af Værelset og blev da staaende som lamslaaet, thi Døren aabnede sig, og en bleg, lyshaaret Mand traadte tøvende ind. Ubevægeligt blev de staaende over for hinanden vel et helt Minut.
Mariane fæstede sit sørgmodige Blik i spørgende Forundring paa ham.
Hans lyse Øjne undveg forlegent hendes.
(Fortsættes.)
