« Tilbage til søgeresultaterne

Hvorfor hun faldt.

Af: Potonié Pierre

« Se emneord

Med langsomme Skridt stiger hun ned af Raadhusets Trapper; det laa straalende nyt i Vincennes.


Med skælvende Haand har hun lukket den tunge forgyldte Port, og to store Taarer, som hun forgæves søger at holde tilbage, løber ned ad hendes magre, ungdommelige Ansigt.


Hvor hun er bleg! Hvor gaar hun hen, og hvad kan hun have haft at gøre paa Raadhuset?


Da hun kommer til Levantgaden, gaar hun ind i en lille Gaard. Hun vakler langsomt afsted, som om hendes Ben ikke kunde bære hende, indtil hun kommer ind i et Værelse i Stueetagen.


- Aa Madam, udbryder hun fortvivlet, Byfogden har afslaaet mig al Hjælp.


- Ja saa! svarer en stor Kone tørt, hvad skal der saa blive af Dem?


Den unge Pige lod sig falde ned paa en Stol, tilintetgjort af Svækkelse og Sorg.


Jeg vil henvende mig til et andet Hospital, jeg er alt for syg og alt for svag endnu, det er umuligt for mig at arbejde; siden de har afslaaet at beholde mig i Vésinet, har jeg ingen anden Udvej.


Hendes Kinder blev purpurrøde, og hun vedblev som i Feber: De siger i Vésinet, at Distriktet maa have et Rekonvalescenthjem, siden man ikke vil bidrage til Grundkapitalen, og at de for Fremtiden kun vil modtage dem fra Paris. De onde Mennesker, som ikke vil se, hvorledes man lider, og denne Byfoged, dette afskylige Menneske, som haardt stødte mig bort uden at lægge Mærke til, at jeg var nær ved at segne. . . O min Gud! min Gud!


Den magre Kone blev utaalmodig: Det er sørgeligt nok for Dem, det tilstaar jeg, men hvad kommer det egentlig mig ved?


Den ulykkelige stod med ét oprejst: Giv mig min Nøgle, Madam, jeg vil gaa op paa mit Værelse.


- Deres Nøgle, hvad mener De? De vil jo vende tilbage til Hospitalet, siger De. Jeg - jeg er jo ikke hjemme her, jeg er Portnerske; De skylder for tre Maaneder, jeg har Befaling til ikke at give Dem Nøglen.


- Hvorledes, vilde De, jeg skulde betale, mens jeg var paa Hospitalet! raabte den anden bestyrtet.


- Det er sandt nok, men saaledes kan Ejeren ikke se paa det. Deres Værelse er til Leje, man vil tage Deres Møbler i Pant, indtil De har betalt.


Den stakkels Pige blev bleg, saa bleg, at det maatte vække Medlidenhed. Hendes forvildede Blik bad om Naade. - Men det er alt for sent til at komme til Hospitalet i Dag, man vil ikke modtage mig, og desuden vil jeg ikke være i Stand til at gaa derhen nu. Jeg beder Dem Madam, blot for denne Eftermiddag. Jeg trænger ikke til Mad før i Morgen, jeg er ikke sulten, men jeg trænger til at sove, uden at tænke, jeg kan ikke blive udenfor paa Gaden.


Konen rystede ærgerlig paa Hovedet, saa sagde hun tøvende: Nu vel da indtil i Morgen tidligt, men De maa give mig Nøglen igen tidligt i Morgen, forstaar De? Og mumlende noget imellem Tænderne, overgav hun den stakkels Pige Nøglen, efter at hun først lod, som om hun ikke kunde finde den.


O! tak, Madam, sagde den unge Pige, tak! - Og hun vilde flygte bort med den; i dette Øjeblik forekom den hende som en Skat. Men hendes Ben nægtede at gøre Tjeneste, hun maatte liste sagte af Sted. Langsomt steg hun op i Husets tredie Etage, og da hun aabnede Døren, paakom der hende en Blanding af Glæde og Fortvivlelse. Med Afskedens Sorgfuldhed gensaa hun sin Seng, sit lille Bord, sin Kommode, sine to Stole, og sønderknust, hulkende, faldt hun ned og begravede Hovedet i Puderne. Ungdommens Søvn, Feberen og Trætheden overvældede hende der. Hun sov fem hele Timer. Klokken var 7 om Aftenen da hun, stiv i Lemmerne, vaagnede op af stygge Drømme til sørgelige Erindringer. Solen sænkede sig i Horisonten; om en Time vilde det blive mørkt. Hun følte Sult nu, mon der ikke skulde være nogle Levninger i hendes lille Skab? Hun gik derhen og aabnede det, men der var intet. Naturligvis, udbrød hun ganske højt, i hele tre Maaneder. Aa, den forbandede Sygdom, og den hjerteløse Byfoged, hvad skal der dog blive af mig! Og hun gav sig til at græde. Hun tænkte paa Assistentshuset, men der kunde hun jo ikke komme i Aften, og i Morgen vilde hun gaa til Hospitalet. Desuden, hvad skulde hun bringe derhen? Hun havde kun Møblerne, der var intet i dem, og Portnersken vilde ikke lade hende føre noget af dem bort. Aa, dersom hun blot kunde arbejde, men det var umuligt, hendes Syn blev omtaaget; hun vilde gøre slet Arbejde, hendes Arme og hendes Hænder skælvede ved den mindste Anstrengelse.


Det var Reconvalescenthjemmet i Vésinet hun trængte til! For hende var der intet andet Tilflugtssted; hun vilde sige, at hun boede i Paris, kom hun blot ind paa et saadant Hjem, bag efter skulde man se, hvor hun kunde arbejde!


En Smule oplivet gik hun til Sengs, for i det mindste at være mindre træt den næste Morgen. Natten blev slem, fuld af Feberdrømme. Det stakkels Barn havde ikke en Gang Vand at slukke den Tørst med, som plagede hende, og hun havde ikke Mod til at gaa ned i Gaarden ved Posten for at hente sig noget. Hen ad Morgenstunden


blev hun mere rolig, Haabet vaagnede paa ny i hendes Hjerte med Solen. Hun havde nu Mod nok til at bede Portnersken om et Stykke Brød, da hun leverede hende Nøglen tilbage. Derpaa gik hun. Gør med mine Møbler, hvad De vil, havde hun sagt til Konen, da jeg ikke har Penge, og vil til Hospitalet.


Efter en for hendes svage Kræfter alt for lang Vej, naaede hun endelig sit sørgelige Maal: Hospitalet; men en Skuffelse mødte hende ogsaa dér.


Vi kan ikke give Dem Adgang dertil, sagde man til hende, De er ikke syg nok.


- Ikke syg nok! forlanger man da, at man skal styrte om for Fødderne af Dem?


Hun bønfaldt, hun fortalte om sin uheldige Skæbne, hun forestillede dem, at det var umuligt for hende at arbejde endnu.


Man hørte paa hende med Utaalmodighed, og man lod hende forstaa, at man ønskede, hun skulde gaa.


En forfærdelig Hjælpeløshed overfaldt hende, da hun gik derfra. Hun maatte sætte sig, hun kunde ikke mere! Jardin des Plantes laa tæt ved, der satte hun sig paa en Bænk. Alt var frisk og grønt omkring hende, men for hende laa det mørkt og øde. Hun sad der uden Tanker, uden Taarer, ganske alene, uden Læ, uden Brød, uden Haab!


Faa spaserende kom forbi; hun saa dem som i Drømme, hun ønskede at kunne dø, dø uden at dræbe sig! Thi at dræbe sig, det var Smerte, og hun havde ikke mere Kræfter til at lide! Naar man drukner sig, bliver man kvalt, det maa være skrækkeligt, tænkte hun, og hun skælvede. Hænge sig? Hvor? Hvorledes? og saa bliver man ogsaa kvalt - det er forfærdeligt! Gift? Den skal man købe! og hun havde ingen Penge - - - lykkeligvis.


Da - midt i al hendes Smerte, paakom der hende en hæftig Kærlighed til Livet, hun tænkte paa, at hun ikke saaledes vilde begrave sit Ansigt i Jorden, det var saa ungt endnu, det kunde igen blive frisk og blomstrende, hun tænkte paa sit brune Haar, paa al den glade Kraft, som en Gang havde besjælet hende, den vilde kunne fødes paany. Pust af den Livskraft, som omgav hende, som lod Træerne grønnes, og Blomsterne dufte, gennemstrømmede hendes Aarer.


Hun sad der, ung, bedrøvet, ubevægelig og smuk endnu!


De forbigaaende brød sig ikke om hende, saa ikke, hun led.


Men Sikkerheden paa Bænkene i Jardin des Plantes er alligevel ikke synderlig stor for unge Piger; der vil snart komme Eventyrriddere.


Der kom en, han syntes god og ærlig. Paa en blid, behændig Maade indlod han sig med hende, rørt over hendes bedrøvede, blege Udseende. Saaledes begyndte det farlige, uundgaaelige Møde. Han havde talt til hende om sin Fremtid, og han havde faaet hende til at fortælle om hendes Nød og Smerte. Hun var saa svag, saa træt, saa fortvivlet! Hun vilde tro paa ham for ikke at dø. Efterhaanden som hun hørte paa ham, samtykkede hun i at følge ham, hun sluttede sig til ham som den Druknede holder fast ved den sidste Planke. Næsten lykkelig over ikke at behøve at vakle for hvert Skridt hun gik, og at se alt hvirvle omkring for hende, støttede hun sig trygt til hans Arm.


- Det var saaledes at hun faldt, den stakkels unge Kvinde! Hvo kan nænne at foragte hende derfor?


(Overs. af M. B.)



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner