Gymnastikfest.
Et aldeles betagende Syn var det i Konsertpalæet i Onsdags at se Hr. Poul Petersens Elevers Fremstilling af Gymnastik.
I de smagfulde Dragter, hvidt Liv med blaat Skørt marcherede hundrede kvindelige Gymnastikere ind fra tre Indgange i Koncertpalæets store Sal i Overværelse af en tætpakket Tilskuerkreds. Under Musikens Toner og med en næsten kunstnerisk Ynde fremstillede de unge Kvinder og Børn deres Øvelse efter Hr. Poul Petersens System.
Hr. Petersen havde forinden budt Forsamlingen velkommen og gjort opmærksom paa, at de Øvelser, de kvindelige Gymnastikere vilde fremvise, var efter det System, som Hr. Petersen fandt heldigt og passende for Kvinder. Tillige bad han om ikke at give Bifald tilkende, saa længe Øvelserne varede. Maaske netop derfor vilde Klapsalven ingen Ende tage, da Øvelserne var sluttede. Folk brændte ligefrem efter at tilkendegive deres Beundring.
Vi har saa lidt af Præsentationer her hjemme. Vi danske er alt for bange for at komme frem, vi frygter for at blive unaturlige. Hr. Poul Petersen har Talent for at sætte en saadan Præsentation i Scene, og naar det, som her, er en Revue, der ikke holdes for at glimre med, men derimod et Udtryk for Naturlighed og Sundhed, saa kan den kun glæde.
Øvelserne gik heldigt; især var det smukt at se den overordentlige Takt og Sikkerhed, alle Armslagene blev foretagne med. Fodstrækningerne var gennemgaaende særdeles vellykkede, og Gangøvelsen blev en hel Sucses. Springene burde efter vor Mening ikke gøres højere, end at den fulde Ynde kan bevares under Springene; i alt Fald ikke under en Præsentation for et større Publikum, dette maa paa ingen Maade mærke Anstrængelsen hos Gymnastikeren. Naar man undtager Højdespringene, var dette ogsaa helt igennem Tilfældet; det lignede en yndefuld Leg, og vi mindes ikke nogen Sinde at have set en smukkere Fremvisning af kvindelige Gymnastikere.