Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Og at jeg traf Deres elskelige Datter, at hun med et Barns hele Frimodighed og Uskyldighed tiltalte mig først, det anser jeg som et Tegn paa, at vore Veje ikke er bestemte til at krydse hinanden fjendtlig. Jeg bliver her i nogen Tid; tillad mig en Gang imellem at besøge Dem.”
„Ottilie vilde blive forbavset, om jeg forbød Dem det”, sagde Mariane grublende. „Forlad Kochel eller tilstaa mig det ærligt, at De kom hertil for min Skyld!” Aksel Lindstrøm blev rød. „Sandheden!” sagde han hastig, „det er: jeg frygtede for Deres Nærværelse her, som De kan se deraf, at jeg har boet to Aar i München. Min Beskæftigelse bringer mig i hyppig Berøring saa vel med Lærde som med Kunstnere. Jeg hørte for nogen Tid siden, at en Hr. von Droste var kaldet til Professor ved Universitetet, jeg mindedes, at en Stedbroder til Deres Mand den Gang var Docent og frygtede, jeg ved ikke hvorfor, at De kunde ledsage ham - jeg tiltroede mig ikke endnu at turde se Dem, troede at den gamle Lidenskab endnu var lyslevende og besluttede derfor at tage en Tur op i Bjærgene for nærmere at besinde mig paa, hvad der var at gøre, og - kommer i Selskab med Deres Datter!”
„Rejs bort fra Kochel!” gentog Fru Mariane strængt.
„Aa, dyrebare Frue!” udbrød han, „tænk Dem dog om. De viser mig den hele Elendighedens Afgrund, hvis uskyldige Ophavsmand jeg var. Gud ved, det var uskyldigt, og nu skulde jeg ikke en Gang forsøge at gøre det godt igen. Nu vender jeg tilbage til min Landsbykro, og der vil jeg vente to, tre ja - otte Dage, om De dog ikke vil tillade mig at se Dem og Deres Datter.” Han greb Marianes slapt nedhængende Haand for anden Gang og kyssede den med Inderlighed. Saa gik han med bøjet Hoved ud ad Døren. Men Mariane gik længe eftertænksomt frem og tilbage. Hun var lettere til Mode, og alle hendes Bevægelser var livligere. Var det en Velgærning for hende endelig en Gang at have udtalt sig efter saa mange Aars Tavshed, var det den Trøst, som hun ofte kummerfuld havde søgt? Baron Aksel Lindstrøm gik hen ad Vejen, der som man havde sagt ham, førte højt op i Bjærgene og, naar han blev ved at følge den, tilsidst til Walchensøø.
Han var saa bevæget, havde næsten ganske mistet Fatningen efter Samtalen med Mariane, og en stor legemlig Anstrængelse syntes ham nu det mest passende Middel til at gengive Sjælens Ligevægt. Saa vilde han da gaa saa langt, som hans Fødder kunde bære ham; men alt som han gik, stod den smukke, blege Kvinde, der havde lidt saa grænseløst for hans Skyld, stadig for hans indre Blik. Bevistheden derom fyldte og udvidede hans Bryst paa en sælsom Maade, han var til Mode, som om Verden var for snæver til at kunne optage ham og hans Tilværelse i sig. For denne Kvinde, som han i de første Ungdomsaar havde troet at elske, heftigt, fantastisk, lidenskabeligt, for denne Kvinde var han bleven saa skæbnesvanger!
(Fortsættes.)
