« Tilbage til søgeresultaterne

Om Børnehjemssagen

Af: A. Kielberg

« Se emneord

af Børnehjemsforstander A. Kielberg.


I nærværende Blads Nr. 20 tillod jeg mig at fremkomme med nogle Betragtninger over ovenstaaende Emne, som har givet Hr. M. Lazarus, Frederiksberg, Anledning til i samme Blads Nr. 24 at anmode mig om at fremsætte de Kendsgerninger, hvorpaa jeg har bygget mine herom handlende Erfaringer


Da Hr. Lazaruss Mening, at Børnehjemmene helt burde nedlægges nu efter at Plejehjemsforeningerne har taget à faire, røber et temmeligt overfladisk Kendskab til den Sag, hvorom her er Tale, skulde det virkelig glæde mig for Sagens Skyld, om jeg kunde belære ham ved at gaa lidt nærmere ind paa Emnet, kun maa jeg selvfølgelig af Hensyn til det Beslag, jeg tør lægge paa Pladsen i Bladets Spalter, fatte mig i Korthed.


Talen er jo om Samfundets Pligt til forsvarligt at sørge for de Børns Opdragelse, der af en eller anden Grund er berøvede deres naturlige Forsorg. Jeg har tilladt mig med et Ord at kalde dem de ulykkeligt stillede Børn; denne Betegnelse understreger Hr. Lazarus og rangerer uden videre alle andre Børn ind under Begrebet ikke ulykkeligt stillede, en Iver, som jeg slet ikke finder, der er nogen Anledning til.


Selvfølgelig er et Barn, der er anbragt i et godt Pleje- eller Børnehjem ikke ulykkeligt stillet i den Forstand, at det selv har nogen Følelse deraf, men herfor kan man jo i første Række kun takke Tidens bedre Erkendelse af, hvad der er Samfundets Pligt overfor disse hjælpeløse Smaastakler. Før dette Omslag, der jo ikke er af gammel Dato, kom, var det vist i det hele en temmelig ulykkelig Stilling for et Barn at staa hjemløst i Verden. At mange andre Børn, der ikke har mistet deres naturlige Forsørgere kan være lige saa eller endnu langt mere ulykkeligt stillede, end de Børn, hvorom her er Tale, nytter det jo ikke at komme ind paa i denne Forbindelse. Talen er her om Samfundets Stedbørn, først naar de er gaaede over til at være Samfundets Adoptivbørn, er den sidste Berettigelse til at kalde dem „ulykkeligt stillede” forsvundet.


Da min Hustru og jeg for noget over ti Aar siden paa en hel forunderlig Maade droges ind i Børnehjemsgerningen, var Grunden hertil ene og alene den herskende Utilfredshed med de private Plejehjem. Kærlighed til et Plejebarn var en sjælden Vare. Folk, der trængte til at tjene en samlet Skilling, tog dem for Pengenes Skyld, og saa gik det med Barnet, som det kunde. Var et Barn lidt „vanskeligt”, ja, saa flakkede det fra Plejehjem til Plejehjem og gik i Reglen til Grunde. Det var disse Forhold, man mente at maatte raade Bod paa.


Det var ikke Meningen ved Oprettelsen af det af mig og Hustru ledede Børnehjem, at danne en Fattiganstalt for Børn, hvor de kunde blive forsvarligt ernærede og klædte, under et passende Tilsyn, men at skabe dem et Hjem i Ordets sandeste og bedste Betydning. Naar dette er lykkedes, saa at selv de dristigste Forventninger er bleven tilfredsstillede, da skyldes dette mange heldige Omstændigheder, dels den store Kærlighed, hvormed Befolkningen stedse har omfattet Sagen, dels at det er lykkedes at indrette Børnehjemmet paa en særdeles praktisk og hensigtssvarende Maade.


Da det flere Gange er hændet mig, at Folks overlegne Standpunkt til Børnehjemssagen har hvilet paa det Grundlag, at de aldrig har sat deres Fod paa et saadant Sted, tillader jeg mig at formode, at det gaar Hr. Lazarus lige saa, og jeg skal derfor, saa godt som det overhovedet lader sig gøre, i en kortfattet Artikel søge at gøre ham bekendt med Fordelene ved et velordnet Børnehjem.


Ved Siden af det lettere Overblik og den virksommere Kontrol har man det i sin Magt, at indrette Børnehjemmene til en lille indholdsrig Verden, hvor der findes alt, hvad der behøves, for at Børnene kunne leve et sundt og udviklende Liv, medens de samtidigt holdes borte for al slet Paavirkning. Den fornødne Paavirkning af Verden uden om, faas gennem Udflugter, ved at Børnene, naar Lejlighed gives, faar at se et Skuespil, en Beriderforestilling, et Menageri o, s. v. Det er saa langt fra, at dette Liv opdrager Børnene til Hjemmefødninger, at der tvert imod i et Børnehjem kan findes saa kærnesunde og forvovne Drenge som noget Steds, kun at de holdes i Ave af en lidt bedre Diciplin, end almindeligt er i vore Dage. Ved passende Pligter og Smaasysler udvikles Barnets Arbejdsomhed, medens dets Hjærte er glad ved at have noget, det kan kalde sit, f. Eks. en lille Have, Kaniner, Duer, Fugle o. s. v. At der over det hele skal hvile en Fredens og Kærlighedens Aand, der gør Barnet trygt er en Selvfølge. Det skal føle, at Børnehjemmet er et Sted, i hvilket det har den samme Ejendomsret, som ethvert andet Barn i sit virkelige Hjem. At dette Resultat kan naas i et Børnehjem med de allerfleste Børn, er en Kendsgerning. Der gives jo vrangvillige og utilfredse Naturer, der ikke lader sig vinde, men hele Livet igennem mener, at de ikke har det godt nok, disse Undtagelser er dog saa sjeldne, at der har været Tider, hvor vi her i Børnehjemmet ikke har haft et eneste saadant Barn.


I de smaa Plejehjem er det meget almindeligt, at man i Barnets Paahør, eller vel endog i Henvendelse til det selv, omtaler den Sum, man faar for det om Aaret, og alt dermed staar i Forbindelse, og derved indvier Barnet i Forhold, for hvilke det burde være fremmed. Skal det ret ofte høre, at den lumpne Sum er lidt til Føden og intet til Klæderne, avles der let et Mismod, som ikke bidrager til, at Barnet føler sig hjemme, og er Summen stor nok til ikke at give Anledning til Klage, vil Barnet derimod let føle sig som Familiens Velgører, og begge Dele er naturligvis uheldigt; men selvfølgeligt ogsaa af de Ting, hvorpaa det er lettest at raade Bod.


Ved til Stadighed, at have Børn anbragte uden for Børnehjemmet af Mangel paa Plads, i Reglen et eller flere Aar paa Stedet, har jeg haft god Lejlighed til at anstille Sammenligninger mellem de to Anbringelsesmaader. Men skøndt vi betaler en god Plejeløn, den samme Børnehjemmet selv opkræver, og derfor altid har Hjem nok at vælge imellem, kan vi dog kun faa Børn anbragte i de smaa Husmandshjem paa Landet, hvor der holdes en Ko eller to. Disse Hjems Fortrinlighed for øvrigt ufortalt, er det dog en Kendsgerning, at de, hvad Børneopdragelsen angaar, ikke kan maale sig med et velordnet Børnehjem.


Naar man nu dertil paa sidstnævnte Sted, hvor man har frie Hænder i denne Henseende, og frem for alt den Fordel at have Hjem og Skole forenede under ét Tag, ser sig i Stand til at give Børnene en noget grundigere og af et Par flere Fag bestaaende Undervisning end den, de vilde faa i en Landsbyskole eller en Købstad-Friskole, da vil Hr. Lazarus dog vel indrømme, at dette ikke kan skade.


Endnu en Ting har jeg haft Lejlighed til at iagttage, og det er, at naar Børn fra et Plejehjem søger Skolen her i Børnehjemmet, og derved faar Lejlighed til at kende begge Dele, naar Valget stilles dem ganske frit, foretrækker Børnehjemmet for det lille Plejehjem.


For nu at komme lidt ind paa Spørgsmaalet om Omsorgen for Børnene efter Konfirmationen, da maa jeg her ty til Hr. Lazaruss Erfaringer for at faa at vide, hvorledes dette stiller sig med Hensyn til Plejehjemmene. Omsorgen for et konfirmeret Barn bestaar jo nemlig i noget mere end „Goddag og Farvel” og en Kop Kaffe med Sukkerkringler til en Søndag Eftermiddag. Har et Barn vundet sine Plejeforældres Kærlighed, vil deres Omsorg for det maaske ogsaa nok komme til at omfatte noget mere - maaske? - Det er slet ikke givet. Men det ligger jo langt fra for ethvert Barn at vinde Kærlighed, maaske er dets Karakter beheftet med nogle Smaasvagheder, der har gjort, at det flere Gange har flyttet og ikke er bleven nærmere knyttet til noget Hjem, - hvad saa -?


Børnehjemmets Omsorg er derimod fælles for alle, og ikke mindst for de vanskelige. Det sørger for at faa dem anbragt overensstemmende med deres Evner, og saa længe de trænger dertil faar de Beklædning, Vask og Vedligeholdelse af Tøj gennem Hjemmet. Ikke at tale om, at de har kunnet tilbringe deres Fritid ganske som Husets Børn. Enhver, der véd, hvad det er at have med opvoksende Ungdom at gøre, vil forstaa Betydningen af dette Hverv.


Men trods utallige Bryderier, bitre Skuffelser og ikke sjældne Tilfælde, hvor et forvildet Faar skal bringes tilbage paa den rette Vej, slipper Børnehjemmet ingen med sin gode Vilje, saa længe dets Omsorg gøres Behov. Da al Betaling for Børnene ophører med Konfirmationen, gøres hele dette store Arbejde altsaa gratis alene af Interesse for Sagen. Jeg tillader mig at nære en beskeden Tvivl om, at Plejehjemmene gennemgaaende vil gøre det samme.


Hvad nu de moralske saa vel som de fysiske Smitstoffers Farlighed angaar, da hviler Hr. Lazaruss Mening ogsaa paa dette Punkt paa løse Antagelser. Børnene i et Børnehjem har nemlig færre ubevogtede Øjeblikke end de fleste andre Børn, og det er jo netop i de ubevogtede Øjeblikke, at de moralske Smitstoffer spirer og gror. Hvor endelig det forfærdelige maa tænkes, at de Ledende i Hjemmene er moralsk fordærvede, der vil dette langt lettere forblive skjult indenfor et lille Hjems snævre Vægge, end i et Børnehjem med dets mangetraadede Forbindelser med Omverden, gennem den opvoksende Ungdom, der gør, at næppe nok det kan forblive skjult, der burde henregnes til ethvert Hjems Privatliv, sige saa det, der hører til Mørkets Gerninger.


Heller ikke de fysiske Smitstoffer er der, i Følge min Erfaring, saa overordenlig stor Grund til at frygte for i et Børnehjem med gode hygiejniske Forhold. Her er alvorlige Sygdomstilfælde saaledes en næsten ukendt Ting. Difteritis, denne almindelige Landeplage, har gentagne Gange krævet Ofre i vort umiddelbare Naboskab, uden at vi nogen Sinde har haft en eneste Patient af denne Sygdom hos os, og i det hele taget faar Børn, der kommer hertil med sygelige Dispositioner, i Almindelighed friske og runde Kinder og fejler aldrig noget.


Loven om Tilsyn med Plejebørn er en god Lov og en Lov i rette Tid, men ingen Lov har endnu formaaet at gøre Menneskene saa gode, som de burde være. Den vil kunne bøde paa mange af de Mangler, der forhen klæbede ved de smaa Plejehjem, at den skulde kunne hæve disse op til at staa over et velordnet Børnehjem, er en Vildfarelse, med mindre man kunde fordoble Plejelønnen en eller to Gange og derved hæve Hjemmene op i Højde med Lærerstandens og Ligestilledes.


Da det imidlertid har sine Vanskeligheder at faa et Børnehjem godt ledet, og det derfor ingenlunde var heldigt, om disse skød frem som Paddehatte, vilde det være ønskeligt, om Børnehjem og Plejehjemsforeninger kunde arbejde Haand i Haand, uden at nogen af Parterne havde saa udæskende og selvbevidste Ord i Munden, som den anden Parts Overflødiggørelse.


Alle er nu heller ikke saa sangvinske som Hr. Lazarus: I en jysk Kommune var ved fornævnte Lovs Fremkomst Tilsynet med de samme Steds værende Plejebørn bleven overdraget en Mand, der i Følge sin Stilling og hele Personlighed maatte siges at være vel skikket til dette Hverv. Da han efter at have vogtet det til alles Tilfredshed for en Tid siden trak sig tilbage, overdroges Hvervet til en Kreds af Damer, der samledes til Raadslagning hos Præsten og indbød den tidligere Tilsynshavende for at belæres af hans Erfaringer. Han maatte jo have lært en hel Del. Ja, det havde han ganske vist, han var gaaet frem paa den og den Maade; men var rigtignok kommen til det Resultat at hans Tilsyn ikke var til nævneværdig Nytte. - Om han saa da ikke vidste en anden Maade, der vilde være mere virksom? Nej, det gjorde han ikke, for saa vilde han selv have valgt den.


Paa hvilken Maade Damerne indrettede sig efter at have faaet den Besked, derom melder Historien intet.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner