Padden og Æslet.
Ved Fællesspisningen, der afholdtes umiddelbart efter Fredsmødet i Aarhus, fortalte Bjørnson en lille Historie, som den franske Fredsven Victor Hugo har skrevet. Fortællingen rev med al sin Fordringsløshed i den Grad alle med, at der herskede en aandeløs Stilhed i hele den store Sal og intet Øje var tørt, da Bjørnson sluttede. „Silkeb. Av.” refererer: Det var en sludfuld og trist Eftermiddag, at en lille styg Padde sad paa Kanten af et Hjulspor og følte sig saa forladt og foragtet som kun en styg Padde kan det. Men som den sad, brød Aftensolen frem gennem Skyerne og sendte sine varme Straaler ned paa den hele Jord og paa Padden med. Og Padden stirrede ind i Solen og saa omkring paa den skønne Jord. Den glemte sin Modgang og syntes, at der dog var Velsignelse i at leve - ogsaa for en usselig Padde. - Velsignelse. - Saa kom der en Præst gaaende hen ad Vejen læsende paa sit Breviar. Han opdagede den stygge Padde og sprang med Udraab af Afsky til Side for bagefter at sætte sin Hæl paa den og gaa roligt videre. Mens Padden nu laa og pintes, kom en ung, livsglad Pige hen ad Vejen. Med sine Blomster i Bæltet og Solglansen i Haaret var hun ret et Billede paa Ungdom og Mildhed. Da hun saa Padden, gav det et Sæt i hende og med et vredt Udraab stødte hun sin Paraply efter Padden, saa Spidsen gik igennem det ene Øje. Lidt efter kom der fire Skoledrenge løbende hen ad Vejen, rigtig nogle prægtige Børn, flittige og flinke, kærlige mod deres Forældre, - Børn, som der rigtig kunde stilles de lyseste Forhaabninger til. Drengene var glade og hvad bedre uskyldig Morskab fandtes der da for dem end pine den stakkels grimme Padde, der intet ondt havde gjort dem.
Med en Pind borede en af Drengene Hullet i Paddens Ryg rigtig stort og de andre Drenge saa til med vild Fryd - det var jo kun en foragtet, styg Padde. Pludselig blev Himlen overtrukken med sorte Skyer, der indhyllede alt i Skumring og Padden benyttede nu Øjeblikket til at skjule sig i en Hulvej, og slæbende paa sin ødelagte Krop og det daarlige Øje humpede den afsted mod Hulvejen, hvor den skjulte sig i et snavset Hjulspor - den søgte sin Frelse dybt i Skarnet. Drengene foer med Kæppe ind i Hulvejen for at jage den frem, og en af dem fandt en Sten, hvormed den skulde mases, naar den blev funden.
Og Skjulestedet blev fundet og Drengene skulde lige til at kaste Stenen. Da kom en Kærre rullende hen imod Stedet, langsomt slæbt frem af et stakkels Æsel, udhungret, med Saar overalt under Seletøjet og pisket frem til den hurtigst mulige Fart.
Og Drengene gottede sig rigtigt til at se, hvor flad og knust Padden vilde blive, naar Kærrehjulet gik over den. Men det udslidte og forpinte Æsel saa Padden og saa i den en anden ulykkelig og forpint, og skønt det gjorde ondt i Saar og Lemmer, gav Æslet et Sæt med Kroppen, saa Kærrehjulet hoppede ud af Sporet, og Padden var - frelst. Stenen faldt ud af Drengens Haand, det gik op for ham, hvor grusom han var. Han lærte først „Retfærdighed og Godhed”, ved at se den ene ulykkelige hjælpe den anden, midt i sin egen Pinsel og Elendighed. Og Drengen med Stenen er Digteren, der har skrevet dette. - Saadan gaar det desværre i Livet. Den kristne Præst, den livsglade, milde Kvinde, de kærlige Børn - alle lærer først „Godhed og Retfærdighed” ved at forstaa Nøden i Verden - ved at se den forpinte hjælpe den forpinte. Og lige saa med Fredssagen; de smaa Lande, der trykkes af Militarismens Mare, maa hjælpe hinanden ved at gaa i Spidsen for Fredssagen: „Ja! - Lad os bli go Mensker!”
