Fra vor Brevkasse.

Fru Redaktør!

Smaatræk af det daglige Liv illustrerer ofte tydeligere det latterlige i Kvindens umyndige Stilling end hele Foredrag. Tillad mig at sende dem et saadant.

Som De ved, arbejder jeg en Del i filantropiske Foretagender og har som Følge deraf ofte andres Penge mellem Hænder. Det er imidlertid et Princip hos mig ikke at lade disse ligge døde hen; jeg sætter dem straks i Sparekassen.

For ikke at nævne Foretagendet, før det har Navn, sætter jeg dem ind paa mit eget Navn.

Forleden kom jeg op med en lille Sum og ønskede den indsat i Sparekassen.

„Jeg ønsker disse Penge indsat.”

Fuldmægtigen: „Er De gift?”

„Ja”

„Med hvem?”

Jeg nævnede Navnet.

Fuldmægtigen: „Hvad er Deres Mand? hvor bor han?”

Jeg besvarede disse Spørgsmaal, men føjede derpaa til: „Spørger De ogsaa en Mand, der vil sætte Penge i Sparekassen, med hvem han er gift o. s v.”

Fuldmægtigen: „Nej naturligvis ikke ” Derpaa spurgte han om andre end jeg selv skulde kunne hæve Pengene, hvortil jeg svarede nej.

For at gaa til Bunds i Sagen, bad jeg min Mand nogle Dage efter at gaa op og hæve nogle af Pengene, uden at jeg gav ham nogen Fuldmagt dertil. Ganske rigtigt fik min Mand Pengene uden nogen som helst Formalitet. Han skrev sit eget Navn i Protokollen og modtog Pengene - altsaa Ægtemanden var ikke nogen anden; thi en Hustru kan ikke eje Penge selv. - Manden er over Pengekassen eneraadende.

Man begriber næsten ikke, hvorledes tænkende Kvinder kan udholde alle disse daglige smaa Krænkelser, der konstaterer den gifte Kvindes Umyndighedstilstand.

Jeg har kun meddelt Dem dette lille Træk, fordi jeg tror, at hvis mange af disse ret ofte kommer for Dagens Lys, maa Mændene dog tilsidst le af deres egne Inkonsekvenser.

Deres ærbødige

V. A.

Provinsen, den 5. Juli.

Kære Frue!

Deres Artikel om Fra Harbous Virksomhed har gjort et dybt Indtryk paa mig, og endnu mere er jeg kommen til at tænke derover, siden jeg har hørt Bjørnsons Tale ved Fredsmødet, og han der gjorde indlysende, at vi først lærer Retfærdighed og Godhed i Verden ved at forstaa Nøden i Samfundet. - Fru Harbou har forstaaet, hvor der skal begyndes, men vi Kvinder, der sidder i smaa Forhold, er saa modløse, fordi vi intet kan udrette. Dette føler jeg nu, er en Fejl; det er, som Bjørnson sagde, de Forpinte, der hjælper de Forpinte, og der er en Side af Fru Harbous Virksomhed, jeg kunde have Lyst til at høre noget mere om. Det er hendes Laanefond; thi hvor kunde dog ikke mange hjælpes gennem smaa Summer. Kunde en Kreds af Kvinder blive enige om at oprette en lille Laanekasse i hver By, saa vilde mangen stakkels Kone faa Symaskine eller anden Hjælp til at kunne arbejde. Vil De meddele mig lidt nærmere herom.

Deres

E. D

Kære Frøken!

Som Svar paa Deres Ønske om Oplysning angaaende Laanefondet har Fru Harbou overladt os et Referat af hendes Tale ved det første Møde i December 1888, da hun dannede sin Laanekasse.

„Mine Herrer og Damer!

Naar jeg har tilladt mig at bede Dem give Møde her i Aften, da er det ikke, fordi jeg mener at have store Sager at drøfte med Dem. Det er netop med smaa Sager til Fordel for de Smaa, at jeg beskæftiger mig; men de smaa Sager har ofte vidtrækkende Virkninger, og de smaa vil jo en Gang blive store, og hvis saa den Hjælp, de har modtaget i deres første Barndom, har kunnet bidrage til at styrke dem til Livets Gerning, da vil vore smaa Bestræbelser ikke undlade i sin Tid at bære Frugt.

Jeg nævner de Smaa, fordi det er Hensynet til deres Vel, som ligger bag den Sag, jeg i Aften har udbedt mig Deres Bistand til at ordne, og at dette er Tilfældet, behøver vel ikke nærmere Forklaring end den, der gives i den første Linje af vort Program, hvor det hedder: Udlaan for at hjælpe Mødre til ved Selverhverv at ernære deres Børn. Tanken om at danne en saadan Fond kom ganske naturligt til mig allerede kort efter, at jeg havde begyndt at hjælpe Smaabørn. Oprindelsen var et Brev, som jeg modtog en lille Juleaften for nogle Aar siden. Brevet begyndte saaledes: „En ulykkelig Pige, som venter sin Nedkomst, henvender sig til Dem, da hun er syg og ingen anden Udvej véd. En Symaskine, som jeg ikke har afbetalt, bliver taget fra mig, naar jeg kommer paa Fødselsstiftelsen. Hvis blot den kan bevares, saa har jeg Arbejde, naar jeg bliver rask .... o. s. v.”

Det var en forrygende Snestorm, men dette maatte jo straks undersøges. Jeg forhørte mig i det angivne Hus om Pigen, som var Dameskræderinde. Svaret lød: „Det er en flittig og ordenlig Person, og kan De hjælpe hende, da gør De en god Gerning.” Jeg gik ind. Paa Sofaen laa et lille ungt Væsen med Ansigtet ophovnet af Graad. Jeg sagde: „Jeg kommer for at hjælpe Dem.” Hun rejste sig og vaklede mig i Møde med udstrakte Arme. „Aa Gud,” sagde hun, „nu troede jeg, at der ingen Hjælp var mere for mig.” „Men Deres Kæreste,” sagde jeg, „han bør dog bære sin Andel; hvem er han?” „Det kan jeg ikke sige, han kan ikke hjælpe. Han vil gifte sig med mig, men han er en fattig ung Student, og han er ikke her i Byen.” - Jeg fik da arrangeret, at hun beholdt Symaskinen og fik et Laan til Symateriale o. s. v. Dette Laan betalte hun senere tilbage i enkelte Kroner, hver Gang med et Par taknemlige Ord, og jeg vil ende med at tilføje, at medens hun har arbejdet saa troligt og passet sit Barn, saa det var en Fornøjelse at se det, er hendes „unge Student” forblevet tro mod dem begge, og sidste Efterretning, jeg har haft, er den, at han nu haaber at komme i Vej, saa de kan gifte sig og tage deres Barn til sig.

Jeg forskaffede mig imidlertid efterhaanden ved gode Venners Bistand lidt Penge til Udlaan og havde fremdeles ofte Tilfredsstillelse derved. En af vore Damer fandt en ung Familje med 2 Smaabørn i stor Nød, fordi Manden var arbejdsløs. Det viste sig_, at Konen som Ugift havde ernæret sig ved Paparbejde, og ved et Laan af ikkun 7 Kr. skaffede hun sig det første Materiale til atter at tage fat herpaa. Manden, som var fingernem, hjalp hende, og saaledes kom de igennem uden at ty til Fattigvæsenet, indtil han atter fik Arbejde i Profession og tilbagebetalte.

En stakkels Enke, der ernærede sine 5 Børn ved Vask, var saa ulykkelig at forløfte sig, saa hun blev udygtig til dette Erhverv. En Slægtning kunde skaffe hende et ret indbringende Syarbejde, men hertil behøvedes en kostbar Maskine. Hun fik da til Laans den første større Udbetaling, besørgede selv regelmæssigt hver Maaned de senere Udbetalinger, og derpaa tilbagebetalte hun sit Laan; alt i Løbet af et Aar.

Disse og nogle lignende Tilfælde gav mig Mod og Lyst til ikke at opgive denne Laanesag, men selvfølgelig gik efterhaanden mange Laan tabte, da jeg ikke var indrettet paa at fordre Garantier. Jeg forsøgte derfor hos andre, mere Forretningskyndige, at finde den Støtte, der behøvedes for at gennemføre mit Foretagende, og da jeg nu haaber at have fundet den Støtte, beder jeg de her Tilstedeværende at vise os den Tillid ikke blot selv at bidrage til at bringe Sagen ud i Livet, men forsøge at skaffe os Venner, hver i sin Kreds, da vi nemlig ikke gerne vilde tilkalde det store Publikums Opmærksomhed, dels fordi vore Midler endnu er saa meget indskrænkede, og dels fordi vi finder det rigtigere at arbejde i Stilhed, indtil vi indvinder mere Erfaring, og Foreningen derved erholder den fornødne Fasthed.

Vi har foruden en lille Grundformue paa 200 Kr. fra tidligere, i den senere Tid indsamlet hen ved 300 Kr., dels i enkelte Gaver, dels i Aarsbidrag.”

Gaa hen og gør ligesaa, kære Frøken.