Børnehjem eller Plejehjem?

Lad mig lige saa godt straks tilstaa det: Hr. Forstander Kielbergs sidste kortfattede Indlæg var for mig en stor Skuffelse. Ord var der ganske vist flere end nok af, men de ventede Kendsgerninger, der skulde gøre det af med de tilstedeværende Tvivl om Børnehjemmenes Fortrin for Plejehjemmene - hvor bliver de af? I Stedet for disse indeholder Hr. K.s ca. 4 Spalter en Del, der slet ikke vedkommer det Spørgsmaal, jeg har rejst, saaledes Hr. K.s Bevæggrunde til at gøre Børnehjemssagen til sit „Livskald”, og en hel Del Urimeligheder, som naturligvis helst burde være sparet. Saaledes den lange Forklaring om, at de Børn, han selv har betegnet som ulykkeligt stillede, egentlig ikke er det, og at de andre ikke maa kaldes ikke ulykkeligt stillede, - Udmalingen af, hvad Børnene i Plejehjem hører om Betalingen for dem, enten den er god eller slet! - at han kun har kunnet faa Børn anbragt i fortrinlige Husmandshjem - som om det ikke var godt nok til dem, han kalder Samfundets Stedbørn; men nu Husmændenes egne Børn da? - den lange Udvikling af, hvad Børnehjemmene gør for deres voksne Myndlinge - som om der ikke Landet over fandtes tusindvis af intime og hjertelige Forhold, der varer Livet igennem, mellem Plejeforældre og -børn; - Forsøget paa at nægte, at Smittefaren er størst dér, hvor der findes sammenhobet de fleste Individer - en saa almindeligt anerkendt Kendsgerning, at det vilde være Synd at spilde flere Ord paa at forsvare den; - Historien om den Tilsynhavende, der havde erklæret sit Tilsyn for omtrent unyttigt - var dette Tilfældet med alt Tilsyn, saa kunde Tilsynsloven jo ikke være „en god Lov”, som Hr. K. selv giver den Attest for at være; - og endelig, det vigtigste tilsidst: den Opfattelse, at en Børnehjemsforstander har lettere Overblik over og virksommere Kontrol med sine 50 Børn (Hr. K. har jo endog 70) end en Plejefader eller -moder med sine 2 eller 3! og at han kan holde dem borte „fra al slet Paavirkning”! - den trænger dog vist ikke til Gendrivelse. Med det Slags Paastande antager jeg, at Hr. Kielberg ikke omvender ret mange Tvivlere til sin Opfattelse. Paa mig gør de netop den modsatte Virkning. Og det skal ikke gøre det bedre, at Hr. K. formoder, jeg aldrig har sat min Fod i et Børnehjem. Det havde jeg gjort mange Gange, før Hr. K. valgte sit „Livskald”, og hvad mere er: jeg har haft Lejlighed til paa nært Hold at iagttage adskillige Resultater af Pigers Opdragelse i større Børnehjem og har dannet mig min Mening om Sagen ved Selvsyn til begge Sider.

Det beror ligeledes paa en Fejltagelse, naar Hr. K. i Begyndelsen af sit Indlæg siger: „Talen er jo om Samfundets Pligt” o. s. v. Det er i alt Fald slet ikke det, jeg har talt om. Jeg har kun villet hævde, at de samme Midler vilde anvendes bedre i Børneopdragelsens Tjeneste ved at ydes til private Plejehjem under virksomt Tilsyn end til større Børnehjem. Jeg har den bestemte Opfattelse, at Opdragelsen bliver mere naturlig og mindre kunslet i hine end i disse, og at man i Tilgift vilde yde adskillige ordentlige Smaakaarshjem en virksom Støtte ved at overdrage dem Opdragelse af Børn for de Midler, det koster at holde saadanne i Børnehjem. Det er nemlig større Summer, end de fleste vist nok antager. Medens der i Plejehjem for Smaakaarsfolks Børn betales fra 5 til 12 Kr. maanedlig, altsaa 60 til 144 Kr. om Aaret, koster de i vore Børnehjem i Følge Beretningerne alene i rede Penge fra 220 op til over 400 Kr. om Aaret pr. Barn, hvortil endda kommer en Del Gaver, der ikke ansættes i Pengeværdi. For en saadan Betaling er jeg vis paa, man vilde kunne finde saa gode private Hjem til de omhandlede Børn, at de ingenlunde blev Samfundets Stedbørn, ja, at endog Tilsynet de allerfleste Steder blev saa overflødigt som i den jyske Kommune, Hr. Kielberg har hentet sin Slutningshistorie fra.

Den 10. Juli 1893.