Ernst Ahlgreen. (Fru Viktoria Bennediktson.)

En af Sveriges betydeligste Forfattere sagde for nogle Aar siden i en af sine literære Silhouetter:

"En frostklar, straalende, skøn Vintermorgen, - saadan er Ernst Ahlgreens Digtning."

Naar man ser tilbage paa Ernst Ahlgreens første Arbejder, er denne lille Karakteristik slaaende sand. Der var en rolig Skønhed over disse, der vidnede om et harmonisk Livssyn og en ualmindelig fin Iagttagelsesevne.

Fru Bennediktson var ikke ganske ung, da hun først optraadte paa Literaturens store Kampplads. Hun havde sin egen Erfaring som Grundlag for, hvad hun vilde fortælle. Hun havde levet og lidt ... og Lidelsen havde gjort hende modig og stærk.

Alt, hvad hun beretter os i sine Noveller, er set, oplevet og gengivet med dyb Forstaaelse af Æmnet og et ædelt Menneskes hele, stærke Længsel efter at være fuldt ud sand og naturlig.

Som Forfatter fik hun hurtigt Fodfæste i vor nordiske Literatur. Hendes første Bog, "Från Skåne", blev hilset med Begejstring; der var over disse smaa Historier, der skildre Livet i den skaanske Borger- og Almueklasse, en saadan Friskhed og Originalitet, at de maatte vække store Forhaabninger. Det var ikke blinkende Lynglimt, der kom og forsvandt, det var Virkelighedsbilleder, som man ikke let glemmer, fordi man tror paa, at de er saa ubetinget sande. I

det hele taget er Fru Bennediktsons Arbejder mest helstøbte, naar hun har sammentrængt dem i Novelleform, saaledes er det flere Gange lykkedes hende at skabe Mesterværker med forholdsvis smaa Midler. Jeg vil her blot som Exempel minde om en eneste af hendes Historier: "Moder Malenes Høne".

Denne Histories Heltinde er en Høne, der kommer til at spille en fremragende Rolle i et Fattighus. Det lille Dyrs Produktivitet er Skyld i, at dens lykkelige Ejerinde kan omgive sig med et vist Skær af Velstand. Hun har Raad til at købe sig lidt Bønner og til at faa sig en Bid Sukker til Kaffen.

Dette vækker naturligvis Misundelse.

"Moer Malene" bliver anset for en Storborger, og hendes Høne bliver lagt for Had af alle Fattighusets Beboere.

Hønen kan ikke tillade sig den uskyldigste Handling uden at blive gjort til Genstand for den ubarmhjærtigste Kritik og de mest bidende Vittigheder, der selvfølgelig ramme Moer Malenes ømme Hjærte haardt ...

Da Hønen imidlertid en skønne Dag forsvinder fra den hjemlige Arne, viser det sig, at den efterlader et Savn saa dybt, at intet kan udfylde det.

Først nu forstaar man, at Hønen egentlig har været det oplivende Element i Fattighuset. - Stemningen er trykket, der er jo ikke mere Anledning til at sige en eneste Vittighed eller Spydighed, fordi Skiven derfor er borte. Hønen formodes død . . . rimeligvis død en voldsom Død. - Fattighuset forvandles til et Sørgehus, hvor man kun lever i Mindet om en hedengangen Vens Dyd og Elskværdighed.

Man kan derfor forstaa, at "Moer Malenes Høne" hilses med Jubel, da den efter Ugers Forløb vender . . mager, forpjudsket og halt, "ret et Spøgelse af en Høne", men dog ulige interessantere end før. Dens Hjemkomst fejres ved en Fest, hvor Stemningen er saa løftet, at "Moer Malene" endogsaa trakterer sine fordums Fjender med Cikoriekaffe og Hvedebasser.

Hele dette lille Fattighusinteriør er fortalt nydeligt og med en saa fin Forstaaelse af Livet mellem Smaakaarsfolk. "Ernst Ahlgreen" har set med Kærlighed og Sympathi paa denne Del af Samfundet, det læser man gennem hver Linje af hendes smaa Fortællinger.

Hvorfor blev hun ikke udelukkende ved dette Felt, hvor hendes rige Evner fuldt ud slog til ... Hvor hendes Kunst allerede havde sat saa dybe Spor?

Ja, det er vel det farlige ved at besidde Evner som Fru Bennediktsons, at de fristes til altid at vove sig videre og videre . . . saa vidt, at det oprindelige, det, der er det største, ofte tabes derved.

"Ernst Ahlgreens" næste Bog, "Penge", stod paa mange Punkter paa Højde med hendes Noveller. "Penge" er en moderne Historie, der handler om en ung, modig Kvindes Kamp for at faa Lov til at leve et selvstændigt Liv, med fuld Ret til at bruge de Evner, Naturen har udrustet hende med.

Det er det gamle Dukkehjemsthema, hvor Hustruen forlader Mand og Hjem, fordi hun føler, at hun, der maa gaa aandeligt til Grunde, som "Ernst Ahlgreen" her har benyttet, men hun har gjort det saa originalt og dygtigt, at Dukkehjemsliteraturen igen fik noget af Nyhedens Interesse.

Selma Berg (Hovedpersonen i "Penge") har et sundt Menneskes kyske Ringeagt for at gaa paa Akkord med sin Natur, derfor bryder hun igennem Fordommens Tjørnehæk. Der er noget lyst og rent over denne Kvinde, der gør hende til en af de ejendommeligste og smukkeste Skikkelser, "Ernst Ahlgreen" har skildret.

Saa kom "Ernst Ahlgreens" store Roman "Fru Marianne". Om faa af vor Tids Bøger er der blevet sagt og skrevet mere. - Den er bleven hævet til Skyerne, og den er bleven pidsket med Kritikens ubarmhjærtigste Svøbe.

Jeg ved, at denne Bog var "Ernst Ahlgreens" Yndlingsbarn, den, hvoraf hun havde ventet sig saa meget, derfor var den ellers saa stærke og modige Forfatterinde saa mimoseagtig, ømtaalelig overfor de Slag, der rettedes mod dette Arbejde. Paa "Fru Marianne" havde hun ødslet alt det Stof, hun havde hentet fra et forfinet Byliv. "Fru Marianne" var en Drivhusplante, opelsket ved Kunst ... og "Ernst Ahlgreen" var og maatte være et Friluftsmenneske, ja, det viste hendes sidste Novellesamling os bedre end nogen Sinde før, at hun var . . . her havde hun igen fundet sig selv, - her gav hun det bedste, hun ejede, det, der vil bære hendes Navn ud i Fremtiden . . . Hun gav det, og det lyste os i Møde, saa skært og fint, som Rimfrost paa en solklar Vinterdag, ingen vilde af dette Arbejde kunne ane, at den stærke Vilje var bøjet, at det var en dødstræt, dødsdømt Kvindes sidste Hilsen.

"Ernst Ahlgreens" sørgelige Død har vakt almindelig Deltagelse, men tillige Forundring, man staar her overfor det gaadefulde. - Der er noget underligt modsigende i denne Kvindes Viljestyrke og Arbejdsdygtighed, og saa denne pludselige Selvopgivelse . . . Paa en Gang saa sjælsund og saa sjælsyg, saadan staar "Ernst Ahlgreen" nu for os.

Men naar den pinlige Erindring om hendes Død forlængst er glemt, vil hendes Fortællinger leve og minde om hendes stærke Sympathi og dybe Forstaaelse af de smaa i Samfundet og om hendes ærlige Vilje til at drage det frem, der overses af Mængden.