Lidt om Børns og unges Morskabslæsning

af et Foredrag.

(Fortsat.)

For at kunne opdrage Børn, maa man kunne forstaa dem. Det samme gælder i høj Grad med Hensyn til at skrive for dem. Dertil har man Brug for Erindren om sin egen Barndom og for Fantasien, der gør en det muligt at tænke og føle med Barnet, blive Barn igen.

Med den lille paa Skødet eller ved Siden af sig er det lettere at fortælle end med en Pen i Haanden. Disse dybt interesserede Øjne, som læser Ordene ud af Munden paa en - det spændte Udtryk, det forstaaende Smil - det rørte Træk om Læberne - alt river en med. Man laver ikke Fortællingen, man lever den lige saa fuldt, som den, der hører. Og fortalt paa den Maade, faar det ubetydeligste Værdi - Stilen, - Mennesket er deri.

Det er et almindeligt Træk hos Børn, at de, naar man fortæller for dem, holder lige saa meget af at se deres egne „Vindeverrer”, som nogen Kobbersmed-Madam. Men de forlanger dog andet og mere. Der er en Trang til at belæres, som viser sig i livlige Børns utallige Spørgsmaal - Erkendelsen, der vil tilfredsstilles -, der er en ubevidst Higen efter at faa Følelseslivet sat i Bevægelse - de rørende Fortællinger er i Reglen de kæreste -, og der er en overordentlig stærk Drift til at opleve.

Oplever man ikke paa første Haand, saa maa man nøjes med Oplevelser paa anden. I den Retning er der intet, Barnet viger tilbage for. Det tager med stor Koldblodighed de rædselsfuldeste Skildringer af Fare og Død, ja, jeg tror ikke, at hvad man kalder „en rask Dreng” vilde vende sig bort fra Beskrivelsen af en Pinebænks Rædsler, naar den blev budt ham. Om det skulde hidrøfra en Grusomheds-Drift, der endnu desværre lader til at være en menneskelig Arv, véd jeg ikke. Mulig ligger det dog for en Del i, at Børn ikke er i Stand til a forstaa de Lidelser, der omtales.

En syv Aars Dreng paa Vallø udbrød forleden, da hans Moder om Morgenen fortalte ham, at Slottet var brændt om Natten „Hvor mange Stiftsdamer er der brændt med?” Uagtet han godt kendte de gamle Damer og holdt af dem, vilde han dog med en Slags interesseret Glæde have hørt, at der var brændt en halv Snes Stykker af dem.

At der i den Henseende er Forskel paa Drenge og Piger, maa jeg dog bemærke. Pigebarnet vender sig fra de haarrejsende Skildringer af Lidelser - hendes Nervesystem er mere irritabelt, hvad der gør hende mere medlidende.

At denne Drift til Oplevelse maa tilfredsstilles med Maadehold, forstaar sig af sig selv.

Det er efter min Mening en fejl Anskuelse, at Børn morer sig bedst ved at læse om Børn. Tvertimod - de Voksnes Oplevelser, der selvfølgelig kan være anderledes storartede og varierende, interesserer dem langt mere. Ubevidst ser de al Tid fremad. Det at „blive stor” er Maalet hvad der saa kan hændes en, fylder Fantasien. Andersens Eventyr „Grantræet” er ganske vist en

Temperaments-Skildring, men det rører ved noget almindelig menneskeligt. Barnets „naar jeg bliver stor” er det lille Grantræs Higen efter at vokse, skyde i Vejret, saa Haren ikke længer vil kunne sætte over det med et Spring. De ved begge lige lidt, at der al Tid vil være nogen eller noget, der vil kunne sætte over en med et Spring.

I Barnets Lege ser man den samme Bestræbelse. De efterligner i dem stadig de Voksnes Liv og Beskæftigelser. De er Forældre - Skolelærere - man ser, hvor det gotter dem at føle deres Myndighed - „Konge for en Time” -, de leger Post - Jernbane - Krig -, og i deres

„Komme-Fremmede” kan de ubevidst ganske morsomt give en træffende Karrikatur af en almindelig Konversation.

Det smaa, det svage fængsler dem ikke - det graa falder ikke i Øjnene. Højrødt og himmelblaat

- det er Smagen. De dæmpede Toner forstaas kun af det fine Øre.

- Tompeten er Yndlingsinstrumentet. Stærkt - farverigt - „rødt og grønt og gult for Øjet svæver”. Børn har noget af den Vildes Smag. Ogsaa den Overgang skal gennemleves, før det færdige, civiliserede, dannede Menneskes Standpunkt naas, for hvem Nuancer - Stemninger - er det væsentlige.

(Fortsættes.)