Skolemødet i København.
Med et saa righoldigt Program som det, Danmarks Lærerforening kunde byde paa, var det ikke underligt, at der meldte sig over 2,300 Deltagere til Mødet, og man maa virkelig beundre den udmærkede Ledelse af hele Ordningen. Det ved enhver, at hvis et Møde skal lykkes, kommer det ikke mindst an paa Administrationen, som i dette Tilfælde væsentlig har hvilet i Hr. Seminarieforstander Thomasens Haand. I det rummelige Bureau i Jernbanegade fandtes der en saadan Orden og Imødekommenhed, at man uden nervøs Hast kunde faa Svar paa de tusinde Spørgsmaal og den mest praktiske Vejledning.
I Solskin og straalende Humør drog da Tirsdag Morgen de store Skarer ind i det al Tid kære, straalende Tivoli og tog Koncertsalen i Besiddelse. I spændt Forventning rettedes Blikkene paa de mange lyseblaa, forgyldte Stole, hvor man vidste de Kongelige skulde tage Plads. Den tætpakkede Sal viste, at der fandtes omtrent lige saa mange Damer som Herrer. Ventetiden forkortedes med at læse i „Vejledning” for Deltagerne om de talrige Glæder, der ventedes: Udflugt til Hillerød, Roskilde og Klampenborg, Fest i Tivoli og Seksa i Eksercerhuset i Gothersgade, Koncert i Frue Kirke, foruden at man næsten bogstaveligt druknede i Seværdigheder og Skolelokaler med Brusebade og mange andre nyttige, behagelige og lærerige Ting.
En Ting vakte imidlertid Forundring, at der blandt de mange Foredrag med saa alsidige Emner ikke fandtes en eneste kvindelig Indleder, lige som der i Danmarks Lærerforening heller ikke findes en eneste kvindelig Kredsformand.
Beskedent som al Tid havde Kvinderne holdt sig tilbage, eller muligvis de heller ingen Opfordring havde faaet fra Styrelsen, som ogsaa kun bestaar af Mænd. Forhaabentlig vil Kvinderne lade høre fra sig ved næste Skolemøde.
Klokken 10½ præcis kom Kongen og Prins Valdemar, som hilstes med Orkestermusik. En Sang af Zakarias Nielsen blev derpaa afsunget, og Formanden, E. Sauter, aabnede Mødet med Oplysning om Foreningen. Trangen til at tale med hverandre om Skolesagen og selv at naa en fyldigere Udvikling og Forbedring af sine Kaar havde dannet Foreningen, som nu talte 5,000 Medlemmer.
Endnu var der ikke sket store Forbedringer for Lærerne, men det maatte væsentlig søges i, at der ikke fandtes nogen mere taalmodig Stand end Danmarks Lærerstand. Skal Folket imidlertid gaa frem, maa Skolens og Lærernes Kaar forbedres. Et Lyspunkt var der dog, det var det forbedrede Skolemateriel. Vi maa have Hjemmene med os, Mødrene maa blive mere interesserede. Hr. Sauter talte om, at Skolen altid havde haft Kongen med, og sluttede med Ønsket om, at den fremdeles maatte arbejde for „Gud, Konge og Fædreland”.
Kongen takkede og haabede, at Regeringen vilde gøre sit til at forbedre Lærernes Kaar og - med Guds Hjælp - vilde ogsaa Folketinget gøre sit hertil.
Hovedforedraget blev derefter holdt af Seminarieforstander Sørensen, Jellinge. Ved hans Foredrag viste det sig, at der var to forskellige Retninger til Stede - en moderne Kromansk og en gammeldags Sørensensk. „Hvor vi staar” og „hvad vi vil” var Emnet. Folkeskolen staar, som den kan være bekendt; trods de tarvelige Lønninger er der arbejdet med Energi og Kærlighed fra Lærernes Side, saa meget mere beundringsværdigt, naar man véd, at der arbejdes indenfor Lovens Ramme fra 1814. Men nu maa vi frem. Skolen skal dog ikke være radikal men historisk. Friskolen, Højskolen har bragt Aand til Undervisning, nu gælder det om, at den offentlige Skole gaar med, at den ikke skal falde ned til en blot og bar Fattigskole. Den pædagogiske Videnskab er kommen frem; vi nøjes nu ikke med Fantasier. Kundskaber er ikke nok, der maa Opdragelse til. Lærerne maa have bedre økonomiske Kaar, thi deres Gerning trænger til Friskhed og et muntert Sind.
Derefter gjorde Hr. Pastoren et mægtigt Udfald mod den Retning, der vil have konfessionsløse Skoler. Skolens Fremtid afhang af, om den skulde vedblive at være knyttet til Kirken. Den ny Pædagogik maa være en kristelig Pædagogik. Læreren maa se paa Barnet, som det, der er født i Synd. Kun den er sædelig, som har gaaet i den hellige Aands Skole.
Professor Kroman stod og lyste op i Forsamlingen, og der spillede et lille lunt Smil i hans lyse Øje, da Pastoren gjorde Udfald mod den moderne Pædagogik; Professoren vidste, han har en stor Kreds med sig, og om en lille Time skulde han tage Revanche.
National var derfor inden Kl. 2 fyldt fra Gulv til Loft, man glædede sig til Professor Kromans Udtalelser. Det var om Læreruddannelsen med særligt Hensyn til det af Ministeriet i sidste Rigsdagssamling forelagte Forslag.
Professoren mente, at Aarsagen til, at der for 25 Aar siden var bedre Lærere end nu, var, at kun Statsseminarierne uddannede dem; man kunde vælge og vrage Eleverne. Det blev altsaa de begavede og virkelige Personligheder, der blev Lærere, og saaledes maatte det være. Men med Friseminarierne var det blevet saaledes, at enhver fra Gaden kunde gaa ind og læse til Eksamen. Der maatte lægges Baand, og der kunde lægges et Baand, som ikke vilde skære. Der maatte virkelige Anstalter for Lærere, hvor de kunde faa den rette Øvelse i praktisk og være flere Aar, at de kunde modnes; men nu havde man drevet det saa vidt, at man var sunket ned til at læse i ca. 14 Dage til Skolelærereksamen, og Staten kunde ikke vedblive at tage imod en Ladning uforberedte Mennesker som Lærere. Der hører baade en Almendannelse og en Fagdannelse til, og dertil kræves en særlig Læreruddannelse i pædagogisk og praktisk Færdighed. Selv om man er født Geni, kan man dog ikke gøre sin Gerning uden Indsigt. Den videnskabelige Pædagogik giver Kendskab; man kan ikke kalde Pædagogik kristelig, lige saa lidt som Mathematik. Professoren holdt stærkt paa Øvelsesskoler ved Seminarierne og mente, det var en hel Misforstaaelse, at Statsseminarierne laa i ensomme Kroge i Landet, Frygten for at sende de unge Mennesker til Hovedstaden var ugrundet; hvorfor da sende de unge Studenter til Universitetet? Hr. Kroman havde ikke noget imod, at Seminarielærerne selv blev Eksaminatorer og Eksamenskommissionens Censorer. Han vilde have den Fordring ændret, at Kvinder skulde være 21 Aar, og de unge Mænd kun 18 Aar; Alderen maatte være ens, lige som han ikke ønskede, at Lærerinderne ved deres Uddannelse narredes fra tre saa vigtige Fag som Mathematik, Gymnastik og Fysik.
Hr. Kromann tog stormende Bifald fra Tilhørerne; men at de langt fra alle var enige med ham, viste Diskussionen. Mærkeligt nok var der en hel Del, der tog Bifald paa Fraser og Udenomstale. Det var kendeligt, at Eksamenskommiteen havde Fjender for det store Mandefald ved Eksamensbordet. En modig Mand var der i Diskussionen, og det var Skolebestyrer Axel Plenge. Rigtignok blev han kaldt til Orden af Ordstyreren, som den, der gik uden om Sagen; det kunde vi ikke se; thi da der var talt om Aarsagen til, at Lærerstanden var bleven ringere i de sidste Aars Uddannelse, saa pegede Axel Plenge paa, at Grunden var den. at den videnskabelige Pædagogik var indført, og dog vedblev Skolerne at være Kirkeskoler. Skolen maa skilles fra Kirken.
Den lange Diskussion med de mange Talere trættede efterhaanden Forsamlingen. og man raabte energisk paa Afslutning og Professor Kromann; ham vilde man endnu høre. Professoren kom da frem og bragte igen Stemning med sig, han ønskede, at der skulde vedtages en Resolution. Det var saa sjældent, at Publikum kunde komme til at tale med; han ønskede Tilslutning til det af Ministeriet i sidste Samling forelagte Forslag. Denne fik han med overvældende Majoritet og et „Leve”.
Folk styrtede nu ud for at høre de mærkelige gamle Lurer, som med et oplysende Foredrag af Professor Hammerik blev foreviste i Prinsens Palæ. Derefter blev der fra Taget blæst i dem af Nutidens Musikere. Et Øjeblik fantaserede man sig tilbage til Kong Salomons Dage.
(Fortsættes.)
