Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Dersom Moder ikke er bedre i Morgen, telegraferer jeg efter Onkel Lothar”, sagde hun.
„Det skulde De”, udbrød Anna ivrig, „thi naar Hr. Professoren har været her i Besøg, har Fruen altid været som forvandlet ”
Ottilie gik da igen i Dag alene ud i det fri, omendskønt Solen allerede var forsvundet bag Röthel og Herzogstand, og over de høje Klippetinder bredte der sig dybe Skygger, som viste, at Lyset over Sø og Dal kun havde en stakkels Frist tilbage. Hun gik over Landevejen og klatrede op i Skoven, som laa lige over for Huset. Der, under de rødlige Fyrrestammer, stod en Naturbænk, som Karlen paa Ottilies Anmodning havde lavet om Sommeren og sat derhen. Naar man sad der, nød man Udsigten over Søen, kunde øjne Standbredden paa den anden Side og dog baade raabe til og se Huset, medens man derfra ikke var i Stand til at se Bænken, som stod indesluttet af Træerne. Ottilie for forskrækket tilbage. I Tusmørket saa hun en Mand sidde paa Bænken. „Det er mig, Frøken”, sagde en bekendt indsmigrende Stemme.
„Hr. Baron! Er De her endnu? Ikke et Menneske tænker mere paa Dem, og paa en Gang dukker De op igen. Det er jo ligefrem romantisk!”
„Jeg har set Dem hver Dag. Jeg brændte af Længsel efter at tale med Dem”, sagde Lindstrøm bevæget, „men De fulgtes altid med Deres Moder.”
Ottilie havde slynget Armen om Stammen paa et Grantræ, fordi hun frygtede at falde paa det stejle og ujævne Terræn og ikke vilde sætte sig ved Siden at Baronen. „Hr. Baron”, sagde hun alvorlig, „vel er jeg et ubetænksomt Pigebarn, men jeg er ikke saa barnagtig eller dum, at jeg ikke nu bliver mistroisk imod Dem, især da Deres Ønske om at tale med mig, uden at Moder er nærværende, bringer Dem til at komme igen. Det er indlysende, at Moder ikke ønsker, jeg skal fortsætte Bekendtskabet. Jeg vil derfor sige Dem Farvel, og - har De noget at sige, da er min Plads i min Moders Salon, og der kan De tale med mig!”
Hun vilde gaa. Han holdt fast i hendes Klæder. Ottilies Hjerte begyndte at banke. „Gaa ikke, hører De! Det er netop for Deres Moders Skyld, at jeg maatte tale med Dem!”
„Hr. Baron”, udbrød Ottilie bævende, „dette ligner næsten et Overfald!”
„Aa”, sagde han, „hvilket Slaveri er dog ikke vort Kulturliv. Jeg maa tale med Dem, eller en Menneskesjæl kande gaa til Grunde, fordi Tid og Sted ikke forekommer Dem „passende” nok.”
Der var en saa bitter Alvor i hans Ord, saa Ottilie kom paa den Idé, at naar det kom til Stykket, stod det vist „ikke rigtig” til med den svenske Baron, og hun tøvede derfor, halvt frygtsomt og halvt medlidende.
„Dag ud og Dag ind sidder jeg her paa Vagt. Jeg har Tid nok til moden Eftertanke, Tid nok til at bringe Blodet i Kog. En Ensomhed fuld af Utaalmodighed udruger hurtigere de Spirer, der ligger i os og modner dem til Beslutning, end den tropiske Sol Krokodilleæggene i Nilens Dynd. Ottilie, det staar i Deres Magt at give Deres Moders Tilværelse den tabte Fred tilbage.
(Fortsættes.)
