Endnu en Forening.
Med alle vore Tusinder af Foreninger savner vi endnu en, og efter min Mening en af de allervigtigste, og det er - en Syforening.
Jeg hører allerede i mine Tanker Læseren udbryde: en Syforening! Som om Kvinderne ikke altid har faaet Lov til at sy og bliver ved hermed lige til at sy de meget omtalte smaa Skjorter til Zulukafferne.
Men, mine ærede Damer! Tillad mig dog at faa Ordet. Jeg er nemlig Økonom og interesserer mig for, at alt bliver anvendt paa den mest økonomiske Maade til Nytte for Mennesker; men jeg besidder ogsaa en lille Smule Kristenkærlighed, og lider tillige af en overdreven Skønhedssands. Det var Syforeningen - ja nu kommer den. Jeg vil nemlig gerne, at alle Mennesker skal gaa smukt klædte, bære en Dragt, som slutter til Personen og passer i Facon og Farve til vedkommende Person. Om Stoffet er tarveligt, har intet at sige, den simpleste Bomuldskjole kan klæde en Tjenestepige som en Prinsesse, hvis Skræddersken har haft kunstnerisk Evne til at klippe og sy den efter den unge Piges Figur. Men hvis denne samme unge Pige faar en af sin Frues afsjaskede Kjoler paa, tager hun sig rimeligvis ynkelig ud.
Nu er jeg straks ved Syforeningen, hvortil Ideen er udsprungen i min Hjerne - ikke af Kærlighed men af Harme. Det oprører mig nemlig i allerhøjeste Grad naar jeg ser, at Folk giver deres aflagte Klædningsstykker bort i Flæng, de Klædningsstykker, som ikke længere er gode nok til deres egne Børn, eller som de ikke selv mere gider gaa med. Saa faar en stakkels fattig Moder lidt flere Pjalter at finde Rede i, den stakkels Moder, som i Forvejen har Mandens og maaske en 5 - 6 Børns Strømper at stoppe og vaske og som maaske gaar paa Arbejde om Dagen og om Natten tumler med de smaa Spæde. Af denne overanstrængte Moder forlanger man saa det store Kunststykke at sy en gammel Kjole om eller reparere, den samme Kjole som der ligefrem fordres Geni til at gøre hel. Den fattige Kone opgiver da ogsaa selvfølgelig Ævret og lader Poderne stikke i Dragterne som de er, for vide, for lange, for korte eller for snævre med Huller hist og her, og i Løbet af et Par Dage blev den ellers ret gode Dragt til Pudseklude, foruden at man maa taale dette lidet skønne Syn at se en lille køn Dreng eller Pige vanskabt i en lidet passende Dragt.
Kunde nu ikke vore mange dygtige Kvinder blive enige om at oprette en Syforening, hvor Folk leverede deres Klæder hen, som muligvis var blevet for smaa eller saa meget brugte, at der af et voksent Stykke kunde blive en Barnedragt o. s v. Kunde ikke denne Forening lønne en flink Skræddersvend og en Dameskrædder til at klippe, og Foreningens Damer sy til et stort Lager, saa naar Ferien kommer kunde de stakkels smaa Unger gaa nøgne ind og gaa fuldt paaklædt ud som smaa Prinser og Prinsesser? Elegante i den Forstand, at Dragten passede den ofte nydelige Skabelon.
Kunde det ikke tænkes, at „den fri Syskole”, hvis Formaal det er at lære de unge Piger at sy baade gammelt og nyt, kunde den ikke udvides saaledes, at der kunde lønnes et Par Mennesker som Tilskærere, og Kvindeforeningens Medlemmer sy gratis der visse Aftener.
Forstanderinden, Fru Nathalie Larsen, har jo ved sin Virksomhed ved denne allerede nu i flere Aar vist at sidde inde med sjælden Genialitet til at gøre gammelt til nyt. Var det umuligt at udvide denne Syskole eller knytte en Syforening til den som kunde modtage brugt Tøj og uddele det i smukt syede Dragter til Feriebørn? At mange vilde sende Stoffer og brugte Klæder derhen, tvivler vi ikke om, og vi andre kunde have den Glæde at se ogsaa de Fattiges Børn velklædte.
