Lidt om Børns og unges Morskabslæsning
af et Foredrag.
(Fortsat.)
Den unge Kvindes Tankesæt og Sympathi gik tidligere afgjort hen imod det konservative. Hendes Passivitet lige over for de sociale Spørgsmaal, Følelsen af at staa udenfor, lukkede hende helt og trygt inde i det bestaaende. Længtes hun derfra, saa var det ud i det blaa - naar det ikke mere bestemt var efter den, „hvis Seng hun skulde rede, hvis Dug hun skulde brede”. Ridderdamen, som sidder og spinder i Jomfruburet, og hvis Øje fra Altanen kun spejder efter en bestemt Fjerbusk - har for ikke mange Aar tilbage siddet i Dagligstuen med sit Hækletøj. Nu er hun gaaet over Tærskelen
- ud i Verden -, hun ser andet og mere end den Ridder, som skulde bære hendes Farve. Ogsaa hun vil og kan reformere, ogsaa hun kaldes til Arbejde for det rette - ogsaa for hende skrives der. Ogsaa hende maa Literaturen byde, hvad der kan virke styrkende, ikke afslappende.
Der er i vor Romanliteratur en irriterende Ensidighed. Hvis man ikke havde den, til Tider tvivlsomme, Lykke at være Beboer af vor Jord, men paa en eller anden Klode, hvor man nu havde Station, fik sendt vor nyere Literatur, for gennem den at lære Forholdene her at kende, saa vilde man sikkert udbryde: „Men hvad! Paa denne skønne Klode, der lyser med saa varieret en Straaleglans, drejer alt sig der kun om Kærlighed? Bestiller man der slet ikke andet end elske?” En anden vilde maaske bemærke: „Jo - der lader til at være en stor Del, som beskæftiger sig med at sørge over, at de ikke er i Stand til at elske.”
Den sidste vilde have Ret - de vilde begge have Ret. Som den unge Pige udbrød: „Det er dog underligt, at der i Bøgerne bestandig tales om Kærlighed - i Livet er der ikke saa meget deraf.”
Der kunde være interessantere Problemer at behandle end denne evige skriven Sedler: „Hvor de traf hinanden - hvad han sagde - hvad hun sagde - hvad Enden blev.”
Det er mindst af alt min Hensigt at ville jage Eros ud af Literaturen. Han vil der som i Livet altid være den store, skabende Naturmagt, den, hvoraf alting stammer, den, hvori alting bunder. Lad ham komme i sin Vælde, i sin Ynde - men lad os blive fri for den Opflasken af Vrængebilleder af ham. Mathias Claudius beder i et af sine naive, smaa Digte Nattergalen om ikke at synge, for at den ikke skal vække Eros, der er falden i Søvn. Det kan ogsaa have sin Behagelighed ikke at være forelsket.
Disse sørgende Individer har i Almindelighed en meget broget Fortid. De har alle jasket i Kærlighed og derved tabt Evnen til en virkelig dyb Følelse.
At en sympatetisk Fremstilling af den Slags Naturer ikke kan være heldig for den ganske unge Mand, kan der næppe tvivles om. At den ogsaa virker uheldigt paa de unge Kvinder, er sikkert. De faa en Mistro til Mændene, som berøver dem den Basis, hvorpaa et Kærlighedsforhold skal hvile, for at føles trygt. En ung Mand sagde en Gang til mig: „Det er pinligt at føle den Mistillid, de unge Piger har til os. Den kommer stadig frem - snart forblommet, snart lige ud. Vidste de blot, hvor mange af os der i den Henseende er lige saa rene som de selv!”
(Fortsættes.)
