Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„For Pokker!” raabte han, da han ikke fandt Bogen deroppe, efter at han fem Gange var klatret op og ned ad Stigen og havde flyttet den fra Reol til Reol. „Har De haft Cabanis, Moscheles?”
Doktor Alfred Moscheles spurgte som Gensvar: „Cabanis: Rapport de la Physique et du Moral de Pâme?”
„Ja”.
„Lampen staar paa den”, sagde den unge Doktor, løftede Lampen i Vejret og trak Bogen frem.
I samme Øjeblik kom der en Tjener ind ad Døren, den eneste, der var i Værelset og skjult af en tyk Portiere; han holdt et Telegram i Haanden og gik hen til sin Herre, der endnu stod paa Stigen.
Inden Depeschen kom til sin Adresse, sagde Professoren:
„Nu skal De høre, Moscheles, hvad Forfatteren telegraferer som Svar paa mit Brev”.
Med en kraftig, klingende Stemme læste han:
„Kom hurtig - lad Moder ikke mærke ...”
En høj Latter hørtes i det samme. „Underskrevet: Ottilie! Hvad er der i Vejen med Barnet, keder hun sig paa Landet? Det havde jeg ikke troet om hende, der var dog ingen Drivhusnatur i det Pigebarn”.
Han klatrede ned, gik hen til Bordet og læste Depeschen rigtigt. Hans muntre Ansigt formørkedes pludselig. Han tav længe og sænkede ubevidst Hovedet dybere og dybere.
„Jeg haaber”, sagde den unge Doktor urolig, „at De ingen ubehagelige Efterretninger har modtaget”.
Lothar von Droste for op. „Aa, nej”, svarede han med tvungen Munterhed. „Ottilie siger kun, at hendes Moder trænger til Opmuntring, og at jeg skal komme”.
Med Hænderne bag paa Ryggen knugende Telegrammet gik Droste frem og tilbage med lange Skridt.
Doktor Alfred Moscheles Hjerte begyndte at banke. Han vilde saa gerne have noget mere at vide, mistænkte ogsaa sin ærede Lærer og Mester for, at han ikke sagde ham den fulde Sandhed. Maaske indeholdt Depeschen dog foruroligende Efterretninger om Svigerinden og - Frøken Ottilie, som han havde i behagelig, ja sandelig meget behagelig Erindring - fra hendes korte Ophold i München. (Fortsættes.)
