Fredsforedrag paa Møen.
Søndagen den 10. September afholdt Arbejderforeningen af 1865 og Fredsvennerne en Fest i Skydevænge ved Stege. Trods det tvivlsomme Vejr havde der samlet sig et betydeligt Antal Deltagere. Klokken 3½ gik man i Procession fra Torvet med Musik og Fane i Spidsen.
Paa Festpladsen, hvor der var rejst Telte og var mange Slags Forlystelser, blender da afsunget flere Sange.
Folketingsmand Nøhr aabnede Mødet og var Dirigent. Derefter talte Kredsens Rigsdagsmand Frede Bojsen om Arbejderspørgsmaalet, om Retten til Arbejde, pegede paa Historien, hvorledes denne Tanke havde været oppe f. Eks. i Frankrig, hvor man i forrige Aarhundrede havde oprettet offenlige Værksteder, dette var mislykkedes, og nu prøvede man i Schweitz at forlange denne samme Ret. Taleren mente, at Folket burde have denne Ret og viste, at den Mand, der blot satte sine Penge paa Rente, gjorde ikke sin Samfundspligt; thi det galdt om at skaffe Arbejde og ikke give Almisser. Hr. B gik derfra over til at tale lokalt om Møens Sukkerrodyrkning og viste, hvor det havde hævet Arbejderstanden paa Møen. For Resten var den Mand endnu ikke funden, som kunde løse Arbejderspørgsmaalet. (Bifald.)
Fru Johanne Meyer talte derefter. Man havde bedet hende tale om Fredssagen. Hun mente som Hr. Bojsen, at den Mand eller Kvinde endnu ikke var funden, som kunde løse det sociale Spørgsmaal, og troede heller ikke, dette løstes med ét Slag, men var vis paa, man ikke tog fejl ved at begynde med at give Fattigmands Barn Adgang til alle Samfundets Goder, Mad, Klæder, Opdragelse og Undervisning og en Ungdomstid til Fagdannelse og Forberedelse som ansvarlig Samfundsborger. Taleren udtalte sig stærkt mod Børns Arbejde i Fabrikker og Landsbyernes fattige Børns Arbejde som Vogtere, hvorved de Smaa blev narrede for Undervisning og Opdragelse hele Sommeren. - mente ogsaa, at Kvinderne ikke kunde taale, at der gaves en Øre til Fæstningsbyggeriet, saa længe der var et eneste lille dansk Barn, der græd for Brød. (Stærkt Bifald og Leve for Taleren.)
Hr. Kursusbestyrer Rasmussen talte ligeledes om Fredssagen. Han fortalte om, hvad der allerede var udrettet ved Voldgift, og gav bestemte praktiske Vink i finansiel Retning. Han mente, at der kunde og burde gøres Indskrænkninger i de militære Udgifter, og de indvundne Penge kunde da anvendes til Børnenes Opdragelse og til Hjælp for de Gamle. Grækerne havde den Skik, at man skulde rejse sig op for en gammel Mand, men det var ikke nok i vore Dage; de Gamle, som havde slidt og gjort et stort Arbejde, fortjente et sorgfrit Udkomme, og de Gamle forlanger ikke meget. Alene en 20 Millioner Kr., som vi kunde tage fra de militære Udgifter vilde være meget. (Bifald og Leve.) Man samledes nu til Fællesspisning, hvor der blev udbragt Skaaler for Foreningen og forskellige Mænd. Desuden talte Hr. Frede Bojsen om „Lykken”. Fru Johanne Meyer om Normalarbejdsdagen.
Vejret blev smukkere og smukkere under Festen, saa Dansen paa den aabne Estrade gik med stor Glæde under Efteraarshimlens Stjerner, der som Tusinde og atter Tusinde smaa Blinkfyr forhøjede Festen. Fyrværkeri og anden Festlighed gjorde sit til at bevare Feststemningen.
