Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Nej!” stammede Doktor Moscheles forknyt. „Mine Forældre døde tidlig, mine Bedsteforældre er tarvelige Folk; selskabelig Omgang kendte jeg aldrig noget til, mit Ophold ved Universitetet blev kun muligt ved, at jeg gav Timer, og jeg havde dog ikke kunnet klare mig, dersom De . . .”
„Silentium! De følger altsaa med! Da De ikke har lært Takt og gode Manerer noget Steds, maa de altsaa være Dem medfødt, thi at De mangler dem, kan man ikke se noget til.”
„De glemmer, Hr. Professor, at jeg nu i mange Aar har haft den Lykke at omgaas Dem daglig og ...”
„Tag Lampen min Søn, vi vil dog endnu en Gang tage Lejligheden i Øjesyn.”
Den unge Mand stod op; han kunde nærmest kaldes høj, men ved Siden af Professorens Kæmpeskikkelse tog han sig kun lille ud.
De gik nu med hinanden igennem hele Lejligheden. Studere- og Bibliothekværelset laa ganske for sig selv i Bygningens bageste Fløj, de maatte først gaa igennem Korridoren, ved hvilken Køkkenet og Tjenerværelset laa, for at komme til den egentlige Lejlighed, som bestod, af 6 ved Siden af hinanden liggende Værelser, det ene saa stort, at det maatte kaldes en Sal. Alle var de færdig monterede paa en større Stue nær.
„Jeg kender ikke min Svigerindes Smag tilstrækkeligt til at indrette hendes Soveværelse”, sagde Droste, idet han undgik sin unge Vens spørgende Blik. „Her ved Siden af, i det lille Kabinet, kan hendes Pige ligge, dersom hun da ikke faar Tjenerkammeret, og Fritz lader sig nøje med et af Kvistkamrene. Men se nu her. Det skal den smaa have!”
Professoren lo over hele Ansigtet og lyste omkring i Værelset, hvor de lige var traadte ind. Det var et lille Værelse, udstyret med lyseblaa Silke og hvidlakerede og guldforsirede Møbler, Toiletbordet og Servanten bugnede af alle Slags kostbare Smaating, Sengetæppet var af blaat Silke og Kniplinger.
Doktor Alfred Moscheles rødmede for anden Gang. Noget lignende havde han aldrig set, saa pragtfuldt og dog saa sart. Det var et Vidunder, et Æventyrdigt.
„Dette lod jeg hende dog ikke se, da hun var her”, sagde Droste smilende, „det skal være en Overraskelse.”
I den store Sal herskede der en noget større Pragt. Møblerne var udpolstrede og betrukne med rødt og resedafarvet Fløjl, paa Gulvet stod der under en venetiansk Lysekrone et Flygel. Begge de andre Stuer var hyggelige og varme, opfyldte af Tæpper, Gardiner, Portierer, Sofaer og Lænestole, alt i mørke Farver; der fandtes ogsaa Sy- og Albumborde, Bogskabe og et Skrivebord.
„Der mangler blot hist og her lidt Uorden, en aabnet Bog, et oplukket Nodehæfte, et Broderi med Saks og Fingerbøl, nogle Blomster og Planter i Jardiniéren og alt er færdigt, de kan komme og de skal komme,” sluttede Droste i en afgørende Tone. „Gaa nu hjem, Moscheles, pak Tøj i Deres Haandkuffert til to Dage og mød præcis paa Banegaarden.”
(Fortsættes.)
