Et Par Bemærkninger til Pastor Henning Jensen.
Ved nordisk Vennemøde om Kvinde- og Fredssagen udtalte Hr. Folketingsmand Henning Jensen, at Sammenslutningstanken allerede var Grundtanken i Kristendommen, ligesom den nu er den Tanke, som Fremskridtspartierne lægge til Grund for deres Virksomhed.
Mon denne Sammenligning ikke halter lovlig meget?
Ganske vist var Kristendommens Maal at gøre helst alle til dens Disciple, og for saa vidt kan det jo nok siges, at den havde til Formaal at sande alle. Men hvilken Religion har ikke gerne villet samle saa mange Tilhængere som mulig. Hvilket Menneske, der er klar paa sin Livsopfattelse og begejstret for den, vilde ikke være henrykt, om han kunde faa Folk til at samle sig om den.
Kristendommen hyldede ganske vist Demokratiet, idet den stillede alle lige. Men dens Demokrati var despotisk; thi foruden materielt at stille alle lige, vilde den, at alle skulde tvinge sig ind under dens Religions Lænker. Den tillod ikke den enkelte frit at bruge sin Intelligens af Frygt for, at ens Livsopfattelse skulde glide lidt udenfor de af en Mand afstukne Grænser, hvad der jo, i Fald han ikke pænt krøb indenfor igen, maatte medføre evig Fordømmelse.
Fremskridtspartiet vil derimod, at enhver, idet han eller hun har sin frie Tanke og sit frie Ord, skal samles med de øvrige om af Fortiden og Nutiden at lære, hvad der bedst kan gavne ens egen og ens Medborgeres Sag, hvis Formaal det vel maa være at befri Fremtiden for det, der nu hæmmer og nager os.
Derpaa gaar Fremskridtspartiets Sammenslutning ud; Kristendommen agtede derimod kun at samle de Sjæle, der smukt kunne smutte ind under dens dogmatiske Religion.
*
At Kristendommen - saa langt fra at gavne Kvindesagen - vel nærmest maa siges at bære en stor Del af Skylden for den Modstand, som denne Sag har at kæmpe med, er sikkert noget, der ofte føler bleven paapeget.
*
Naa og Fredssagen da, den skulde man da tro maatte gaa i Spænd sammen med Kristendommen. Nej! Efter min Mening kan ingen siges at ville Fredssagen, naar vedkommende foragter eller lader haant om andres Opfattelse eller andres Arbejde. Tyder nu ikke de bekendte Ord, tilgiv mine Modstandere, thi de vide ikke, hvad de gøre, paa en utaalig Selviskhed samt paa Haan mod og Foragt for ens Modstanderes Overbevisning og Dom.
