En "uskyldig Fornøjelse".

Den højtærede Redaktør har i dette Blads Nr. 38 i et Gensvar til „f” kaldt Tobaksbrugen en „i Virkeligheden uskyldig Fornøjelse”.

Det er altsaa Redaktørens Opfattelse af Tobaksbrugen. Med velvillig og frisindet Tilladelse vil undertegnede imidlertid hidsætte et andet Synspunkt:

Skal Tobaksbrugen (udenfor tekniske og medicinale Øjemed) kaldes en „uskyldig Fornøjelse”, saa kommer vi dog vist i det mindste til at føje et „forholdsvis” til. Og saa kommer det endda an paa, hvad vi sætter den i Forhold til.

Sætter vi den f. Eks. i Forhold til den „Fornøjelse” at bruge Spiritus som Drik, saa kan vi ganske vist sige, at den her i Landet er en forholdsvis uskyldig Fornøjelse. Idet vi nemlig bruger ca. 40 Millioner Kroner aarlig til „Spiritusfornøjelsen”, men kun ca. 10 Do, til „Tobaksfornøjelsen”. Og Alkoholgiften vitterliggør langt mere Skade baade i fysisk, intellektuel, moralsk og - altsaa ogsaa økonomisk Retning end Tobaksgiften.

Men sætter vi den derimod i Forhold til den Fornøjelse, som det dog aabenbart ogsaa kan og bør være, at sørge vel for vore Børns Opdragelse, saa bliver det allerede mere end tvivlsomt, hvorvidt vi endog tør kalde den en forholdsvis uskyldig Fornøjelse.

Thi da viser det sig, at vi ofrer ca. halvanden Gang saa meget til denne ene (Gift)-Nydelse, som til hele vort Almueskolevæsen - altsaa til Børnenes aandelige Udvikling i det brede Folkelag.

Det er en Kendsgerning, som dette Blads ærede Redaktør ikke vil nægte, at uhyre mange Børn i vort Samfund - til stor Skade for ethvert Kulturspørgsmaals, altsaa ogsaa Kvindesagens, Fremme - lider baade fysisk og sjælelig Hunger.

En anden Kendsgerning er, at vi for de 10 Mill. Kr., som vi her i vort lille Land - ved den højst mærkelige og lidet intelligente Skik at ryge, skraa eller snuse Tobak *) - lader „gaa op i Røg”, aarlig kunde bygge 300 ny og tidssvarende Skoler (à 33? Tusend Kr.)

Eller lønne (med 2500 Kr. til hver) 4000 Lærere og Pædagoger.

Eller koste og klæde (for 200 Kr. til hvert) 50,000 fattige Børn.

Set i denne Belysning, taber Tobaksbrugen aldeles sit forholdsvis uskyldige Præg.

Naar hertilkommer de Kendsgerninger: 1) at Tobakken er en giftig Plante, hvis Stoffer slet ikke hører hjemme i det menneskelige Legeme, men kun ved en unaturlig og skadelig Tvang kan paaføres dette som Stimuleringsmiddel, 2) at den i mange Tilfælde fremkalder baade Sinds- og Legemssygdomme, og 3) at dens ejendommelige Anvendelse ofte uhyggeliggør eller ligefrem umuliggør Samlivet mellem Røgere og Ikkerøgere - saa synes mig, „Uskyldigheden” maa ombyttes med Skyld i det her omtalte Forhold.

Jeg tror ganske vist ikke, at Kvinderne er bedre Mennesker end Mændene eller omvendt. Men jeg mener, at hvert Køn har sine Lys- og sine Skyggesider. Saaledes tror jeg, at Kvinderne hidtil ikke i Almindelighed har været saa lavt nede som Mændene med Hensyn til Usædelighed og Brugen af Stimuleringsmidler - Spiritus, Tobak etc. - medens de maaske nok har været lavere i Brugen af sundhedsfarlig Modepynt o. a. lign.

Og det har været mit til Kvindesagen knyttede Haab, at vi under Gennemførelsen af et mere inderligt Samliv i Hjem og Samfund gensidig skulde lære de gode Ting hos hinanden og have kritisk Sans nok til ikke at optage de daarlige - saa vi sammen kunde stige et Trin højere op paa Kulturstigen.

Skulde dette i alt for høj Grad slaa fejl, vil noget af det skønneste af mit Livshaab dermed briste.

Saa vist som Kvinderne trænger til Mændenes Hjælp for at naa frem til Aandsudvikling og Selvstændighed, saa vist trænger Mændene ogsaa til Kvindernes Støtte i sædelig og diætetisk Henseende.

Lad os ikke skuffe hverandre paa disse Omraader, men være lidt forsigtige med at akceptere hverandres „uskyldige Fornøjelser”. Ellers faar Efterslægten næppe det rette Udbytte af det samfundsfornyende Blad, som Kvindernes Frigørelse skulde og kunde tilføre Samfundslivet og Kulturen.

*) en Skik, vi oprindelig har hentet Undervisning i hos den raa og grusomme, menneskeædende Indianerstamme, Aztekerne, i Amerika -