Vor Lykke er tidt afhængig af Smaating.
Tilfredsheden og Velværet i et Hus er Resultatet af Smaating, som man bør være meget omhyggelig for og aldrig forsømme.
Af Opmærksomheden i de smaa Ting afhænger tidt hele Familiens Lykke, Forretningsmandens Held og hele Statens Vel. I Husvæsenet, lige saa vel som i Regeringen af et Land eller Bestyrelsen af en Kommune, er Forsømmelsen af tilsyneladende Bagateller tidt Aarsagen til, at det hele gaar overstyr.
„Hvem der foragter det smaa, skal forgaa ved det smaa.” siger den vise Salomo et Steds i sine Ordsprog.
Lad os da se os lidt om, hvilke smaa Ting der da findes i Husholdningen, som vi især maa hellige vor Opmærksomhed for at udbrede Velvære, Sundhed og Lykke i vor Kreds.
Der, hvor Mennesker skal leve sammen, bør Luftens Beskaffenhed være af en saadan Art, at vi, naar vi drager Aande, indsuser Livets Luft i Stedet for Giftstoffer.
Vi bør derfor sørge for, at der er ren Luft i alle Husets Rum ved at skaffe den friske Luft Adgang til dem. Man kan ganske vist vænne sig til at indaande Luft, som hidrører fra Tobaksrøg, Støv, fra lukkede Vinduer, Lugten af Fødevarer eller værre Ting, men man vil i Tidens Længde komme til at betale denne Vane med Tabet af sin Sundhed. Den, der vilde efterspore Aarsagerne til Lunge-, Hjerte- og Mavesygdomme, vil tidt finde dem i daarligt udluftede Soveværelser, i røgopfyldte Dagligstuer, i opdyngede Affaldsstoffer. Det er i og for sig en Bagatel at udlufte regelmæssig, men denne Bagatel fordrer at blive passet.
Lige saa vigtig som ren Luft er Renlighed overhovedet. Den ikke alene glæder Øjet og er den største Pynt i det tarveligste Rum, men den udøver sin Tryllekraft paa alle Husholdningens Genstande. Man siger ikke med Urette, at den første Smudsplet skader mest; den, der taaler den, han bryder sig ikke stort om det, hvis der skulde komme nogle flere. Af den Maade, hvorpaa vi støver af i vore Værelser, afhænger Møblernes Vedligeholdelse, af Rengøringen af Redskaber og Tøjet er Holdbarheden og det gode Udseende afhængig; et Gulv, som er overfladisk rengjort, gør, at vi finder hele Værelset uordentlig, og der er intet, som hurtigere ødelægger Gulvet end Støvet, som sætter sig fast paa det.
Husmoderens hele Visdom bestaar tit kun deri, at hun forebygger Ødelæggelse og Tilintetgørelse. En forsømt Rift i et dyrt Stykke Tøj gør, at det snart bliver ubrugeligt, en manglende Knap skæmmer den smukkeste og pragtfuldeste Kjole, et løst Søm har tidt ødelagt det dyreste Kunstværk. Forsømmer man at se efter Vintertøjet, kommer de smaa Møl og straffer os ved at gnave det itu.
En Laas, som ikke lukker rigtigt, eller som kan aabnes med Alverdens Nøgler, har tidt nok vist Hustyven Vejen til det første Tyveri. Den falske Sparsomhed, der venter med at lade Haandværkeren hente i rette Tid, maa betale Forsømmelsen dobbelt og tredobbelt. Og paa den anden Side er der intet, vi mere bør overveje, end det at give en Øre ud. Den, der altid tænker: aa, det er jo kun en Øre, med den kan jeg intet foretage mig - han er den største Ødeland.
Øren er Udgangspunktet for enhver Formue, thi med Taalmodighed kan man opnaa alle andre Goder, som er tilfals, og det er ikke for intet at man siger: Hundrede Øre er en Krone, mangler der en Øre, kan man komme i den største Forlegenhed. Hvilken Lykke for en Familje, som lider Nød, dersom hver Rig vilde give den - en Øre.
En engelsk Gejstlig fortæller os følgende Eksempel om Værdien af en sparet Penny.
En Kattuntrykker i Manchester gav sin Hustru paa Bryllupsdagen det Løfte, hver Dag at give hende en Tre-Pence til Øl. Han gav kun ugerne dette Løfte, thi han vilde jo helst have en ædru Hustru, uagtet han selv i Værtshusene drak mangt et Krus Øl og røg Cigarer dertil.
Begge arbejdede de flittigt, den ene brød sig ikke om, hvad den anden brugte, men Konen saa dog med Bekymring, at den største Del af Mandens Fortjeneste, efter at Fabrikken om Aftenen var lukket, blev givet ud i Værtshuset eller gik op i Røg. Kun ved fortsat Elskværdighed og mange Smaakneb formaaede hun stundom at bevæge ham til at blive hjemme om Aftenen.
Saaledes nærmede Bryllupsdagens Aarsdag sig. Manden, som var en god Søn, sagde, idet han kærligt hilste paa sin Hustru: „Hvor lykkelig vilde dog min Moder blive, om vi i Dag kunde aflægge et Besøg hos hende i hendes Landsby”. - „Men hvorfor vil du nægte dig en saadan Glæde, kære Mand?” - „Fordi jeg til Trods for min gode Fortjeneste ikke har en Penny paa Lommen!” - „Nuvel, dersom du har Lyst at besøge din Moder, saa vil jeg betale Turen”, sagde Hustruen med hjertelig Venlighed. - „Du? men hvorfra har du da Penge?” - „Jeg har jo mine Trepence om Dagen!” svarede hun spøgende. - John saa forbavset paa hende uden ret at forstaa hende. Saa lukkede hun Skabet op, hentede en tilbunden Strømpe frem og talte op for ham tre Hundrede og femogseksti
Trepence-Stykker. - „Nu kan vi godt køre ud til Moder”, sagde hun smilende. - John spurgte med sagte Stemme: „Du har altsaa ikke en eneste Gang nydt dit Øl?” - „Jeg har ikke savnet det”, svarede hun, „og nu vil vi kunne glæde os ved Turen, som vi ellers ikke havde kunnet tage!”
Henrykt omfavnede Arbejderen sin Hustru og sagde: „Jeg lover dig, at jeg vil følge dit Eksempel, jeg vil heller ikke mere have nogen Øl-Ration!”
Lykkeligere end nogen Sinde tilbragte Parret Dagen hos Moderen ude paa Landet.
Manden holdt Ord, han anbragte sine Ølpenge i Sparekassen i Stedet for i Værtshuset, og Hustruens Trepence blev Frøkornet til en Formue, som efter en Række af Aar gjorde Manden til Fabrikejer og - Borgermester i hans Fødeby.
Og hvilken velgørende Indflydelse udøver ikke et saadant Ægteskab og en saadan Huslighed paa enhver, som kommer i Berøring dermed! En Husmoder, som ikke forsømmer de smaa Ting, klogt beregner, virker ved sit Eksempel paa Børn og Tyende, styrker Manden i sine Beslutninger og Grundsætninger og er at stole paa i de mørke Dage. Eksemplet siger mere end Ord - og Respekten for de smaa Ting fremmer al Huslighed.
Efter „For Hus og Hjem”.
