Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„At De er bange derfor?” smilede Professoren, men gav ingen Forklaring over, hvorfra han var kommen til den Erkendelse.
Da de traadte ind i den store Dagligstue, sad begge Damerne ved det runde Bord, hver med sit Haandarbejde.
De havde begge to hvide, uldne Morgenkjoler paa.
Mariane havde slynget et mørkerødt Silketørklæde om Haaret, hvor det dannede en nydelig lille Morgenkappe. Ottilies korte Krøller var ubedækkede.
„Hvor hun er smuk!” mumlede Droste og saa paa Mariane.
„Henrivende!” hviskede Doktoren bifaldende; men han mente Ottilie.
Anna kom ind med Maskinen; Herrerne tog Plads ved Bordet, Professoren ved Siden af Mariane og begge de unge sammen, det saa ud, som var det en Familie, og som om Doktor Alfred Moscheles hver eneste Dag i sit Liv havde drukket Kaffe, tillavet af Frøken Ottilie von Droste.
„Onkel!” sagde Ottilie, „skal vi gaa en Tur til Urfeld. Din Doktor maa jo dog se Walchensø.”
I Alfreds Nærværelse sagde hun bestandig ligefrem „din Doktor”, men altid med et skælmsk Sideblik til ham.
„I maa fritage mig for at følge med, Børn,” bemærkede Mariane, da Professoren, der lige førte Koppen til Munden, nikkede samstemmende, „det er mig for langt”.
„Aa, Moder!”
„Du maa ikke overtale din Moder til at anstrænge sig,” sagde Droste, „jeg vil holde hende med Selskab, saa kan I to Springfyre gaa alene.”
Mariane vilde gøre Indvendinger, men et bedende Blik fra Lothar standsede hende.
„For min Skyld gerne,” sagde Ottilie, „men en Smule resikerligt er det”.
Denne Ytring satte Doktoren i den yderste Bestyrtelse.
Hvorledes? Hun var bange for ham? Hun troede maaske, at han vilde fordriste sig til at sige hende Komplimenter under Vejs. . . han gjorde altsaa Indtryk af at være et letfærdigt Menneske. Blodet bankede i hans Tindinger.
De andre maatte ikke have fundet noget mistænkeligt i Svaret, thi Mariane spurgte ganske rolig: „Hvorledes det?”
„Naa, det er da klart nok; Hr. Doktoren er ikke vant til saa lange Bjergture; dersom nu Onkel havde været med, saa havde Hr. Doktoren sikkert nok sagt: „nu kan jeg ikke mere”, naar han var træt; er han derimod alene med mig, saa overanstrænger han sig af Høflighed,” forklarede Ottilie uden at se op fra sit Hækletøj.
„Jeg er ingen Skrantning, Frøken,” svarede Doktoren.
(Fortsættes.)
