Bjørnstjerne Bjørnson om Civilisationen.
Civilisationen kan ikke, udtalte Bjørnson i Følge „Verd. Gang”, dømmes efter Rothschilders, Vanderbilters og Astorers Glans, men efter Graden af Intelligens og Velvære hos selve Folkets store Masse, Folket ude paa Ager og Eng, Folket nede i Gruberne og Folket i Fabriker og Butiker. Fremskridt i Civilisationen maa maales efter den Maalestok, hvorefter stadig større og større Dele af Befolkningen naar den Lykke og Velvære, som sætter dem i Stand til at leve et anstændigt, arbejdsomt, men dog i en vis Forstand komfortabelt Liv, saaledes, at de ikke stadig mere og mere nedværdiges til at blive blot og bart Arbejdsmaskiner. Jeg er nu en Gang skabt saaledes, at jeg maa føle med de undertrykte. Den store Mængde, som arbejder og slider, er den, hvis Lod frem for alt ligger mig paa Hjerte. De fattige og ringe, alle disse underkuede, som ikke kan rejse sig til Modstand og værge egen Ret, dem elsker jeg; og jeg mener, at det Land er det fremmeligste, det største og mest civiliserede, som tæller Millioner beskedne, men tilfredse Hjem; det Land er derimod ikke det lykkeligste, i hvilket nogle faa Hundrede Paladsers Glans og Pragt blænder paa en Baggrund af Millioner Hytters mørke Elende.
