Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Den intetsigende Betydning, der laa i hendes forrige Ytring, gjorde ham meget flov og tillige forbitret. Ottilie holdt ham altsaa ikke for farlig, men for svagelig. Hans skarpe Tone bevirkede, at Ottilie løftede det lille Hoved og saa forundret paa ham. Hun mærkede, at hun havde krænket ham, og det gjorde hende ondt.
„Naar I vil gaa, saa er det vel bedst, at jeg i en Fart besørger mine husmoderlige Pligter, for at jeg siden kan holde Dem med Selskab, Lothar,” sagde Fru Mariane, tog Nøglekurven og rejste sig. „Du gør vist ogsaa bedst i at klæde Dig paa straks, Ottilie.”
„Om lidt, lille Moder, se, jeg mangler kun et Par Masker, saa er Pengepungen til Onkel færdig.”
„Ej, ej, lad os en Gang se - hvor Du er opmærksom - Du hækler virkelig en Pung til mig Hvad siger De til saadan en Elskværdighed?”
Moscheles tog Pungen og betragtede den med et beundrende Blik, som havde den været et af Verdens syv Underværker.
„Jeg vil ogsaa gerne lave en til Dem,” sagde Ottilie godmodig; „hvad er Deres Yndlingsfarve?”
„Blaat!” busede det ud af ham; forskrækket lagde han Haanden paa Munden. Professoren undertrykte et Smil og hjalp ham ud af Forlegenheden ved at sige:
„Vil De gøre mig den Tjeneste at søge oppe i min Haandkuffert efter den Bog, jeg har pakket ind til min Svigerinde?”
Moscheles forstod Meningen: Professoren vilde tale alene med Ottilie; da han gik ud, gjorde han sig de heftigste Bebrejdelser for sin Taktløshed, han skulde have gaaet af sig selv. Ottilie ansaa ham vist allerede for et uopdragent Menneske.
Neppe var Doktoren ude af Døren, før Lothar og Ottilie paa en Gang stod op og ilede hen til hinanden.
„Hvorfor telegraferede Du?”
„Aa, Onkel, ”hvad er der i Vejen med Moder?”
„Tal Du først, mit Barn. Din Moder viste sig bevæget, sørgmodig; hvad var der sket?” Det muntre Lune veg nu Pladsen for en bekymret Alvor.
„Da jeg kom hjem, var Moder bleg og stille som sædvanlig, men følte sig dog lykkelig over min Nærværelse. Jeg bemærkede imidlertid, at hun, saa snart hun var alene, hengav sig til en lidenskabelig Sorg. Aa, Onkel, tidligere tænkte jeg aldrig saa meget derover. Jeg var et Barn, men nu - siden denne Baron Aksel Lindstrøm har talt til mig...”
„Har han været her? Hvorledes gik det til? Hvad sagde han til dig?” udbrød Droste og greb heftig Ottilies Haand.
Ottilie fortalte Ord til andet, alt hvad der havde tildraget sig, siden hendes første Møde med Baronen paa Banegaarden i Tutzig.
(Fortsættes.)
