Fra vor Brevkasse.
Kære Fru Meyer.
Tak for Deres forstaaende Opfattelse af vi Gaardmandsdøtres Stilling. Det gælder for Gaardmandsdatteren som for andre Mennesker i vor Tid om at faa sine Evner udviklede. Det er ogsaa netop paa Grund af, at dette bliver forsømt, at de fleste Gaardmandsdøtre bliver nogle viljesvage, umyndige Stakler som gifte Kvinder, der betragter deres Mand som deres Herre eller i bedste Tilfælde som deres Fader eller Formynder. Som voksen Pige faar Gaardmandsdatteren som Regel ikke en Gang som Sønnen en Lommeskilling at raade over. Hun har jo ikke noget at bruge Penge til, siger Faderen, da han sørger for Føde og Klæder til hende.
Naar hun gifter sig, faar hun ikke en Gang det Par tusind Kroner, hun som Regel faar i Arv, at se, maaské med Undtagelse af det Øjeblik, da Faderen tæller dem af og giver dem til hendes fremtidige Formynder, hendes Mand, og det falder des værre kun faa Gaardmandsdøtre ind, at dette kan eller bør være anderledes. Er hendes Ægtefælle en skikkelig Mand, som saa nogenlunde træder i Faderens Sted, føler hun sig meget lykkelig ved i al Underdanighed kun at leve ham til Behag, og som en lydig Datter føler hun aldrig Trang til at handle paa egen Haand; nej, det kommer kun an paa, hvad „vor Faer”, som hun næsten altid benævner sin Mand, synes om dette eller hint, og hvad han vil give Lov til; han er den eneraadende, hans Afgørelse skal gælde, selv om Ting, hun forstaar bedre end han. Vil man tale til en saadan Kone om hendes Umyndighedstilstand, om hendes Menneskeret til at leve som Mandens Ligestillede, er det næsten en Umulighed at raabe hende op; hun kan ikke begribe, hvad hun skal med personlig Frihed og Selvstændighed, Lars eller Jeppe er saa god ved hende, saa hun ikke forlanger det bedre, og hvad Loven angaar, da har et saadant lykkeligt Ægtepar som hun og hendes Mand jo ikke Brug for den, vil hun svare. Kvindesagen er ikke noget, som i mindste Maade vedkommer hende.
Er det derimod en gerrig eller paaholdende Mand, en saadan uselvstændig Gaardmandsdatter falder i Hænderne paa, ja saa vil hun, naar han da ikke ligefrem er brutal, ogsaa finde sig helt vel i Forholdet, og da hun som Regel ikke er saa udviklet, at hun har nogen Forstand paa Indtægt og Udgift af deres Bedrift, benytter en meget paaholdende Mand sig gerne heraf, og han vil have meget nemt ved at faa hende til at tro, at hans ellers utaalelige Gnieri er den højeste Nødvendighed, for at de „ikke skal komme til at rende fra det hele”. Men naar saa den yderste Nødvendighed at skaffe lidt til Veje, saa Familien kan gaa nogenlunde standsmæssigt klædt, er til Stede, ja saa maa hun se at kapre lidt fra „vor Faer” uden hans Vidende. Hun ræsonnerer som saa: det bliver jo dog i Grunden kun anvendt til hans egen Familie, for at hun kan være den bekendt, og naar han ikke véd af det, har han heller ikke ondt deraf, og saa undgaar hun at forstyrre Husfreden, og det, synes hun, er det vigtigste, især for Børnenes Skyld. Hun tænker ikke paa, hvor skadelig netop for Børnenes Vedkommende den Trafik er; hun finder alt i sin gode Orden; hun kan beklage, at hendes Mand er vel paaholdende, men, siger hun, det er jo da ogsaa ham, som skal sørge for Udkommet, og en maa jo dog absolut være den raadende, og det forstaar Manden sig dog alligevel bedst paa. Det falder aldrig en saadan Kone ind, at hun skulde have mindste Ret til at være medraadende over den fælles Kasse.
Det hænder ikke sjeldent. naar jeg har prøvet at tale med unge, forlovede Piger om at faa oprettet Ægtepagt med deres tilkommende Mand, at jeg faar det Svar, at det vilde da være at begynde Samlivet med Mistillid til Manden, og dette med Særeje vilde blive for koldt et Forhold mellem Ægtefæller, som holder af hinanden. Naar jeg saa siger: det behøves jo heller ikke, I kan jo godt have fælles Kasse, naar blot Du sikrer dig Ret til som din Mands Jævnlige at være medraadende over den fælles Kasse, saa Du ikke behøver at bede eller tigge din Mand først, naar Du skal bruge en Skilling, saaledes som to Søskende i en Forretning; det forstyrrer dog ikke deres gode Forhold, men det vilde absolut den modsatte Ordning gøre. Ja, det er noget andet, bliver der saa gerne svaret. De er jo lige gode om at tilvejebringe Indtægten, men det er jo dog Manden, der nærmest maa forsørge Familien, og derfor tilkommer det ogsaa ham at raade, og den Anskuelse vil hun meget samvittighedsfuldt holde fast paa af den Grund, at hun føler, hun ikke har lært at sørge for sig selv.
Ja, kære Frue, nu har jeg givet mit Bidrag til Belysning af vore landlige Forhold med Hensyn til Kvindesagen. De indrømmer, at jeg har Ret.
Fyn, i Oktober 1893.
