Til Læserne.

I Dag for et Aar siden udgik det første Nummer af "Hvad vi vil" med følgende Sætning paa første Side: Nu lysner det i Norden, nu dages det ogsaa for os Kvinder!

Det var Nordisk Kvindesagsmøde, der havde givet os en saadan Løftelse i en lys Stund, at vi kunde tro, at Friheden snart var nær for os Kvinder. Som Kikkerten drager det fjærne Landskab til sig, saa Vandreren tror, at det er ganske nær, saaledes virker Hjærtets Glæde til at udvide Synet, saa vi synes langt nærmere Maalet.

Et Aar er gaaet, Kvindesagen har ingen glimrende Sejre at omtale, ingen store Resultater at fremlægge. Kun faa af vore betydelige Mænd herhjemme har talt vor Sag, ingen større Tidsskrifter eller Blade har for Alvor og med Ihærdighed taget vor Sag under Drøftelse. Kun et eneste Fremskridt tør vi i Sandhed glæde os ved, og det er: at der arbejdes med glødende Iver iblandt Kvinderne selv i det skjulte.

Nede i Befolkningen rører der sig en levende Strøm, en indbyrdes Agitation saa dyb og alvorlig, at den bærer Sejren i sig, naar Tiden kommer.

Men "Aandens Vaaben er endnu ikke slebne skarpe ved Brug", det er kendeligt i vort offenlige Liv, thi forholdsvis kun faa Kvinder kan og vil tale deres egen Sag ved større Møder og offenlige Forsamlinger.

Men I Kvinder, der har Tro paa Sandhedens Sejr i vor Sag, kan I endnu ikke tale, saa skriv! Lad os aabne en levende Diskussion om alt, hvad der maa gøres for vor Sag, - Menneskerettighedens Sag, - at den maa vinde frem.

Husk, "Hvad vi vil" er Eders Organ, Mund og Mæle maa enhver Sag have, om den skal lykkes.

Og saa hjærtelig Tak til alle vore trofaste og omhyggelige Læsere, og Tak for de mange opmuntrende Udtalelser, Redaktionen har faaet.

Vi haabe fremdeles at kunne byde vore Læsere ikke alene, Stof der interesserer, men ogsaa Læsning, der vil fremme vor Udvikling.

Derfor arbejd for at føre Bladet ind i hvert eneste Hus, hos Venner for at styrke disse, hos Fjender for at vinde dem som Venner.

Vis, at det er Sandhed, at Kvinderne har Indflydelse!