Et Besøg i Børnehjemmet paa Vodrofvej.
Vil Læseren følge med ud til denne store, venlige Bolig for henved Hundrede fattige Børn, der uden den var enten hjemløse eller paavirkede af daarlige Hjems Indflydelse, en Paavirkning, som vi desværre oftest ser Frugten af i vore overbefolkede Fængsler.
Det er nok Umagen værd at gaa hen og glæde sig over, at her i det mindste er Ly og Kærlighed, Varme og Solskin for mange, mange af disse Smaa, og at se, hvor de nyder det, og hvor de giver igen med Barnets Tillidsfuldhed al den Kærlighed, Barnehjertet ejer. At se alle disse runde, smilende Ansigter med lysende Øjne og røde Kinder, det fylder ens Hjerte med Taknemlighed mod dem, der er saa gode mod disse Smaa.
Vi kommer en Lørdag Formiddag - en af Vinterens sjældne Solskinsdage er det tilfældigvis - vi gaar over Legepladsen foran Bygningen og op ad den høje Stentrappe.
Et Barn, der just kommer løbende gennem Vestibulen, viser os Vejen til Forstanderindens Værelse. Vi banker paa og træder ind.
Fra Hjørnebordet i den hyggelige Dagligstue, møbleret som i Frøken Schneiders Tid, rejser sig, venligt hilsende, en høj, mørk Dame, Frøken Inger Pontoppidan. Vi forestiller os og kommer frem med vort Ærinde, at vi gerne vilde have Lov at se Børnehjemmet.
Hun sidder midt i mange Regnskaber og beder os derfor følge med en anden Dame, der vil vise os om. Om et lille Kvarter vil hun selv være til Tjeneste, og det vil da glæde hende at faa en Samtale med os, tilføjer hun venligt.
Og saa følger vi med den Dame, Forstanderinden har henvist os til. Hun har været der fra Frøken Schneiders Tid, og vi taler om denne, om hendes rige, store Gerning og om den pludselige Sygdom, der rev hende bort fra denne Gerning.
Imidlertid gaar vi fra Lokale til Lokale besøger Systuen - hvor altid tre af de større Børn er beskæftigede, da alt det Tøj, der bruges, bliver syet i Hjemmet - dernæst alle de store Soverum, som hver rummer ca. 12 Senge, der med Mellemrum har deres Plads, Side om Side, ud fra Væggene. Til hver to Soverum hører et Vaskerum. Vi passerer det store Køkken med de uhyre Kogekedler; ved Opvaskningen er tre eller fire af Hjemmets ældste Pigebørn beskæftigede, ligeledes i Vaskekælderen. Saa er der Forraadskamret, Rulle- og Strygekælder, og endelig kommer vi op til Sygestuen, hvor der ikke findes en eneste hjertesyg Patient, kun en halv Snes Børn med daarlige Øjne. Deraf er vel Halvdelen samlet om et lille Bord og beskæftiget med at trævle Uld, en yndet Tidsfordriv blandt de Smaa. De daarligste af dem er, paa Grund af Sygdommens smitsomme Karakter, isoleret i et andet, lille Værelse, under Opsigt af en større Pige, der ogsaa er angreben af Sygdommen.
Ellers er alt Sundhed og Glæde mellem Børnene. Det er Lørdag, og de kommer derfor i smaa Flokke fra deres ugenlige Bad, med Haaret fugtigt og Huden skinnende af Friskhed, og i en større Legestue samles de Mindste om os - en Snes smaa, søde Piger med lutter fine, kongelige Navne som Dagmar, Olga, Ingeborg, Tyra o. s. v. - ikke et eneste af de kendte Navne, der ender paa „ine”, faar vi at høre, selv om vi spørger hele Rækken rundt.
Den Mindste af dem alle, en lille tre Aars Stump, er hvid og skær som en lille Prinsesse, det blødeste Guldhaar indrammer et fint, spædt Ansigt med store, forbavsede, lyseblaa Øjne. Hun ser sart og skrøbelig ud, men er det ikke nu, forklarer Frøkenen; men da hun kom for et Aars Tid sden, var hun elendig. Det lange, herlige Sommerophold paa Gilbjerggaard ved Gilleleje har haft sin gode Virkning paa hende som paa de andre. Der tumler de sig henved et Par Maaneder i frisk Strandluft og lader Kattegattets salte Bølger skylle al Usundhed og Skrøbelighed bort. De svageste Børn bliver der hele Sommeren, medens de andre, delte i to Hold, afløser hverandre, da Pladsen ikke er stor nok til mer end et halvt Hundrede.
En Filial af Børnehjemmet findes paa Smidstrup ved Vedbæk, en Gaard, Frøken Schneider ejede. Men der er kun Drenge, og kun de Drenge, som hun havde antaget, thi Hjemmet har nu indskrænket sig til Piger alene, da dets økonomiske Status ikke tillader at overstige det nuværende Antal.
Men tilbage til Legestuen for at se de Smaa tage hinanden i Hænderne og gaa syngende rundt i Kreds, legende de fornøjelige Børnehavelege, som de har lært. Thi i Hjemmet er der Børnehaveundervisning for de Smaa, og for de Store har man, saa vidt jeg husker, to lønnede Lærerinder, hvoraf den ene har Bolig paa Stedet, og desuden en Del frivillig Undervisningsassistance af Herrer og Damer.
Mens Børnene synger og leger, lidt distraheret af Interessen ved de Fremmedes Besøg, kommer Forstanderinden ind.
Nu har hun endt sine Regnskaber, og efter at have taget lidt Del i Børnenes Leg og talt lidt med dem, der kærligt flokkes om hende, byder hun os ind i sin Dagligstue, der er hyggelig og venlig som hun selv.
Vi taler atter her om Frøken Schneider, hvis Billede hænger i en af Salene, og i en mindre Gengivelse staar her i Stuen; det minder os med dets kraftigt markerede Ansigtstræk og energiske Udtryk om den viljestærke, myndige og dog saa kærlige Kvinde, der har grundlagt hele denne store Velgørenhedssag, og hvis Aand præger alt i hendes Børnehjem den Dag i Dag, værnet med ærefrygtfuld Omhu. I et Digt ved hendes Død staar kort og sandt hendes Billed frem for os i disse Linjer:
„Store, klare Drag af en daadfuld Dag
Stiger frem fra hendes Minde;
Myndig, klog og stærk, født til Viljens Værk,
Blev hun dog en ydmyg Tjenerinde.
Smal var hendes Vej, thi hun sagde Nej
Til de mangehaande Livets Goder!
Ofrets trange Sti gik hun frank og fri
Som de Hundreder Forladtes Moder-------!”
Og nu sidder vi her i hendes Dagligstue og taler om hende, om hvad hun havde udtalt, da vi en Gang besøgte hende, at hun næsten ikke kunde forestille sig, hvorledes et Menneske skulde kunne tage denne Gerning op, saa stor, som den nu var; selv var hun jo begyndt i det smaa.
Frøken Pontoppidan har aldrig kendt Frøken Schneider personlig, aldrig set hende, men hun siger, at hun synes at kende hende saa godt gennem hver Orden her i Hjemmet, gennem hele Gerningens Aand. Beskedent taler hun om sin egen, velsignede Gerning her, ønsker, hun maa kunne fylde den, synes - som ogsaa Frøken Schneider - at den giver ingen Tid udadtil, ingen Tid til at følge med i, hvad der rører sig uden om hendes egen lille Verden, og hun frygter at blive ensidig derved.
„Jeg tænker undertiden paa”, siger hun, „hvor dejligt det kunde være, som gammel at hvile ud en Stund og faa Lov at se tilbage over Gerningen; man gaar for meget op i det nuværende Arbejde og faar ikke Tid at overskue Helheden.”
Og mens vi sidder overfor Børnehjemmets Forstanderinde og hører hende tale om sit Arbejde beskedent, og dog tillidsfuldt, som noget, der er vor Herres, ikke hendes Ære, da lyser hendes smukke, kærlige Øjne lige ind i vort Hjerte, og over hendes Person er der den rolige Mildhed og Højhed, som det, at leve et Liv for en stor Sag, maa give.
Fængslende og indtagende, som hun er, falder det os vanskeligt at bryde op, men vi bør ikke røve mere af hendes kostbare Tid.
Mens hun følger os til Dørs, fortæller hun om sin sidste, endnu kun en Dag gamle Bekymring, der er nær beslægtet med Næringssorg. Jægerspris har hidtil disponeret over 9 Fripladser i Børnehjemmet og betalt flere Tusinde Kroner for dem, og nu - har de selv Plads til at huse dem, altsaa falder denne Indtægt bort. „Naar De tænker Dem, at vi har faaet mere for disse ni Børn, end for alle de andre tilsammen,” forklarer hun, „saa kan De forstaa, hvad det betyder at miste dem. Jeg kan for Øjeblikket slet ikke tænke mig, hvad vi skal gøre.” „Naa,” tilføjer hun, „min Bekymring er jo kun fra i Forgaars, og Vorherre vil vel nok paa en eller anden Maade vise os en Udvej.”
- Ja, han svigter ikke, og gode Mennesker er der vel ogsaa, der, naar de hører om denne Forlegenhed, vil træde hjælpende til og støtte en Sag, hvis Resultater er og har været til Velsignelse for saa mange af Samfundets ulykkelige Smaa.
