Hvad er Kvindesagen?
Kvindesagen er en Bestræbelse for at skaffe Kvinden den Ret, der tilkommer hende som Menneske.
Den er en Bestræbelse for at aabne alle Erhvervsgrene for hende, for saa Vidt hendes fysiske Kræfter kunne række; thi i den Henseende har Naturen jo selv gjort Forskel paa Kønnene; hvorimod hun, hvad de aandelige Kræfter og Evner angaar, godt kan stilles Manden jævnbyrdig, om disse end ere af forskellig Natur. Hun maa med et Ord blive stillet økonomisk uafhængig.
Den er en Bestræbelse for, at hver enkelt Personlighed kan komme til frit at udvikle de Evner, hun fik, uden Hindring fra nogen Side, hvad enten denne Hindring hedder Stat, Kommune, Kirke, Skole, Arbejdsgiver eller Mand eller Kvinde; thi i den Højestes som i den Lavestes Samfundsbevidsthed lyder det inderst inde: "kun en Kvinde", og man er altid rede til at skyde hende til Side som et Væsen af en lavere Art. Denne Ringeagt for Kvinden og for hvad hun magter er en Hindring saa stor, at Kvinderne maa anspænde alle deres Kræfter for gennem deres Arbejde i deres Liv at vise, at den er uretfærdig. Mangen enlig stillet Kvinde kan fortælle om Oplevelser i denne Retning, hvorledes hun aandelig talt blev sparket til, blev haanet, fordi hun "kun var en Kvinde" og vi kunne fortælle mange Exempler paa denne Seen ned paa Kvindekønnet fra det daglige Liv.
Den er en Bestræbelse for at skaffe hende Borgerrettigheder paa alle Punkter. Kan man dog ikke se, at det er nedværdigende for Kvinden at gaa retsløs, ansvarsløs omkring i Verden? Tror man da ikke, at hendes Hjerte banker højt for Frihed, for Folk og for Fædreland? At ikke ogsaa hun har Trang til at yde sit Bidrag til lykkelige Samfundstilstande i vort Folk? Jo sikkert! Men hidtil staar hun kun som Tilskueren ved Skuespillet, nydende men ikke ydende, uden den herlige Ansvarsfølelse, som er en mægtig Spore til Daad. Og er det dog ikke saare rimeligt, at vi ville have et Ord med at sige om de Loves Affattelse, hvorunder vi leve, og som vi skulle lyde, have en Finger med i Spillet ved Bestyrelsen af de kommunale Anliggender baade i By og Land, Anliggender, som ligge os nær, saasom Skole og Fattigvæsen o. s. v.? Ja, det ligger os nær alt sammen, thi vi ere Mennesker; og vi holde ogsaa af rene Gader, smukke Anlæg, Overholdelse af Renlighed og meget mere kommunalt. Kvinden sidder som Fuglen i Bur; hun kvidrer, men hun vilde saa gærne flygte fra Buret og synge med i det store Fuglekor under Guds frie Himmel. Kvinden sidder inde med Kræfter, som Samfundet hidtil har forsmaaet, med Ømhed og Længsler efter at faa dem anvendte, ja med Længsler saa stærke, at de sukke efter Befrielse og stundom true med at sprænge Buret.
Vi mene, at som Kvindesagen staar og banker paa Hvermands Dør, saa indeslutter den ogsaa i sig de to Opgaver, for hvilke vort Blad skal være Organ, nemlig Arbejderspørgsmaalet og Fredssagen, og navnlig det første banker stærkt og vedholdende paa Døren, og dermed vil det vedblive, indtil Døren bliver lukket op paa vid Gab, saa Arbejdernes Levekaar blive meget bedre og lykkeligere, end det nu er Tilfældet.
I Erkendelsen af, at der allerede er gjort noget for Kvinden fra Statens og fra forskellige Institutioners Side, og i Erkendelsen af, at mange Mænd har ydet Kvindesagen god og kærlig Hjælp, ville vi bede disse i Fremtiden at bære vor Sag, "Raabet om Kvinderet fra Kvinder", frem i Forening med os, idet vi ville være taknemmelige for ethvert Arbejde, enhver Støtte for vor Sag, af hvilken Natur de end maatte være.
Hvad vi Fredsvenner vil.
I et Opraab, som for nogle Aar siden udsendtes af Kvinder fra »Kvindelig Fremskridtsforening«, staar: »Krigen hæmmer al Udvikling og skader Fremskridt, Oplysning og Handel, mens den avler Raahed og Usædelighed«. Er dette Tilfældet, og endnu har ingen modsagt det, saa ligger deri en stor Opfordring til alle Mennesker, om at arbejde imod sligt Uvæsen, imod den Militarismens Aand, som siger, at Krigen er retfærdig, uundværlig og naturlig. - Loven siger: »Du skal ikke ihjelslaa!« Morderen straffes med selv at miste Livet; men i Krig hædres den, der dræber de fleste. - At snigmyrde, det, som vore Forfædre i den mest barbariske Tidsalder ansaa for en Vanære, det hører med til de Kundskaber, der indpræntes vore Sønner som Soldater i det nittende Aarhundrede; det er en Skændsel for hele den civiliserede Verden. Dette indses ogsaa af flere og flere ædelt tænkende Mennesker. Derfor ser man mange af disse ofre al deres Tid, deres Formue og deres Evner for at oplyse deres Medmennesker om, at Krig ikke kan stemme overens med Retfærdighedens Krav. Og da gaar det med denne Sag, Fredssagen, som den kaldes, som med alt, hvad der er stort og godt; har man først faaet Øjet op for dens store Betydning, saa forstaar man ikke, at ikke alle kan se, at deri gemmes Spiren til alle Folkeslags Lykke, naar de ved fredelig Samvirksomhed kan arbejde for, hvad der tjener til hele Menneskehedens Vel. - Vi har jo i de sidste halvhundrede Aar set mange store Tvistigheder blive bilagte ved Voldgift, Tvistigheder, som ellers i Regelen havde ført til blodige Krige. Og at dette mere og mere maa blive Regel og ikke Undtagelse, det er det, vi Fredsvenner arbejde hen til.
Skal Arbejderbevægelsen kun være en Klassebevægelse?
Er det saa, at al Lykke her paa Jorden beror paa, i hvad Forhold vi staa til Sandheden, saa gælder det ogsaa om for det enkelte Menneske at stille sig i det rette Forhold til de store Sandheder, som er oppe i Tiden.
En saadan Sandhed er Arbejderbevægelsen, denne store Kærlighedstanke, der vil Ret for alle, Uret for ingen, der blot ønsker Plads og Rum for de Evner og Kræfter, der er givet Mennesket, og Betingelser til at leve et menneskeværdigt Liv. Føle vi os som Parthavere i denne Tanke og ønske at være blandt dem, der vil føre Menneskeslægten fremad, da maa vi gøre os al Umage for at gøre dens nærmere Bekendtskab, søge at faa den belyst fra alle Sider og samle os med dem, der virke i Kraft af denne Tanke.
Arbejderne sige ikke: Vi ved nu, hvorledes vi skal løse alle vore sociale Opgaver, - men de sige: lad os, der lide dybt af den økonomiske Ulykke og tydeligst høre Nødraabet i Samfundet, lad os samles, arbejde for og tale med hinanden om, hvad der bør gøres for at hjælpe os selv til at leve et lykkeligere Menneskeliv.
Arbejderbevægelsen vil altsaa en anden Ordning af det Bestaaende, hvor Livets Goder blive tilgængelige for alle.
Det første, Blikket fæstes paa for at naa hertil, er den økonomiske Side; den er som Laasen, uden hvilken der ikke kan lukkes op til dette fuldere og rigere Liv, hvor enhver kan følge sit Kald, sin Bestemmelse,, sine Evners retmæssige Krav. I dette Liv i Frihed og Rummelighed, hvor enhver har Lov til at udfolde sig ifølge sine naturlige Evner, i en saadan Frihed fødes Lighedsprincipet, og alle Kløfter mellem Klasserne forsvinde. Hvorimod, naar et Samfund er saaledes ordnet, at kun enkelte Klasser sidde inde med Magten, Intelligensen og Pengene, da trives i et saadant Samfund let Mistænksomheden, og naar dertil kommer, at der for at leve maa udfoldes den vildeste
Konkurrence, saa vil vi let forstaa, at det ikke er de ædleste Kræfter, der sejre.
Men kan der siges, at Arbejderne er forurettede og høre til de besiddelsesløse i Folket, saa er der dog en Del af Folket der er endnu fattigere, og det er Kvinderne.
Økonomisk set har Kvinderne intet at raade over. Alle Statens Anliggender, Kommunen som omfatter Fattigvæsenet, Skolerne, er de udelukkede fra, ikke at tale om den lovgivende Forsamling - alt sligt ordnes af Mænd, Kvinden har ingen Stemme, ingen Ret, intet Ansvar. Hvorfor? Hun erhverver ikke, siges der, det er Manden, der arbejder, det er Manden, der skaffer alt, derfor maa han ogsaa raade for Ordningen heraf. Men frembringer Kvinden da ingen Værdier? Hvem danner og hygger om Hjemmene, hvem sørger for Familiens Forplejning, og hvem frembringer Slægtens højeste Værdier, føder og opfostrer Børnene? Men Kulturlivet stiger og dermed Kvindens Retsbevidsthed, saa hun nu ogsaa fordrer Deltagelse i Ordningen af de offentlige Anliggender som Borger i Staten.
Ved et overfladisk Blik vil det synes at være en Hindring, at disse to Spørgsmaal, baade Arbejder- og Kvindesag, fremkomme, samtidig og ligesom splitte Folkets Kræfter, men ved nærmere Syn herpaa vil det netop vise sig, at dette er den sikreste Betingelse for en lykkelig Løsning af den hele sociale Ordning.
Da Arbejderne som det nedre Lag i Samfundet i Aarhundreder har været udelukkede fra Ligeberettigelse i Opdragelse og Deltagelse i mange menneskelige Goder, medens de samtidig har været de uundværligste Støtter ved deres Tilskud af Arbejdskraft, saa er det naturligt, at de nu, da de er blevne levende, rejse sig med en Magt, i samme Forhold, som de har været undertrykte. Men som med enhver Bevægelse, der omfatter en Klasse, følger ogsaa den Fare, at den vil holde alle Kræfter ude og kun arbejde med dem, der høre til den samme Stand, der har med det legemlige Arbejde at gøre - sker dette, bliver Arbejderbevægelsen kun en Klassebevægelse, og vi naa i dybeste Forstand ingen Fremskridt.
Derimod maa det være klart, at skal en ny og heldigere Ordning af Samfundet lykkes os, - en Ordning, hvori enhver faar Plads til at leve et sundt og lykkeligt Liv uden det fortærende økonomiske Tryk, da maa Troen, at dette er en Mulighed, trænge ind i hver eneste Kreds i Samfundet, baade blandt høje og lave.
Vel skal Arbejderne, som har »Kongstanken«, gaa i Spidsen som Førere for den ny Tid, men maa dog overalt, hvor de drage frem, tage alle de ædle og gode Kræfter op, som vil slaa Følge og slutte sig til Toget.
Her maa Kvinderne træde til fra alle Samfundslag, thi de forstaa Sukket, som gaar igennem den hele undertrykte Arbejderbefolkning, fordi de selv har været underkuede, om end paa en anden Maade. I et har de delt Kaar med de fattigste Arbejdere, at de ingen Stemme har haft som Borgere i Samfundet. Kvinderne vil blive varme Talsmænd for Arbejdersagen, de vil befri den for at være kun en Klassebevægelse, saa vist som det vil blive begge Parter klart, at den ene Sag løses kun i Kraft af den anden.
Her se vi den røde Traad i Historien - det, som mange kalde Tilfældigheder, men som vi vil kalde Kærlighedens Magt, der selv af den værste Forhindring kan danne den mest velsignelsesrige Betingelse.
