Moderne Kammeratskab.

Axel Vinge og Elise B havde levet et fortroligt kammeratlig Liv i deres Opvæxt. Deres Forældre paa begge Sider vare frisindede overfor Børnene, og især var det Elises Moder en Fornøjelse at fremhæve det gavnlige i for de unge at leve et ubundet Kammeratliv.

Det var derfor en Selvfølge, at Elise, som havde fuld Frihed til at tumle sig med Drengene i Sport og Leg, ogsaa lærte af dem i andre Retninger. Da hun blev større, ønskede hun ligesom Drengene at gøre et fornuftigt Arbejde, vælge sig en Gerning, hvorved hun i Fremtiden fik en selvstændig Virksomhed.

Hendes rige aandelige Evner i Forening med hendes sunde, kraftige Natur gjorde hende det muligt at vælge hvilken Stilling, hun vilde.

Da hun derfor fik et fordelagtigt Tilbud om Uddannelse paa et af de største Handelshuse, og da hun

ikke følte Kald i anden Retning, tog hun imod Tilbudet.

Axel Vinge, som var nogle faa Aar ældre, havde ogsaa valgt Forretningslivet, men han tog som ung Mand til Udlandet, hvor han forblev en Del Aar.

Da han atter kom tilbage til Hjemmet for at etablere en Forretning, mødte han paa ny sin gamle Skole- og Legekammerat, og der opstod snart et fortroligt Venskab mellem dem.

Det overraskede dem begge at finde hinanden saa udviklede, saa rige paa Erfaring, som Elise udtrykte sig. De fælles Interesser i Handelsverdenen, samme Opfattelse af sociale Forhold, Personer og Kunst, i alt var de enige, ja indtil smaa Enkeltheder i det daglige Liv.

Denne Samstemning førte snart med sig, at de ikke kunde undvære hinanden. Det gamle kammeratlige "du" beholdtes, og det var ganske naturligt, at da Axel etablerede sin ny Forretning, antog han Elise til første Fuldmægtig.

Hendes Dygtighed og Paalidelighed gjorde hende velskikket til at udfylde denne Plads, og Forretningen gik hurtig fremad.

Et Par Aar gik hen i stor Travlhed for dem begge. Det personlige Venskab imellem dem og Agtelsen for hinandens Menneskeværd var voxet i den Tid, og de kunde tale sammen om alle Ting. Naar Forretningen var lukket, var det ikke saa sjældent, at de foretog smaa Udflugter sammen i den fri Natur.

Deres nærmeste Slægtninge nærede ingen Betænkeligheder overfor denne Frihed, og selv følte de unge sig myndige, derfor færdedes de fuldkommen uhindret.

Saa var det en Søndag, en af de milde Foraarsdage, der kan fremkalde disse ubestemmelige Længsler. Der føles Trang til at komme bort fra Byen, ud i den fri Natur, og kommer man saa ud, saa stiger blot Uroen i Sindet. Man kaster sig i Græsset, stirrer op i Trætoppen og trylles af den forunderlige Fuglekvidder.

Hjærtet udvider sig, det er, som det ikke kunde faa Plads, man synes at kunne omfavne hele Verden.

Saaledes følte i al Fald Elise sig tilmode, her, hvor hun sad under de lyse Bøge i Dyrehaven, ved Siden af Axel.

Samtalen var gaaet istaa, ingen af dem kunde nyde noget af de Forfriskninger, de havde medtaget.

Axel begyndte med at tale om, hvor kedeligt det var at være alene, og at man helst maatte være flere paa saadanne Fodture o. s. v.

"Du plejer jo altid at forlange, at vi helst skal gaa alene, for at kunne tale fortroligt," svarede Elise.

"Ja, ellers, men mærker du ikke selv, kære Elise, at Indholdet slipper op for os, Livet kræver Afvexling, og dets Rigdom ligger i Mangfoldigheden."

De sad tavse en Stund og saa paa Dyrene, der legede inde mellem Stammerne eller gjorde lang Hals for at naa en bladrig Kvist.

"Ja noget skal vi da tale om," sagde Axel, og han begyndte at fortælle om sine Oplevelser i Udlandet, om Livet i Paris og andre Steder, hvor han havde været, men Elise sad adspredt og pillede Bladene af en Bøgegren, hans Ytring før om Afvexling havde forstemt hende.

De gik tidligere hjem end ellers, og de skiltes temmelig kølig.

Forretningslivet krævede nu al deres Energi, det var deres travleste Tid. Der maatte arbejdes til langt ud paa Aftenen, og Middagstiden blev forkortet.

Ingen Tid til Passiar eller fortrolig Samtale. Elise havde Feber, Foraarsforkølelse, foregav hun for det øvrige Kontorpersonale. Men Heden og Kulden stod underlig i Forbindelse med det indre Kontor, hvor Chefen havde sit Skrivebord.

Kom han pludselig ud af sin Stue for at give hende en Ordre, kunde hun næppe skjule sin Bevægelse og gav ofte usammenhængende Svar.

Den sunde, kraftige Pige var som forvandlet, var aandsfraværende og saa bleg og anstrængt ud. Axel mærkede kun en Ting, og det var, at Elise ikke mere var saa paalidelig som tidligere, og da der nu en Dag indløb en ubehagelig Skrivelse fra en af hans bedste Kunder med temmelig graverende Beskyldninger mod hans Kontorpersonale for Upaalidelighed, var Bægeret fuldt.

Han kaldte Førstefuldmægtigen for sig for at give hende en alvorlig Irettesættelse.

Han var oprørt. "Sæt dig," sagde han. Hun satte sig, han ligeledes. Hendes Ansigt vendte mod Lyset, som nu faldt tydelig over de fine, aandfulde Træk.

Det faldt ham pludselig ind, at det var første Gang, han skulde skænde paa Elise, allerførste Gang han havde Grund til Klage. Nu gik det op for ham, hvor forandret hun var, hvad var der hændt hans Ven? Hun saa bleg og lidende ud. Hendes Mund, som gerne stod lidt aaben med Smil, var nu haardt sammenpresset, og et lidende Træk fortalte om vaagne Nætter og tilbagetrængt Smerte.

Han saa hende med tilbageholdt Aandedrag ind i Ansigtet, og i Stedet for Irettesættelsen foer det ud af ham: "Du er syg Elise?"

"Ja, Axel, jeg er syg, og jeg har i Dag bestemt, at jeg vil tale ud for dig. Som jeg i Nat laa og ikke kunde finde Hvile, kom jeg uvilkaarlig til at udbryde: Gid jeg havde et Menneske, som jeg kunde betro mig til.

Axel! Du er min Ven, min eneste, tør jeg udtale mig for dig, jeg kan ikke have det længere som det er."

"Ja, kære Elise, tilgiv, at jeg har været saa ubegribelig blind og egenkærlig, at jeg ikke har lagt Mærke til din Sorg, men nu maa du fortælle mig alt."

Hun blev meget bevæget og rejste sig urolig op fra Stolen. Han blev siddende, tog hendes Haand mellem begge sine og klappede den beroligende.

"Elise, jeg tror, jeg gætter din Hemmelighed, du er forelsket, - har jeg Ret? Hvis saa er, da hjærtelig til Lykke, thi at du er uimodstaaelig for enhver Mand, det tvivler jeg ikke om. Maaske har vedkommende endnu ikke erklæret sig? - Du er i Uvished, det er det, der piner dig? Vær du kun rolig, hvilken Hindring skulde være i Vejen for dig, Elise?"

"Men kære Axel, det er netop Sorgen, den største af alle Hindringer er os imellem, han deler ikke mine Følelser."

"Umuligt Elise! Du, som sidder inde med alle Betingelser for at kunne gøre en Mand lykkelig, klog, god, ja frisk som den grønne Skov, - hvem er den Mand?"

"Det er dig selv, Axel."

Han slap uvilkaarlig hendes Haand med et næsten fjendtligt Stød, rejste sig op, stillede sig med Ryggen til sit Skrivebord, og saa med et iskoldt Blik paa hende:

I et Øjeblik foer hundrede Tanker igennem hans Sjæl, - Kvindeemancipation, - Forskruethed,

- er det Kvindelighed, - ægte Følelse vilde skjule sig, o. s. v. Et spottende Ord laa ham allerede paa Læben.

Men Elise stod rolig, vel med nedslaaet Blik, men med en Værdighed og Bestemthed over hele sit Væsen. Det var, som hendes Skikkelse var voxet, og en ædel, trodsig Harme afspejlede sig i hendes Ansigt.

Hun hævede Hovedet og saa paa ham. Deres Øjne mødtes. Forstaaelsen var vendt tilbage, Vennerne kendte hinanden. Han aabnede sin Favn for hende, og hun heldede sit Hoved ind til hans Bryst og brød ud i stærk Hulken.

Nu kom Taarerne og frigjorde den bundne Smerte, da trykkede han hende hjærtelig til sig og kyssede hende ømt.

"Det gør mig grulig ondt, kære Elise," sagde han, "thi jeg ved, hvor megen Sorg en saadan Følelse kan volde. Ogsaa jeg har elsket, og gør det vel endnu, skønt jeg ikke burde. Jeg bærer en Kvindes Billede i min Sjæl, som jeg ikke kan rive ud, endskønt hun er tabt for mig. Men vi, kære Elise, vi er Venner og vil vedblive at være det; jeg vil gøre alt for at hjælpe dig tilrette i denne din Fejltagelse.

Havde jeg ikke elsket en anden, da jeg kom hjem, saa kunde jeg vist ikke have undgaaet at komme til at holde saaledes af dig, at mit Livs Lykke var tabt uden dig, men jeg har ikke kunnet have Tanke for nogen anden Kvinde paa den Maade som for hende. Derfor har jeg kastet mig ud i Arbejdet, og saa, kære Elise, dit Venskab, din ægte kvindelige Søsterlighed, det har dulmet min Smerte, ja næsten lægt Saaret og været mig en stor Rigdom og Styrke, saa jeg føler, at jeg skylder dig saa uendelig meget. Men du maa blive Herre over den Sorg, min Ven, min allerbedste Ven. Jeg er meget bedrøvet over, at dette er kommet over dig. Har jeg været Skyld deri? Vi maa tale aabent, du maa betro mig alt."

"Nej, kære Axel, du har ingen Skyld, du kender jo mit Liv, at jeg aldrig i min pure Ungdom har været forelsket; jeg trode slet ikke, det laa for mig, jeg kunde more mig, glæde mig med saa mange, men det var kun det kammeratlige, jeg attraaede. Men saa kom du fra Udlandet med alle de ny Ideer. I mit Indre laa de samme Tanker, men kun som døde Forestillinger, først ved dine Ord fik de Liv og det egenlige Værd for mig, og naar du saaledes oplod dit rige Sjælelivs Indre for mig, da grebes jeg af denne underlige Svimmelhed, der nu truer med at overvælde mig."

"Hvor det er ubegribeligt, at jeg ikke har haft nogen Tanke herom, men, kære Elise, du maa helbredes, og jeg er vis paa, at vi skal finde Midler dertil. Du skal nu hver Dag komme herind til mig og fortælle mig alle dine Tanker, og vi vil hjælpe hinanden til at le vor Daarskab bort. Livet er dog for vigtigt til at ødes i slige Følelser.

Vort Venskab vil sikkert blive endnu dybere og lykkeligere, siden du har vist mig saa stor en Tillid at betro mig dit Hjærtes Følelse, en Frimodighed og Aabenhed, som vistnok kun faa Kvinder kunde have gjort dig efter, og som jeg selv næsten var lige ved at misforstaa.

Vi Mænd sidde dog endnu fast i Fordomme, men et saadant Venskab som vort maa kunne hjælpe os begge.

Nu maa du imidlertid gaa." Han aabnede Døren for hende. Elise tørrede sine Øjne og gik tilbage til sin Skrivepult i Forkontoret.

Hele Personalet kunde se, at hun havde grædt, og det var dem næsten en Tilfredsstillelse, at hun dog endelig ogsaa engang kunde faa en Irettesættelse af den Principal, der var saa stræng mod dem, men havde altid kun Ros for hende, thi at hun havde faaet en ordentlig Paamindelse, derom vidnede de røde Øjne.

Næste Dag begyndte "Timerne".

Om Chefen havde nok saa travlt, blev Skriveriet lagt til Side, naar den aftalte Time kom. Saa kom Elise, tog Plads og fortalte; han lo og hun lo. Det var i Grunden saa uhyre komisk, at det var til ham selv, hun skulde fortælle om sin Tilstand.

Men han vilde have alt at vide, aaben Samtale gør det syge Sind frisk, sagde han. Det var for hende, som om det var hendes Læge, hun sad overfor, ligesom hun overfor denne aldrig kunde skjule Enkelthederne, naar hun havde været Patient, saaledes tvang Axels rolige, alvorlige Blik hendes Sjæl til at være korrekt i sine Meddelelser.

Hun fortalte, hvor naragtig hun havde været, hvorledes hun havde kysset det Papir, han skulde underskrive, hans Lineal, hans Stempel, for at hendes Tanker skulde møde ham som smaa venlige Amoriner.

Det var saa forunderlig frigørende at tale aabent, og hvor det var let, thi han fandt intet ubetydeligt, bare kønt og naturligt, sagde han. I saadan Tilstand er vi alle som Børn.

Der gik et Par Uger, og Elises Kinder begyndte igen at blive røde. Det varede ikke længe, før hun var frigjort. Da hun saa en Dag blev borte og han mindede hende, svarede hun: "Nej, i Dag kommer jeg ikke, Posten skal være færdig, min Læge faar sin Afsked."

Det samme Aar kom Firmaet til at hedde Axel Vinge & Co.

Det var, som om Lykken søgte den Forretning, begge Cheferne var meget afholdte, de havde altid et deltagende Sind for deres Omgivelser, de var begge saa forunderlig lidt egoistiske.

Naar Elise undertiden saa træt ud, kunde Axel spøgende sige: "Skal vi "tage Time"?" Elise kunde da svare med sit muntre Smil: "Nej, jeg trænger ikke mere til min Læge, han har gjort sine Sager saa godt, at han har gjort sig selv overflødig."