Kvindevalgretsforeningen
afholdt forrige Torsdag et offentligt Møde i Arbejderforeningens store Sal. Fru Kramp-Lange var Dirigent, og Foreningens Formand Frk. Dr. Nielsen indledede. Frøkenen talte om Kvindernes Ret til som skatteydende Borgere at faa kommunal Valgret. Saa længe Kvinden savner denne borgerlige Ret, vil hun ikke udvikles, og det er i høj Grad skadeligt for Samfundet. Først den kommunale Valgret, senere den politiske. Man vil næppe nægte, at Kvinder har lige saa god Forstand paa kommunale Anliggender som Mænd, f. Eks. paa at give Gader Navne, paa Børnepleje, Skolevæsen og Hygiejne. Faar Kvinden kommunal Valgret vil det uheldige Konkurrencespørgsmaal ophøre, og hun vil kunne faa samme Løn for sit Arbejde som Manden. Man mente, at det skadede, at Kvinden var trængt ind paa Arbejdsmarkedet, men Manden var jo ogsaa trængt ind i mange af Kvindens tidligere Fag, Bagning, Mejeri o. s. v. Man burde ikke spørge om Køn, men om Dygtighed.
Der gaar i vore Dage en Stræben gennem Verden, den at lade Retten afløse Magten. Denne Bevægelse er det vi vil støtte.
Fru Erna Juel-Hansen talte derefter under levende Bifald fra Forsamlingens Side, først ironisk om Mændenes Logik, derefter gjorde Fruen et stærkt Angreb paa „Hvad vi vil”, da der efter Fruens Mening endnu ikke var nogen Kvinde, der kunde skrive som en virkelig Journalist, Fruen tog villig sig selv med, da hun ogsaa havde været Medarbejder ved „Hvad vi vil”. Kvinderne skulde vente med at starte et Blad til de kunde redigere et Blad, eller rettere, de burde slet intet Blad have selv, thi de kunde jo læse Mændenes Blade, og „Hvad vi vil” havde kun skaffet os dette skrækkelige Øgenavn, som Fruen mente at det gjaldt om at tage Afstand fra.
Overretssagfører Johansen var en varm Forsvarer af Kvindens Valgret, som forekom Taleren saa selvfølgelig, som at en og en er to. Men Folk forlanger, at Mand og Hustru skal være en, og dette underlige Nevtrum har man slaaet fast. Man maa først forbedre den gifte Kvindes privatretlige Stilling, før man tænker paa hendes Valgret. En anden Sag er det med den ugifte Kvinde. De ugifte Kvinder har naaet stor Frihed, og arbejder dygtigt med i Samfundet, og den Tid er forbi, da man inddelte dem i yndige unge Piger og gamle Pebermøer. Med al Agtelse for de gifte Kvinder vilde Hr. O. Johansen dog kun tage Hatten een Gang af for den gifte, men to Gange for den ugifte, thi om hende vidste han, at hun ikke havde solgt sig. Det vil ikke vare længe, før Modstanden er brudt, og Kvinden har den kommunale Valgret.
En islandsk Dame, Frk. Johansdotter, gav en Skildring af islandske Forhold.
Hr. Herman Trier blev modtaget med stærke Haandklap. Hr. Trier fandt i Modsætning til Fru
Juel-Hansen intet latterligt i, at Kvinderne havde fremsat deres Krav i et „Hvad vi vil”, og mente, at Fru Juel-Hansen havde Uret i at kalde Kvinderne ulogiske, Talerens Erfaring gik i stik modsat Retning.
Fru Louise Nørlund forstod ikke, hvorledes Fru Juel-Hansen kunde staa op og angribe „Hvad vi vil”-Kvinderne, thi vi vil jo dog alle noget, ogsaa Fruen selv. Og naar Kvindevalgretsforeningen havde indvarslet til dette Møde, saa var jo dette netop et „Hvad vi vil”-Møde (stort Bifald). Fru Nørlund mente, at Hr. Oscar Johansen hellere maatte tage sin Hat to Gange af for den Masse forurettede gifte Kvinder, der endnu levede under Undtagelseslove. Den ugifte havde dog nogen Frihed.
Der blev til Slutning vedtaget følgende Resolution:
„Forsamlingen udtaler sin stærkeste Tilslutning til det i Folketinget fremsatte Forslag om Valgret og Valgbarhed for Kvinder til kommunale Repræsentationer, og opfordrer i Ærbødighed indtrængende Regering og Rigsdag til at gøre Forslaget til Lov.”
