Skærver.

Hvem kender ikke Simon Hamber? - Den Mand, der allerede i en Aarrække næsten daglig har skrevet Artikler i „Aftenbladet”, Artikler, der i lige høj Grad har vidnet om Kendskab til de Fattiges Hjem og Sympati for de Lidende.

Simon Hamber sidder inde med en forbavsende Arbejdsevne, thi snart har han sat sig ind i Syerskernes Kaar, deres Lønningsforhold og Levevis, snart var det de ulykkelige Drankeres Hjem, han skildrede, Hustruens Underkuelse og Børnenes forfærdelige Ulykke i saadanne; men altid fornam man det varme Hjerte, der kaldte Samfundets slumrende Samvittighed frem - thi Børnene skulde have Mad, Klæder og Opdragelse, og Arbejde og Penge skulde der skaffes til de Nødlidende.

Men Simon Hambers Artikler viser ogsaa, at han ejer et Væld af Poesi, der kunde have gjort ham til Digter, hvis han havde mere af Kunstnerens Naturel i sig end af Filantropens, der lader sig fæste og stanse og atter stanse paa Vejen. Samfundets Lidelser kan han ikke gaa forbi, han maa dele Nøden og Smerten med den Lidende, og med hele sin varme Følelse kaster han da sit Arbejde i Døgnjournalistikens Trædemølle.

Derfor er hans Julebog „Skærver”, som er udkommen paa Mackeprangs Forlag, heller ikke noget Kunstværk, thi Forfatteren har ikke Kunstnerens kolde egoistiske Ro til fornemt at kaste alle dagligdags Opgaver fra sig for uhindret at hengive sig til sin egen Udvikling.

Simon Hamber skriver ogsaa selv i sit Forord:

„Jeg sender dem et Læs med Skærver

kald ej mit Arbejd for en Kunst;

hvis blot lidt Glæde de erhverver,

da har jeg ikke slidt omsonst.”

Og Bogen glæder, thi de smaa Skitser er fortalte simpelt og naturligt. Man kommer til at føle med den lille „Karen”, der løber fra det smukke Børnehjem, fra de rene Smaasenge, der staar paa Rad som det hele, som dér er i System, til den fattige Bedstemoder i det smudsige Hjem, hvor hun faar Kaffe og Bolcher og Frihed til Barneløjer. Man føler Gru ved den træffende Skildring af Drukkenbolten i „Den sidste Snaps”, og man kender den mørke og uvidende Overtro i „Menneskeblod”. Aller kønnest er dog „En Julefortælling”, hvor den ene fattige Familje hjælper den anden, saa det vidunderlige hænder, at der, hvor der om Natten havde hersket et trøstesløst Mørke med Graad og Bitterhed, der kom Lys og Glæde Juleaften.

Simon Hamber har vundet Tusinder af Venner gennem „Aftenbladet”. De vil købe Bogen.