En Fare.

Det lille Indlæg, som er optaget i Nr. 44 af Kvindebladet, er skrevet for at hævde den Anskuelse, at Mennesket repræsenterer tvende Livsmagter, hvis Begreber er Mandighed og Kvindelighed, og at hver især af Kønnene atter repræsenterer den Livsmagt, hvis ejendommelige Præg det bærer. Af det Svar, Kvindebladet Nr. 46 har beæret mig med, er det mig imidlertid ikke klart, om jeg er forstaaet, da det gaar uden om Spørgsmaalet. Thi vel mener Fru Johanne Meyer, at jeg har misforstaaet hende, eftersom ogsaa hun tror paa en sjælelig Kønsforskel; men det fremgaar dog af samme Svar, at hun hylder den moderne Anskuelse, at Kvinden ikke oprindelig eller i Følge en guddommelig Orden er forskellig fra Manden, men at hun i Tidens Løb er bleven det ved Samfundets Dressur.

Der er efter min Mening en Fare i denne Anskuelse, som let kan tilintetgøre de gode Frugter, man har Grund til at vente sig af Kvindesagen. Tidens overfladiske, løse og udadvendte Retning trænger højlig til den Modvægt, man har vænnet sig til at se i det dybe, trofaste Kvindesind, i den indadvendte Tankesyssel, der er ejendommelig for Kvinder - ikke alene for Mødre - og i deres stille Færd, der ikke saaledes som Mandens er henvist til den brogede Verden. Men i endnu højere Grad end hidtil maa man kunne vente en saadan Modvægt, da hun ved større Frihed og Selvstændighed, større Udvikling og Oplysning vil kunne øve en stærkere Indflydelse, dersom hun er sig sin kvindelige Mission bevidst. Men Kvindesagen er en stor og alvorlig Sag. Den maa ledes med Kløgt, Grundighed og navnlig med Forsigtighed af Hensyn til de ubefæstede Unge og til, at Kvindens Modstandskraft og Selvstændighed gennem Generationer er bleven svækket af den Umyndighed, hvori hun er bleven holdt nede. Saa meget kønt og følgeværdigt, der end kan være i Kvindebladet, som altid forstaar at fremdrage ædel Kvindedaad til Efterfølgelse, og som sikkert breder Liv og Interesse i vide Kredse, saa har det dog paa den anden Side kunnet være temmelig vidtgaaende i sine Fordringer, og navnlig ved sin Benægtelse af en oprindelig Kvindelighed indpode Meninger, som kan give Kvindesagen en Retning, der i Længden ikke er heldbringende hverken for Kvinden eller Samfundet. Mandens Veje er bredere end Kvindens og mere iøjnefaldende. Faar hun den Tro, at hun har de samme Evner, den samme Dygtighed til enhver Livsgerning som Manden, fristes hun let til et Kapløb med ham, og til at attraa samme Udmærkelse og Anerkendelse som han; hun sætter da al sin Kraft ind herpaa og lader de Sjæleevner henligge uopdyrkede, der alene kan give det bevægelige Kvindesind Ligevægt og Hvile. Hun staar i Fare for at tabe det bedste i sit eget Væsen uden at kunne gøre Fyldest paa Mandens Enemærker. Hun skal ikke hæmmes i at prøve sine Kræfter; kun skal hun være fuld klar over sig selv.

Jeg anser det for en Velgerning mod os, at vi er fritagne for at deltage i offenlige Anliggender. Det offenlige Liv virker ofte nedbrydende paa Menneskets Karakter. Men kan vi ikke paa anden Maade faa retfærdige og sædelige Love, da tvinges vi til direkte Arbejde for dem. Saaledes stiftedes der i 1878 en Forening af 6 Mænd og 6 Kvinder, hvis Opgave er at afskaffe den offenlige Prostitution.

I 15 Aar har denne Forening ved Skrifter og Foredrag af Mænd og Kvinder kæmpet for lige Ret for Loven for Kvinde som for Mand og for samme Samfundsmoral for Mand som for Kvinde. Hvorfor har Kvindebladet ikke støttet os i denne Kvindesag?

Redaktøren fremkommer i sit Svar paa mit Indlæg med følgende Udtalelse: ,,Om der i Kvindens Væsen skulde være en mere ideel Stræben, en større etisk Basis, det tør jeg ikke udtale mig om o. s. v. Men hvis det var Tilfældet, hvorfor er da ikke Kvinden vor Diktator i Kirken og Skolen, i Kunstens og Musikens Verden? hvorfor taler Mændene højt om Kvindernes etiske Evne, deres Renhed og Uskyld og skubber dem dog til Side i alle store og alvorlige Sager?”

Ja visselig stilles der af Samfundet større etiske Krav til Kvinden end til Manden i alle Livsforhold; det er fuldstændig berettiget og maa betragtes som en Ære for vort Køn. Den moderne Anskuelse er dog i Følge sin Opfattelse af Mandens og Kvindens ligelige Natur tilbøjelig til at slaa af paa denne Fordring. Men lad dette ikke vildlede os. Lad os i vor Frihed og Selvstændighed vise, at det etiske - det gode, - man tillægger os, ikke er en Følge af ydre Tvang men af indre Nødvendighed. Om Kunst og Musik skal jeg kun bemærke, at de hører ind under det æstetiske, og at Manden efter min Opfattelse heri vil beholde Overtaget, da han har mere Skabeevne end Kvinden. Med Hensyn til, at Kvinden skulde være Diktator i Kirken og Skolen, vil jeg udtale, at det ikke er givet, at den, der har de største Betingelser for at øve det gode, tillige har den største Evne til at være den Styrende. Til de kvindelige Dyder hører ogsaa Beskedenhed; vi kan have nok med at beherske de Fejl, der hænger sammen med vort eget Køn, Fristelsen til Magtbegær og Ærgerrighed vil vi vogte os for. Er Kvinden end ikke den Styrende i Kirke og Skole, saa betænk hvilken Støtte hun kan være for Kirken og tildels for Skolen, i alle Livsforhold, saavel i de Stillinger, der hidtil har været beklædte af Manden, som i dem, der hører ind under Kvindens særlige Enemærker. Det gode i Tiden har ført det med sig, at mange Kvinder nu arbejder paa saadanne Omraader som Lærerinder saavel i private som i Almueskoler, i Menighedspleje i den mangesidige Diakonissegerning og selvfølgelig alle Mødre, alle Kvinder, som virke ved Børneopdragelsen. Hvilken Indflydelse paa Samfundets Sædelighed vil hun ikke kunne faa i alle Livsstillinger, om hun er moden og sig sit store Maal bevidst. Kristendom og Kvindelighed er nær beslægtet. Kristus er jo Kvindens Sæd, hvilken dyb Betydning er der ikke i dette Dogme! Min Mening er selvfølgelig ikke den, at Mennesket, Mand er udelukket fra dette Slægtskab; thi Manden har det kvindelige saa vel som Kvinden det mandlige, det er den ulige Sammensætning deraf, som bestemmer Kønnene. Men Kvinden har sit Liv mere i Følelsen end Manden, og i Følelsens Inderlighed ligger den største Betingelse for at tro, i Medfølelsen Betingelsen for Næstekærlighed.

Der er et Kald til Kvinden i Tiden, gid altid flere og flere vilde agte paa dens Varsel.

Desværre maa man her mindes Kristi Lignelse om Indbydelsen til Gæstebudet. Mange undskylder sig og foretrækker den fornemme, i alvorlige Spørgsmaal passive Kvindelighed, fremfor at kæmpe for en stor Sag eller blot lægge sin aandelige Skærv i Vægtskaalen for den.