« Tilbage til søgeresultaterne

En Scene!

Af: Svend Vonved

« Se emneord

Borgmesteren (senere hans Søster).


Borgmesteren sidder i sin Stue og læser følgende i Avisen:


„I Dag den 4. Januar vil der paa Hotellet blive afholdt et Kvindemøde. Flere Talere fra Hovedstaden vil tage Ordet. Alle indbydes.”


(taler): Møde! Kvindemøde tilmed. Nej! det er dog for galt. Her i denne lille By kommer disse forrykte Nutidsideer og vil sætte Splid mellem mine kære Bysbørn, som jeg nu har vaaget over i 21 Aar. Det er oprørende! Jeg, som Byens Overhoved, forbyder paa det bestemteste disse Samfundsomvæltere og Familiesplittere at holde Møde, og ve den, der trodser min Magt; thi jeg staar ikke under et Skørteregimente.


(Det ringer, Borgmesterens Søster træder ind).


Borgmesteren: Naa, hvad nyt fra Byen? Har Du set, der skal være Møde i Aften; hvad siger Du, er det ikke kønt?


Søsteren: Kønt, aa jo, det er meget kønt. Jeg haaber at more mig godt, der kommer jo flere Talere fra Hovedstaden, som vil give deres Mening til Kende.


Borgmesteren (maalløs af Forbavselse): Kønt! more! Meninger! Men er Du fra dine fulde fem? Vil Du virkelig gaa til en saa-aa-aa-dan Forsamling af gale „Fruentimmer” og tilmed haabe at more Dig og høre Meninger? Hm - Meninger - hm. I skulle tale om Meninger. Du er rav ruskende splitter gal.


Søsteren (rolig): Gal! Nej, Hr. Broder Borgmester, det er jeg ikke; jeg har været det, men nu har de Taager, som indhyllede mine Tanker, spredt sig for mig, som for saa mange andre.


Borgmesteren (rejser sig aldeles rød i Hovedet og med stirrende Blik): Du er sandelig ga-a-a-al. Du, den lille Bys Skønhed. Du, der er udgaaet fra Byens bedste Slægter, vil nu bryde med alt det


gamle. Du maa være besat af en ond Aand.


Søsteren: Ja, min Bror, nu bryder vi med alt det gamle. Vi ryster det af os som Støv fra Fødderne. Vi bryder Illusionerne. Vi vælter selve Idealet. Du, min Ven, er Jurist, Du maa vide, hvad Ret vi Kvinder har. Du, min ærværdige Borgmester, maa vide, hvad Ret din Kone havde, dersom Du havde haft en. Du maa vide, hvad en saadan Stoppe- og Lappefrue er for et umælende Væsen i vort spidsborgerlige Samfund, i denne lunkne Filisterrede, hvor Du er Embedsmand og skal vaage over Lov og Ret. Du maa - -


Borgmesteren (afbryder hende rasende): Nej stop! ikke et Ord mere vil jeg høre af dette elendige Vrøvl. Du er Idiot. Du maa være bidt af en gal Hund.


Søsteren: Tak for Komplimenten; men jeg er heldigvis ikke bidt af en gal Hund, derimod af en „klog Hund”. Farvel. (gaar)


Borgmesteren alene (synker ned i sin Stol). Saa vidt er det altsaa kommen, ikke alene i min lille By, men inden for min egen Familie, inden mine egne Døre hører jeg disse gale, forrykte, demoraliserende Ideer summe mig om Ørene.


Ja, hvorledes skal det gaa mig paa mine gamle Dage. Og den kommende Ungdom, hvorledes skal det gaa den. Aa! Tiden, Tiden, Tiden!


(synker udmattet tilbage).



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner