« Tilbage til søgeresultaterne

Københavns Byraad.

« Se emneord

Det var en interessant Aften i Mandags i Borgerrepræsentationen, men man faar en Følelse af, at det ikke er bar Fornøjelse at sidde i Borgernes Raad. Fra 6 til 11 ½ holdt man ud for at indvarsle til et Ekstramøde Torsdag Aften. Det var anden Behandling af Finansbudgettet, som satte Sindene i Bevægelse. Hr. Strøm aabnede Talernes Rækker og gjorde Rede for Udvalgets Betænkning. Hr. Eskild Salomon er næsten uhyggelig at høre paa med sine Besparelser. Det er dog aldeles at misforstaa sin Opgave som Repræsentant for Københavns Borgere at trykke Priserne ned baade ved Vareindkøb og Arbejdsløn. At foreslaa Dowlas i Stedet for Lærred til Patienter paa Hospitalerne, Margarine i Stedet for Smør til „Lemmerne” paa Almindelig Hospital og sætte Sylønnen ned paa Politifunktionærernes Frakker. Københavns Kommune er dog ingen Kræmmerbod, men Administration for en Institution, hvis Grundprincip er Humanisme. Et er, at der føres en samvittighedsfuld Kontrol ved Indkøb og Forbrug, et andet, at Kommunen gør sig selv til Middel for Smudskonkurrence.


Hr. Maler J. Jensen svarede da ogsaa bestemt herpaa, at Kommunen burde staa som den mest humane Arbejdsgiver i Samfundet og betonede, at disse Nedsættelser netop vilde komme til at trykke dem, der mindst kunde taale det. Margarine var mange gamle Mennesker imod, saa det burde ikke indføres paa Almindelig Hospital.


Hr. Philipsen talte varmt for Asfaltering af Frederiksberggade, som et Løfte, der alt tidligere var givet fra Kommunens Side.


Forslaget om at give 25,000 Kr. til Friskolebørnenes Bespisning synes det at være Borgmester Hansen en „Livssag” af principielle Grunde at afslaa, thi det kan dog ikke være Borgmesterens Alvor, at det er nok, at Børnene faar Mad hver anden eller tredie Dag. Borgerrepræsentanternes saa lidt som Borgmesterens Børn spidses vel af med Middagsmad hver anden eller tredie Dag.


Allerede for 3 Aar siden indgav Kvindeforeninger en Adresse til Kommunen om varm Mad hver Dag for Friskolebørnene i Vintermaanederne, som var undertegnet af 26,000 Borgere i København. Den Gang mente man at kunne ignorere Kvindernes Andragende, de 3 Aar har forandret Stemningen saaledes, at man maaske nu næppe kunde faa 26,000 Underskrifter imod Bespisningen, saa Borgmester Hansen maa vist her helst lade sit gode Hjerte raade og bryde sit Princip, der i alt Fald ikke nu mere har nogen Støtte i Befolkningen.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder