Nutidens Barmhjertighed. *)

Religionen, Verdensmoralen, anbefaler de rige at øve Barmhjertighed paa den fineste Maade og endog uden at navngive sig. Evangeliet siger: „den højre Haand maa ikke vide, hvad den venstre gør.” Jeg har hørt nogle hævde, at i vor nuværende Samfundstilstand, da de rige hver Dag bliver misundte, mistænkte og bagvaskede, var det bedre, at Barmhjertigheden gav sig tydeligt tilkende, at den, om man vil bruge det Udtryk, satte sit Navn under sine Gaver, for at afvæbne Misundelsen og tilskynde til Efterligning.

Hvad mener vore Filosofer i Salonerne, Mænd og Kvinder herom? -

En Filantrope.

De af vore Læsere, der har svaret paa det, hvorom man netop spurgte dem, har erklæret sig for den aabenlyse Barmhjertighed. Vi anfører her de Breve, som bedst samler deres Bevisgrunde.

Barmhjertigheden som Sædelærens Grundlag er det forbi med. Nu er man videre; nu er det en Gæld, som alle erkender, de staar i, og som den Del af Samfundet, som bliver rig, paadrager sig overfor den fattige Del deraf. Deri ligger hele Socialismen.

Hvorfor skal man da skjule sig for at betale en Gæld.

Naar et Medlem af en Familie kommer i Nød, har Loven Midler til at tvinge hans rige Slægtninge til at komme ham til Hjælp... Det kaldes en Tærepenge. Han, der modtager dem, ser paa dem, som paa noget, der skyldes ham . . . han, der giver dem, som paa en Skat paa hans Indtægter, lige saa kedelig at betale som en anden.

Hvor er Barmhjertigheden heri?

Efter de evangeliske Forskrifter og de deri liggende republikanske Teorier er vi alle Lemmer af én Familie og har Pligter at opfylde overfor vore fattige Slægtninge. Ved at gøre dette viser vi ikke Barmhjertighed. Barmhjertighed, den skønneste, den bedste af alle Dyder, betyder Kærlighed til Næsten, til de rige, de smaa, saa vel som de lykkelige. Man kan være barmhjertig uden at give Almisse i Ordets nøjagtige Mening; man kan gøre meget godt uden at være barmhjertig.

Menneskets Mangler og Egenskaber angaar kun ham selv. I Samfundet viser sig Følgerne af disse Mangler, disse Egenskaber. Det fuldkomne er sikkert dette: at gøre det gode af Kærlighed til det gode uden at vente Fordel eller blot Tak derfor, men hvor sjældent møder man denne Fuldkommenhed. Dersom de, der er fuldkomne, var ene om at hjælpe de fattige, da vilde disse mange Gange intet have at spise. For at danne Foreninger, hvor Lægemidler uddeles frit, for at bygge Hospitaler, for at stikke de gamle en Mundfuld Brød i Munden behøves der Penge fra alle de rige: de gavmilde som de karrige. Hvad gør det, hvorledes de giver, naar kun de giver? Og siden det har vist sig, at mange samlede Underskrifter er et kraftigt Middel til at gøre Reklame og en sikker Maade til at trække Penge ud af de genstridige Kasser, saa lad os raabe Leve for Barmhjertigheden, der opslaar sine Plakater paa Gadehjørnerne.

Man maa ikke gøre de rige værre, end de er. Det er ikke altid kun Fornøjelsen ved at se deres Navne trykte paa de store Lister, der er deres eneste Bevæggrund til at tage Del i disse Barmhjertighedsgerninger.

For Tiden er de store Formuer for Størstedelen samlede i Hænder, der arbejder. Har de virkelig ligesom de, der ikke arbejder, Tid til selv at bringe de fattige deres Skærv og trøstelige Ord.

De, der ikke selv har Midler til at give, maa se, at det tilfalder dem, at gaa op paa Tagkamrene, for at drage Elendigheden, som gemmer sig der, og at afhjælpe den ved ikke at spare deres Fod. Saadanne har visselig den største Fortjeneste, men det er ingen Grund til ikke ogsaa at beundre dem, der har Magt til ved et Pennestrøg at lindre et Menneskes Ulykke, og som gør det uden at være bedt derom og uden Karrighed. Jeg kan ikke lade være at se med Mistillid paa dem, der lader saa dydige og saa omhyggeligt skjuler det gode, de gør. De tre Fjerdedele undlader at navngive sig for derved at kunne give mindre, end de burde.

Export.

Jeg udtaler mig uforbeholdent for den Barmhjertighed, som viser sig tilskue med Navns Underskrift. Først fordi det er min Grundsætning, thi jeg mener, at enhver god Gerning kan taale at ses. Falsk Beskedenhed er i mine Øjne lige saa meget at dadle som Praleri. Da Barmhjertigheden er en Dyd, der bestaar i at nægte sig selv, hvad der er overflødigt, selv det nødvendige, for at skaffe sin Næste det uundværlige, som han mangler, er altsaa det at vise Barmhjertighed, at vidne paa en virkelig Maade om den Agtelse, man nærer for denne Lov om Enhed og Broderskab, der styrer det menneskelige Samfund.

Naar man siger frit ud, at man har udført en god Gerning, som man nævner, viser man dem, der ikke kender Religionens og Sædelærens hellige Forskrift, at man retter sig efter den og opmuntrer dem til at følge dette Forbillede.

Skulde noget ved en Barmhjertighedsgerning holdes skjult, er det ikke saa meget Giverens Navn som Navnet paa den Stakkel, der modtager.

Thi ved ikke at nævne det Menneskes Navn, der har set sig nødt til at bede om Hjælp fra vor Pung, sparer vi ham for en Ydmygelse, og under disse Forhold er det, at en Velgerning i Stilhed er dobbelt saa meget værd, som den, der er omtalt.

Gaar vi nu over til den praktiske Side af Sagen, spørger jeg, hvem har ikke iagttaget, hvor god en Indflydelse det har paa Mængden at se visse Navne i Spidsen paa Underskrifterne paa en Liste? Kan man nægte, at Eksemplet ofte har en dragende Magt til at tilskynde til Efterligning? Og hvor ofte bliver ikke Filantroper, der giver uden at nævne deres Navne, mistænkte for at skjule deres Navn for ikke at skulle rødme over, at de giver hundrede Franks, medens deres uhyre Formue tillader dem at give ti, tyve, hundrede Gange mere i et velgørende Øjemed. Det at undlade at nævne sit Navn kan ogsaa være et Middel til at undgaa, at andre trængende kommer og banker paa vor Dør.

Evangeliet, den dejlige Lov for Barmhjertigheden, har rigtignok sagt: „den højre Haand maa ikke vide, hvad den venstre giver.” Men har det dermed ment, som nogle foregiver at tænke, at man kun maa gøre godt i det skjulte?

I vor Tid skal Barmhjertigheden vise sig og stille sig til Skue. Den har alt for meget at gøre til, at det kan tillades den at blive i det skjulte. Nu har den ikke alene at lindre Elendigheden, den maa ogsaa afvægne meget Had. Mere levende end nogen Sinde før har Misundelsen faaet Bo i Hjerterne, som var udpinte af Lidelser, overalt spredende Vrede og Oprør. Alt medens man bringer Lægedom for det legemlige Onde, maa man tillige helbrede dette aandelige Onde, der hver Dag udstrækker sin Ødelæggelse videre, og svare paa det hadefulde Raab ved at tale Fredens og Medlidenhedens Ord.

Kampen mellem dem, der intet har, og dem, der har for meget, har bestaaet til alle Tider, men nu, da der er Lighed i politisk Henseende og Ulighed i Samfundet i andre Henseender, er den Kamp særlig alvorlig. De to Hære staar overfor hinanden, rede til at gaa løs. Kommer det ikke til Udbrud, er det, fordi alle Mæglere, udsendte af Barmhjertigheden, blander sig ind imellem de stridende. De nøjes ikke med at kaste en Skærv ud imellem de fattige; de gyser ikke tilbage for at gaa til dem for med let Haand at forbinde Hjertets blødende Saar. De gaar altid uden at lade sig standse eller at vende om, med stolt udfoldet Fane, for at villige Hjerter kan slutte sig sammen med dem. Der er i Paris, denne Barmhjertighedens saa vel som Fornøjelsernes Hovedstad, Mænd, Familier, hvem man midt under sine Lidelser tilgiver deres uhyre Rigdomme, fordi man véd, at de er medlidende. De ulykkelige kan banke paa deres Dør. Den bliver altid aabnet for dem.

De har paa deres Budget en Post til Barmhjertighedsgaver, og det siger de, for at de, der er i Trang, kan komme og faa Nytte deraf. Ogsaa er deres Navne ærede, og Hadet standser foran deres Dørtærskel, som saa mange ulykkelige hver Dag skrider over.

Jer, der kan det, beder jeg at efterligne disse Mennesker, der er virkelig barmhjertige. Lige som de, saa frygter heller ikke I at gøre det gode for alles Øjne, saa de ulykkelige kan se, at deres Elendighed har rørt eder, at Taknemligheden saa vel som Nøden kan se, hvor den skal henvende sig. Skriv dristigt eders Navne under Gaverne, for at man tydeligt kan se, hvem der giver, og hvem der ikke giver, skriv det under, fordi Eksemplet her mere end andet Steds smitter. I vil snart se de mest genstridige følge eder, og medens I glæder eder over det gode, I har gjort, kan I tillige glæde eder over det gode, som andre ved eders Tilskyndelse har gjort.

A. B.

*) I Pariserbladet „Figaro” behandles af og til vigtige Samfundsspørgsmaal, stillede til dets Læsere, og af disses Svar offenliggøres saa de, der nærmest synes at løse Opgaven. Vi meddeler et af disse, der ogsaa synes at kunne interessere danske Læsere.