Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
I og for sig er intet latterligt; det bliver det først ved det Subjekt, som opfatter det saaledes. Altsaa er en Tænkevirksomhed forbundet dermed. Og fordi Doktor Alfred Moscheles under disse Betragtninger genoptog sine Studier netop der, hvor han, da Ottilies Depesche indtraf, havde afbrudt dem i det Øjeblik, han var i Færd med at citere Descartes, saa nedskrev han nu det store Ord: jeg ler - altsaa er jeg til, og denne Skrivefejl styrtede ham atter, da han opdagede den, ud i ny Betragtninger over Venskabets tvivlsomme Værd. Thi hidtil havde hans Venskab med Ottilie i Stedet for at opmuntre ham i hans Virksomhed kun forstyrret ham paa en sælsom Maade.
„Pigebarnet synger jo falsk,” sagde Professoren for anden Gang.
Og skal man følge Sandheden, saa havde han Ret.
Ottilie havde en frisk, sød Stemme, men hun var ikke synderlig musikalsk, og da Professoren kom med sin Bemærkning, sang hun netop:
„Og lægge I mellem ham og mig, Skov, Sø og salten Vove, I strænge Herrer os skiller ej, Jeg Sangen, Sangen maa love.”
I Versets Slutning faldt hun ind i en hel anden Toneart end den, hvori hun begyndte.
„Falsk?” gentog Doktoren irriteret og lagde Pennen fra sig. Saa klang det atter:
„Jeg har dig kær og sender dig tusend, tusend Godnat.”
„Kan De nu høre?”
„Falsk!” sagde Doktoren igen. Desværre maa vi tilstaa, at heller ikke han var noget musikalsk Geni, thi efter hans Mening sang Ottilie ligefrem henrivende. Men - hvorfor skulde han i Grunden ærgre sig over en saa barbarisk Ytring. Professoren var en Egoist; i Stedet for at glæde sig over sine Medmenneskers fornøjelige Sind, dadlede han et saa naturligt Glædesudbrud.
Den storartede Ærefrygt, som Disciplen hidtil havde næret for sin Velgører og Lærer, fik et lille Skaar. Ottilie - synge falsk? det var ligefrem latterligt!
(Fortsættes.)
