Kvinden har sin Plads i Hjemmet.

Det er en Tale, der atter og atter gentages af Kvindesagens Modstandere. Kvinden er født til Hustru og Moder og har sin Opgave i Hjemmet.

Det er en smuk Teori - men ogsaa kun Teori, thi i det praktiske Liv ser det lidt anderledes ud. Michel Benoit oplyser i det belgiske Kvindeblad „La Ligne”, hvorledes Forholdene der er for Kvinderne.

Efter statistiske Opgørelser fandtes allerede i 1880 i Belgien l ,489,174 Kvinder, som var nødte til at tjene deres Brød ved forskelligt Arbejde uden for Hjemmet. 455,451 Var beskæftigede ved Agerbruget, 211,603 i industrielle Foretagender, 101,018 ved Handelen, 5,731 som Funktionærer ved offenlige Institutioner, 186,383 ved Videnskab, Kunst og anden aandelig Virksomhed, 358,871 var Tjenestepiger eller Dagarbejdere, 1,386 fandtes indskrevne af sædelighedspolitiet og 54,000 var beskæftigede i selvstændige Stillinger.

Hele Antallet af Kvinder i Belgien efter den store Opgørelse i 1880 var 2,761,540. Naar man nu trækker de Kvinder fra, som selv maa tjene for deres Brød, nemlig 1,489,174, saa bliver der kun 1,272,366 Kvinder, som kan hellige sig alene for Hjemmet.

Naar dertil kommer, at 1,082,747 unge Piger, eller rettere Børn under 15 Aar, af Belgiens samlede Antal Indbyggere, som i 1880 var 5,520,009, arbejder uden for Hjemmet, saa synes den Tale om, at Kvinderne har deres Opgave i Hjemmet og er fødte til at hellige sig alene til Hustru- og Modergerningen, og derfor ikke behøver borgerlige Rettigheder, at være rent Nonsens.

Selv om nu Belgien skulde være det Land, hvor forholdsvis de fleste Kvinder er beskæftigede uden for Hjemmet (hvilket vi imidlertid ikke er i Stand til at afgøre), saa er der dog vist intet Land i Evropa, hvor man nu kan sige, at det kun er undtagelsesvist, at Kvinderne maa tage Del i Erhvervet.

Det er derfor ganske rimeligt, at Kvinderne ogsaa fik de borgerlige Rettigheder, som tilkommer de arbejdende Borgere i Samfundet.